og at dette var Aarsagen til at han gik bevæbnet, men bad dem skynde sig at melde Frode og Berg-Anund, der efter Drengenes Sigende sædvanligviis plejede at sidde seent ud paa Natten og drikke, at Bjørnen nu var inde i en fremragende Deel af Skoven, som han viste dem, og hvor de let kunde faa den dræbt. Derpaa gik han bort, som øm han vilde gaa hjem, men en af Drengene løb op til Ask for at bringe Berg-Anund den velkomne Efterretning. Paa Gaarden vare alle gangne til Sengs, undtagen Anund, Frode og Hadd. Da de fik høre, hvor Bjørnen var, toge de strax sine Vaaben og løb ud til Skoven. Foran denne var der noget Kratskov. De saa, at noget rørte sig i Krattet, og i den Tanke at det var Bjørnen, bad Berg-Anund Frode og Hadd stille sig mellem Skoven og Krattet og passe paa at den ej slap ind i Skoven, medens han selv gik lige til og angreb den. Men i Krattet laa Egil og ikke Bjørnen, og da han kjendte Berg-Anund, løb han strax med draget Sverd og hævet Spyd frem mod ham, og fældte ham Efter en kort Kamp. Hadd og Frode saa Berg-Anund falde, og ilede til, men Egil kastede Spydet mod Frode, som gjennemboredes, og gik med Sverdet mod Hadd, som han ogsaa efter et kort Hugskifte fik Bugt med. Derpaa gik han ned mod Baaden, og mødte elleve af sine Mænd, der vare gangne op for at se efter ham. Han fortalte dem sit Held, og bød dem følge sig op til Gaarden for at plyndre og dræbe alle dem, de kunde træffe. Det skede; da de kom paa Gaarden, brøde de ind, dræbte alle dem – femten eller sexten – der ikke reddede sig ved Flugten, ranede alt Godset og tilintetgjorde hvad de ej kunde tage med. Kvæget dreve de ned til Stranden, slagtede det og ladede Baaden med saa meget som den kunde bære. Derpaa roede de afsted ud gjennem Sundene til Herdlø. Her mødte de Kongesønnen Ragnvald paa den malede Karfe; han havde hørt at Egil var kommen til Herdlevær, og vilde nu varsko Anund derom. Egil kjendte Fartøjet, og styrede strax sin egen Baad mod Karfen med saadan Fart, at denne kantrede, og de, som sad i den, faldt i Vandet. Egil stod op, greb sin Kesje, og sagde til sine Mænd at de ikke skulde lade en eneste af dem paa Karfen slippe derfra med .Livet. Denne Befaling var let at udføre, thi Ragnvald og hans Mænd kunde naturligviis ikke forsvare sig; de bleve alle dræbte, og Egil kvad et Vers, hvori han udtrykte sin Glæde over Hevnen og sin Foragt for Gunnhilds og Eriks Vrede. Paa Herdlø gjorde Egil ogsaa Landgang, og plyndrede Gaarden, fra hvilken Skegg-Thore og alle hans Folk forskrækkede og i største Hast flygtede bort. Derefter roede Egil ud til sit Skib ved Herdlevær, hvor han gjorde sig sejlfærdig, og heller ikke ventede længe, førend der kom en god Landvind. Men førend han sejlede bort, gik han op paa Øen, tog en Hasselstang og et Hestehoved, steg op paa en Bergknat, der vendte mod Landet, rejste Stangen op og satte Hestehovedet paa den, med de Ord: „Her sætter jeg op Nidstang, og vender
