Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/734

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
706
Erik Blodøxe.

og at dette var Aarſagen til at han gik bevæbnet, men bad dem ſkynde ſig at melde Frode og Berg-Anund, der efter Drengenes Sigende ſædvanligviis plejede at ſidde ſeent ud paa Natten og drikke, at Bjørnen nu var inde i en fremragende Deel af Skoven, ſom han viſte dem, og hvor de let kunde faa den dræbt. Derpaa gik han bort, ſom øm han vilde gaa hjem, men en af Drengene løb op til Aſk for at bringe Berg-Anund den velkomne Efterretning. Paa Gaarden vare alle gangne til Sengs, undtagen Anund, Frode og Hadd. Da de fik høre, hvor Bjørnen var, toge de ſtrax ſine Vaaben og løb ud til Skoven. Foran denne var der noget Kratſkov. De ſaa, at noget rørte ſig i Krattet, og i den Tanke at det var Bjørnen, bad Berg-Anund Frode og Hadd ſtille ſig mellem Skoven og Krattet og pasſe paa at den ej ſlap ind i Skoven, medens han ſelv gik lige til og angreb den. Men i Krattet laa Egil og ikke Bjørnen, og da han kjendte Berg-Anund, løb han ſtrax med draget Sverd og hævet Spyd frem mod ham, og fældte ham Efter en kort Kamp. Hadd og Frode ſaa Berg-Anund falde, og ilede til, men Egil kaſtede Spydet mod Frode, ſom gjennemboredes, og gik med Sverdet mod Hadd, ſom han ogſaa efter et kort Hugſkifte fik Bugt med. Derpaa gik han ned mod Baaden, og mødte elleve af ſine Mænd, der vare gangne op for at ſe efter ham. Han fortalte dem ſit Held, og bød dem følge ſig op til Gaarden for at plyndre og dræbe alle dem, de kunde træffe. Det ſkede; da de kom paa Gaarden, brøde de ind, dræbte alle dem — femten eller ſexten — der ikke reddede ſig ved Flugten, ranede alt Godſet og tilintetgjorde hvad de ej kunde tage med. Kvæget dreve de ned til Stranden, ſlagtede det og ladede Baaden med ſaa meget ſom den kunde bære. Derpaa roede de afſted ud gjennem Sundene til Herdlø. Her mødte de Kongeſønnen Ragnvald paa den malede Karfe; han havde hørt at Egil var kommen til Herdlevær, og vilde nu varſko Anund derom. Egil kjendte Fartøjet, og ſtyrede ſtrax ſin egen Baad mod Karfen med ſaadan Fart, at denne kantrede, og de, ſom ſad i den, faldt i Vandet. Egil ſtod op, greb ſin Keſje, og ſagde til ſine Mænd at de ikke ſkulde lade en eneſte af dem paa Karfen ſlippe derfra med .Livet. Denne Befaling var let at udføre, thi Ragnvald og hans Mænd kunde naturligviis ikke forſvare ſig; de bleve alle dræbte, og Egil kvad et Vers, hvori han udtrykte ſin Glæde over Hevnen og ſin Foragt for Gunnhilds og Eriks Vrede. Paa Herdlø gjorde Egil ogſaa Landgang, og plyndrede Gaarden, fra hvilken Skegg-Thore og alle hans Folk forſkrækkede og i ſtørſte Haſt flygtede bort. Derefter roede Egil ud til ſit Skib ved Herdlevær, hvor han gjorde ſig ſejlfærdig, og heller ikke ventede længe, førend der kom en god Landvind. Men førend han ſejlede bort, gik han op paa Øen, tog en Hasſelſtang og et Heſtehoved, ſteg op paa en Bergknat, der vendte mod Landet, rejſte Stangen op og ſatte Heſtehovedet paa den, med de Ord: „Her ſætter jeg op Nidſtang, og vender