forvissede om at Egil var borte, og Kongen lod derhos en af sine Frænder, ved Navn Frode, sidde med en Deel Mænd paa Aalreksstad, for i Nødsfald at kunne komme Berg-Anund til Hjelp. Hos Frode lod han ogsaa sin ældste Søn Ragnvald, som da var ti eller elleve Aar gammel, blive tilbage. Egil havde allerede, som ovenfor berettedes, tiltraadt Tilbagerejsen til Island. Men da han kom til Udværet Vitar udenfor Alden, traf han nogle Fiskere, som fortalte ham at Kongen havde lyst ham utlæg. Der var kun liden Vind, og han blev derfor liggende der nogle Nætter, indtil han endelig en Aften kunde sejle til Havs, paa samme Tid, som Fiskerne roede ind til Land. De medbragte naturligviis den Besked, at han var borte. Da Berg-Anund erfarede dette, følte han en Steen lettet fra sit Hjerte, og sendte fra sig alle de Mænd, han havde haft hos sig til sit Forsvar i Tilfælde af Overfald, men roede selv ind til Aalrekstad og indbød Frode til sig. Denne fulgte ham ogsaa hjem, uden at vente nogen Fare. Kongesønnen Ragnvald skulde være tilbage paa Aalreksstad med ti eller tolv Mænd, der altid vare om ham. Men da Frode var borte, fik Ragnvald ogsaa Lyst til at fornøje sig, og drog med sine Mænd paa en smuk malet Karfe, han havde, til sin forrige Fosterfader Skeggthore, der boede paa Herdlø. Imidlertid var der indtruffet Blikstille, saa at Egil ej kunde komme videre, men maatte lægge bi. Siden kom Havgulen, og Egil foreslog nu sine Folk, for Sikkerheds Skyld at sejle til Land paa dette Sted, thi om der siden kom Havstorm, var det ikke vist, hvor de vilde blive drevne i Land, og paa de fleste Steder kunde de nu vente sig en ufredelig Modtagelse. Mandskabet fandt hans Forslag rimeligt, og saaledes sejlede de ind til Herdlevær yderst i Leden, hvor der var god Havn og hvor de fortøjede Skibet. Egil roede om Natten selv tredie paa en liden Baad ind til Herdlø, og sendte en Mand op for at indhente Efterretninger. Denne kom snart tilbage med den Besked, at Kongesønnen Ragnvald var paa Gaarden med sine Mænd, der alle vare temmelig øre af Drik, og at Frode selv femte var i Besøg hos Berg-Anund, der kun havde sine Gaardsfolk hjemme. Da Egil erfarede dette, roede han tilbage til sit Skib, bød sine Mænd staa op og væbne sig, lod Skibet lægge ud for et enkelt Anker, og satte tolv Mænd til at passe paa det, men drog selv med sytten Mand paa Storbaaden ind efter Sundene og magede det saaledes, at de om Aftenen kom ind til Fenring, hvor de lagde ind i en afsides Vaag. Egil gik nu ene, bevæbnet med Hjelm, Skjold, Sverd og Hugspyd, men med Hjelmen skjult af en sid Hat, op paa Øen og til en Skov, hvor han traf nogle Drenge, der havde store Fæhunde med sig; de sagde at de i denne Tid hver Nat vaagede over Kvæget, fordi der var en Bjørn paa Øen, som gjorde stor Skade. Heraf benyttede strax den listige Egil sig; han sagde at ogsaa han havde været forfulgt af Bjørnen
