Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/731

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
703
Irland. Orknø.

Magen: deres Gods plyndredes, deres Skibe opbrændtes deres Kvinder og Børn bortførtes i Lænker, og kun faa af deres Krigere undkom[1]. Olaf Kvaran opkaſtede ſig til Konge i Dublin[2], og Blakar, der gjorde Forſøg paa at vinde ſit Rige tillbage, faldt i et Slag mod Congelarb, hvori tillige flere end tuſinde Nordmænd bleve dræbte, og 610 ſaarede eller fangne (948)[3]. Paa denne Tid, fortælles der, ſkulle Nordmændene i Dublin være blevne tvungne eller overtalte til at antage Chriſtendommen[4].

Om Nordmændenes Bedrifter i Skotland i den her omhandlede Tid tales der ſaare lidet, ſaa vel i vore Sagaer, ſom i de ſkotſke Krøniker, der , for Reſten baade ere forfattede i en temmelig ſildig Tid, og meget magre. Det førſte norſke Kongevælde i Skotland ſelv ophørte med Thorſtein den rødes Fald, og ſaa mægtig Torv-Einar, Orknøernes Jarl, end var, ſaa ſynes han dog ikke at have underkaſtet ſig nogen Deel af det ſkotſke Faſtland. Man veed kun om ham, at han meget længe var Jarl over Orknøerne, og at han ved ſin Død efterlod tre Sønner, Arnkell, Erlend og Thorfinn Hauſakljuf[5]. Man kjender heller ikke hvad Tid han døde, uden for ſaa vidt hans Død maa have indtruffet før Kong Haralds, eller i det mindſte førend Erik Blodøxe efter dennes Død gjeſtede Orknø, hvorom der i det Følgende vil blive handlet. Der kan ellers ikke være nogen Tvivl om, at de mange Nordmænd, ſom paa denne Tid droge i Veſterviking, fornemmelig gjeſtede Skotland. Toget til det ſydlige Skotland under Ragnvald, Ottar og Aasulf er ovenfor omtalt, og dette Tog var viſt ikke det eneſte, om end Annalerne tie om de øvrige.

34. Erik Blodøxe.


Vi forlode i Norge Erik Blodøxe ſom Landets ſaakaldte Overkonge ved Faderens Død (933), formeligt udnævnt dertil tre Aar i Forvejen, og i Virkeligheden udøvende ſamme Magt flere Aar tidligere, forſaavidt ſom han raadede i ſin Faders Navn. Men Erik ſtyredes igjen af ſin Dronning Gunnhild, og hun var ſaaledes den, der egentlig raadede i Landet, en Indflydelſe, der blot kunde være Erik til Skade, da hendes Liſt og Ondſkab allerede havde gjort hende almindelig forhadt. Heller ikke lykkedes det Harald at faa Erik anerkjendt ſom Overkonge paa alle Kanter af Landet. De mægtigſte af hans andre Sønner gjorde, ſom allerede nævnt, ligeledes

  1. Ann. quat, Mag. O’Connor III p. 470. Ann. Ult. O’Connor VV. p. 266.
  2. Ann. Ult. p. 267.
  3. Ann. Ult. p. 268. Ann. quat. Mag. p. 475.
  4. Ann. Innisfal. O’Connor II. p. 42.
  5. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 97 o. fl.