Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/70

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
42
Roxolaner.

Floden Vistula (Weichsel), og en anden ved Navn Lutta, foruden flere andre Floder løbe, og bagenfor hvilket, nedenfor Oceanet, Scanza er beliggende[1]. Og et endnu ældre Exempel paa en saadan Brug af Navnet giver den gotiske Historiskriver Jornandes, hvor han fortæller om Kong Ermanariks Endeligt, thi han siger her udtrykkeligt, at han blev angreben og haardt saaret af de to roxolanske Brødre Sarus og Ammius, der vilde hevne deres Syster Sonilda, som Kongen havde ladet sønderslide af Heste[2]. Man gjenkjender her strax vore gamle Eddasanges Fortælling om Goterkongen Jarmunrek, som saaredes af Jonakers Sønner Sørle og Hamdhir, der vilde hevne deres Halvsyster Svanhild, hvilken Jarmunrek havde ladet søndertræde af Heste. Jonaker omtales i disse Sagn som boende ved Havet langtfra de Egne, hvor Volsungerne boede (Nordtydskland); hans Rige bliver derfor at søge etsteds ved Østersøen, og dog i Goternes Naboskab. At Jornandes har tænkt sig dette Rige som Roxolanernes Land, og Roxolanerne følgelig som Germaner[3], er efter det her anførte umiskjendeligt.

Vi finde saaledes idetmindste fra det 6te Aarhundrede, og, efter vore egne Oldskrifters Yttringer om Gardarike at dømme, endnu tidligere, eller saa tidligt, som Nordmænd og Sviar nævnes i Norden, et med dem overmaade nær beslægtet Folk under Navnet Russer bosat i den mellemste Deel af det vestlige Rusland, ved de øvre Dnepr-Egne, Ilmen, Ladoga og maaskee det inderste af den finske Bugt. Disse Russer kunne umuligt være komne fra den nordiske Halvø, tvertimod Folkeflytningernes Hovedretning; de maa derfor antages at have været den østenfor Østersøen tilbageblivende Deel af den nordgermaniske Stamme, dens yderste Deel mod Østen, der, eftersom de øvrige Afdelinger drog mod Vest, ogsaa rykkede efter, men ej naaede længer end til de vestligste Egne af Stammens ældre Hjemland østenfor Østersøen. Det kunde endog synes som om deres Fremrykken mod Vest ved indtrufne Omstændigheder har været forsinket, saa at der mellem dem og de sidst over Havet bortdragne Stammebeslægtede opstod et ikke ubetydeligt Mellemrum, der udfyldtes af tschudiske Folk, thi endnu finde vi, som bekjendt, Tschu-

  1. Anonymus Ravennas. I. Cap. 12, IV. Cap. 4.
  2. Jornandes, de rebus Geticis Cap. 24. Der findes her flere Varianter, som istedetfor Svanilda, Svanivilda (d. e. Svanihilda) og Sanielh; istedetfor Roxolanorum: Rosomonnorum eller Rosomorum.
  3. At Jornandes’s Afskrivere allerede i det 9de eller 10de Aarhundrede ved Roxolanerne tænkte paa Russerne, viser Læsemaaden Rosomonnorum eller Rosomorum. Saxo, der ogsaa beretter om Jarmeriks eller Ermanariks Død, kalder Svanhilds Brødre hellespontiske; men ved Hellespont forstaar han, som vi ovenfor have bemerket, kun Østerleden af Rusland, og har vel her nærmest haft de samme hele ɔ: Sumpe før Øje, der forledede Jornandes til at sætte Erulerne ved Mæotis.