Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/730

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
702
Vikingetog.

Søn paa Valpladsen, bedækket med Saar … ej heller havde Olaf noget at le eller rose sig af, efter denne Kamp med Edvards Sønner. Nordmændene droge i deres naglede Knerrer, en blodig Levning fra Spydenes Ødelæggelse, til Dublin og Irland, bedrøvede i Hu. De sejrrige Brødre, Konge og Ædeling, søgte begge deres Hjem, Westsex, stolte af Sejren, efterladende Ligene til at fortæres af den sorte Ravn, den graa Grib, og den hurtige Ørn, den graadige Høg, og Skovens Ulv, og aldrig, siden Angler og Saxer kom fra Østen og vandt Britannien, hørtes nogensinde paa denne Ø tale om et større Mandfald“[1]. Olaf Godfredssøns Tilbagekomst til Dublin omtales ogsaa i de irske Annaler[2]. Om Olaf Sigtryggssøn hører man for det første intet. Han har rimeligviis ledsaget Constantin tilbage til Skotland. Olaf Godfredssøn synes derimod ved Ædhelstans kort efter indtrufne Død, da hans attenaarige Broder Eadmund besteg Tronen, atter at have forsøgt sin Lykke i Northumberland, thi i dette Aar, fortælle de engelske Annaler, faldt Northumbrerne fra, og toge Olaf af Irland til Konge[3]. Merkeligt er det, at endog Erkebiskop Wulfstan af York tog Parti med Hedningen Olaf mod Landets Konge. Olaf satte sig i Besiddelse af York, trængte frem lige til Northampton, stormede og plyndrede Tamworth. Men paa Tilbagevejen indhentede Eadmund ham ved Leicester, hvor han og Erkebiskoppen kastede sig ind og belejredes, men ved Nattetid flygtede ud af Byen. Erkebiskop Odo af Canterbury og Wulfstan bragte nu et Forlig istand, hvorved Olaf forpligtede sig til at lade sig døbe, imod at Eadmund afstod ham Landet østenfor Wätlingastræt, altsaa hele det gamle danske Landskab[4]. Olaf blev virkelig døbt, og Eadmund selv stod Fadder til ham og gav ham kongelige Foræringer. En anden norsk Konge, ved Navn Ragnvald, Godfreds Søn, maaskee Olafs Broder, maaskee og en Søn af den fra Northumberland fordrevne Godfred, fulgte endnu i samme Aar hans Exempel[5]. Men strax efter døde Olaf (943), og Eadmund underkastede sig atter Northumberland (944), fordrivende baade Ragnvald, og Olaf, Sigtryggs Søn, der paa denne Tid sees at være kommen tilbage til Northumberland[6].

Omtrent paa samme Tid blev ogsaa Blakar fordreven fra Dublin af Congelach i Forbindelse med andre irske Konger, og der gik, fortælles der, en Ødelæggelse over Nordmændene, hvortil man ikke paa længe havde seet

  1. Chron. Sax. p. 386.
  2. Nemlig, som oven anført, i de ulsterske, S. 263.
  3. Chron. Sax. p. 386.
  4. Chron. Sax. p. 387. Simeon Dunelmensis, (hvis Beretning her ellers afviger lidt fra Chron. Sax.) p. 686.
  5. Chron. Sax. p. 387.
  6. Chron. Sax. p. 388.