Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/730

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
702
Vikingetog.

Søn paa Valpladſen, bedækket med Saar … ej heller havde Olaf noget at le eller roſe ſig af, efter denne Kamp med Edvards Sønner. Nordmændene droge i deres naglede Knerrer, en blodig Levning fra Spydenes Ødelæggelſe, til Dublin og Irland, bedrøvede i Hu. De ſejrrige Brødre, Konge og Ædeling, ſøgte begge deres Hjem, Weſtſex, ſtolte af Sejren, efterladende Ligene til at fortæres af den ſorte Ravn, den graa Grib, og den hurtige Ørn, den graadige Høg, og Skovens Ulv, og aldrig, ſiden Angler og Saxer kom fra Øſten og vandt Britannien, hørtes nogenſinde paa denne Ø tale om et ſtørre Mandfald“[1]. Olaf Godfredsſøns Tilbagekomſt til Dublin omtales ogſaa i de irſke Annaler[2]. Om Olaf Sigtryggsſøn hører man for det førſte intet. Han har rimeligviis ledſaget Conſtantin tilbage til Skotland. Olaf Godfredsſøn ſynes derimod ved Ædhelſtans kort efter indtrufne Død, da hans attenaarige Broder Eadmund beſteg Tronen, atter at have forſøgt ſin Lykke i Northumberland, thi i dette Aar, fortælle de engelſke Annaler, faldt Northumbrerne fra, og toge Olaf af Irland til Konge[3]. Merkeligt er det, at endog Erkebiſkop Wulfſtan af York tog Parti med Hedningen Olaf mod Landets Konge. Olaf ſatte ſig i Beſiddelſe af York, trængte frem lige til Northampton, ſtormede og plyndrede Tamworth. Men paa Tilbagevejen indhentede Eadmund ham ved Leiceſter, hvor han og Erkebiſkoppen kaſtede ſig ind og belejredes, men ved Nattetid flygtede ud af Byen. Erkebiſkop Odo af Canterbury og Wulfſtan bragte nu et Forlig iſtand, hvorved Olaf forpligtede ſig til at lade ſig døbe, imod at Eadmund afſtod ham Landet øſtenfor Wätlingaſtræt, altſaa hele det gamle danſke Landſkab[4]. Olaf blev virkelig døbt, og Eadmund ſelv ſtod Fadder til ham og gav ham kongelige Foræringer. En anden norſk Konge, ved Navn Ragnvald, Godfreds Søn, maaſkee Olafs Broder, maaſkee og en Søn af den fra Northumberland fordrevne Godfred, fulgte endnu i ſamme Aar hans Exempel[5]. Men ſtrax efter døde Olaf (943), og Eadmund underkaſtede ſig atter Northumberland (944), fordrivende baade Ragnvald, og Olaf, Sigtryggs Søn, der paa denne Tid ſees at være kommen tilbage til Northumberland[6].

Omtrent paa ſamme Tid blev ogſaa Blakar fordreven fra Dublin af Congelach i Forbindelſe med andre irſke Konger, og der gik, fortælles der, en Ødelæggelſe over Nordmændene, hvortil man ikke paa længe havde ſeet

  1. Chron. Sax. p. 386.
  2. Nemlig, ſom oven anført, i de ulſterſke, S. 263.
  3. Chron. Sax. p. 386.
  4. Chron. Sax. p. 387. Simeon Dunelmensis, (hvis Beretning her ellers afviger lidt fra Chron. Sax.) p. 686.
  5. Chron. Sax. p. 387.
  6. Chron. Sax. p. 388.