under Olaf, og sortalte det strax til Kongen. Denne bebrejdede ham, at han ikke ikke havde sagt det før, medens der endnu var Tid til at gribe den fiendtlige Konge, men han svarede, at han i sin Tid havde svoret Olaf Troskabsed, og hvis han havde krænket denne, vilde heller ikke Ædhelstan kunne have nogen Tillid til den Ed, han nys havde tilsvoret ham. Men han raadede Kongen til at opslaa sit Telt paa et andet Sted, og trætte Fienden ved at drage Angrebet i Langdrag. Ædhelstan gav ham Ret, og fulgte hans Raad. Om Natten stødte Olaf paa en Biskop, der, uden at vide om hans Nærhed, Aftenen i Forvejen var kommen til Hæren, og havde ladet sine Telte opslaa paa Sletten; han blev nedsablet med hele sit Følge. Dristig ved dette Held vovede Olaf sig længer frem, og havde nær overrumplet Kongen selv, men trods den Forvirring, som opstod, da Hæren pludselig vækkedes, kom den dog i Orden. Kongen anraabte sin Families Skytshelgen St. Aldhelm om Hjelp, og begyndte modig Striden, kraftigt understøttet af sin unge Broder Eadmund[1]. Dette var det berømte Slag ved Brunanburg[2], som allerede ovenfor er nævnt, og hvis Enkeltheder tildeels synes at have foresvævet Forfatteren af Egils Saga, hvor han beskriver Slaget paa Vinheden. Angliske Forfattere sige, at der ikke indtil da var udgydt saa meget Blod i England. De angelsaxiske Annaler, der ellers fortælle Begivenhederne kort og tørt, indføre her et heelt Kvad, der øjensynlig er samtidigt. I dette Kvad heder det: „Kong Ædhelstan, Krigernes Herre, Mændenes Baug-Giver, og hans Broder, Ædelingen Eadmund, tilkæmpede sig med Sverdenes Egge livslang Ære ved Brunanburg. Edvards Sønner kløvede Skjoldene, og hug Hjelmene med de hamrede Egge; fra Barnsbeen havde de lært at værge deres Land, deres Skatte og deres Hjem i Kampen mod enhver Fiende. Rasende faldt de skotske Skarer, Skibsfolkene faldt fejge, Marken dønnede blodbestænkt, lige fra Solens Opgang om Morgen indtil dens Nedgang. Der laa mangen nordisk Kriger, skudt over Skjoldet, truffen af Geire; der laa Skotternes kamptrætte Flokke. Vestsaxerne forfulgte de onde Folk den hele Dag, og Myrkerne sparede heller ikke dem, der med Olaf over Bølgerne havde søgt Landet for at stride. Fem unge Konger laa, søvndyssede af Sverdet, paa Valen; der laa og syv af Olafs Jarler og utallige Søkæmper og Skotter. Der blev Nordmændenes Fyrste forjagen til sine Skibe med faa Folk, og han reddede sig paa sine Knerrer over det mørke Hav; saa maatte og den vise Constantin ty tilbage til sit Hjem, og den graahærdede Kriger kunde ikke rose sig af Kampen; hans Venner og Frænder vare dræbte, han efterlod sin
