Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/70

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
42
Roxolaner.

Floden Viſtula (Weichſel), og en anden ved Navn Lutta, foruden flere andre Floder løbe, og bagenfor hvilket, nedenfor Oceanet, Scanza er beliggende[1]. Og et endnu ældre Exempel paa en ſaadan Brug af Navnet giver den gotiſke Hiſtoriſkriver Jornandes, hvor han fortæller om Kong Ermanariks Endeligt, thi han ſiger her udtrykkeligt, at han blev angreben og haardt ſaaret af de to roxolanſke Brødre Sarus og Ammius, der vilde hevne deres Syſter Sonilda, ſom Kongen havde ladet ſønderſlide af Heſte[2]. Man gjenkjender her ſtrax vore gamle Eddaſanges Fortælling om Goterkongen Jarmunrek, ſom ſaaredes af Jonakers Sønner Sørle og Hamdhir, der vilde hevne deres Halvſyſter Svanhild, hvilken Jarmunrek havde ladet ſøndertræde af Heſte. Jonaker omtales i disſe Sagn ſom boende ved Havet langtfra de Egne, hvor Volſungerne boede (Nordtydſkland); hans Rige bliver derfor at ſøge etſteds ved Øſterſøen, og dog i Goternes Naboſkab. At Jornandes har tænkt ſig dette Rige ſom Roxolanernes Land, og Roxolanerne følgelig ſom Germaner[3], er efter det her anførte umiskjendeligt.

Vi finde ſaaledes idetmindſte fra det 6te Aarhundrede, og, efter vore egne Oldſkrifters Yttringer om Gardarike at dømme, endnu tidligere, eller ſaa tidligt, ſom Nordmænd og Sviar nævnes i Norden, et med dem overmaade nær beſlægtet Folk under Navnet Rusſer boſat i den mellemſte Deel af det veſtlige Rusland, ved de øvre Dnepr-Egne, Ilmen, Ladoga og maaſkee det inderſte af den finſke Bugt. Disſe Rusſer kunne umuligt være komne fra den nordiſke Halvø, tvertimod Folkeflytningernes Hovedretning; de maa derfor antages at have været den øſtenfor Øſterſøen tilbageblivende Deel af den nordgermaniſke Stamme, dens yderſte Deel mod Øſten, der, efterſom de øvrige Afdelinger drog mod Veſt, ogſaa rykkede efter, men ej naaede længer end til de veſtligſte Egne af Stammens ældre Hjemland øſtenfor Øſterſøen. Det kunde endog ſynes ſom om deres Fremrykken mod Veſt ved indtrufne Omſtændigheder har været forſinket, ſaa at der mellem dem og de ſidſt over Havet bortdragne Stammebeſlægtede opſtod et ikke ubetydeligt Mellemrum, der udfyldtes af tſchudiſke Folk, thi endnu finde vi, ſom bekjendt, Tſchu-

  1. Anonymus Ravennas. I. Cap. 12, IV. Cap. 4.
  2. Jornandes, de rebus Geticis Cap. 24. Der findes her flere Varianter, ſom iſtedetfor Svanilda, Svanivilda (d. e. Svanihilda) og Sanielh; iſtedetfor Roxolanorum: Rosomonnorum eller Rosomorum.
  3. At Jornandes’s Afſkrivere allerede i det 9de eller 10de Aarhundrede ved Roxolanerne tænkte paa Rusſerne, viſer Læſemaaden Rosomonnorum eller Rosomorum. Saxo, der ogſaa beretter om Jarmeriks eller Ermanariks Død, kalder Svanhilds Brødre helleſpontiſke; men ved Helleſpont forſtaar han, ſom vi ovenfor have bemerket, kun Øſterleden af Rusland, og har vel her nærmeſt haft de ſamme hele ɔ: Sumpe før Øje, der forledede Jornandes til at ſætte Erulerne ved Mæotis.