Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/729

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
701
Slag ved Brunanburg.

under Olaf, og ſortalte det ſtrax til Kongen. Denne bebrejdede ham, at han ikke ikke havde ſagt det før, medens der endnu var Tid til at gribe den fiendtlige Konge, men han ſvarede, at han i ſin Tid havde ſvoret Olaf Troſkabsed, og hvis han havde krænket denne, vilde heller ikke Ædhelſtan kunne have nogen Tillid til den Ed, han nys havde tilſvoret ham. Men han raadede Kongen til at opſlaa ſit Telt paa et andet Sted, og trætte Fienden ved at drage Angrebet i Langdrag. Ædhelſtan gav ham Ret, og fulgte hans Raad. Om Natten ſtødte Olaf paa en Biſkop, der, uden at vide om hans Nærhed, Aftenen i Forvejen var kommen til Hæren, og havde ladet ſine Telte opſlaa paa Sletten; han blev nedſablet med hele ſit Følge. Driſtig ved dette Held vovede Olaf ſig længer frem, og havde nær overrumplet Kongen ſelv, men trods den Forvirring, ſom opſtod, da Hæren pludſelig vækkedes, kom den dog i Orden. Kongen anraabte ſin Families Skytshelgen St. Aldhelm om Hjelp, og begyndte modig Striden, kraftigt underſtøttet af ſin unge Broder Eadmund[1]. Dette var det berømte Slag ved Brunanburg[2], ſom allerede ovenfor er nævnt, og hvis Enkeltheder tildeels ſynes at have foreſvævet Forfatteren af Egils Saga, hvor han beſkriver Slaget paa Vinheden. Angliſke Forfattere ſige, at der ikke indtil da var udgydt ſaa meget Blod i England. De angelſaxiſke Annaler, der ellers fortælle Begivenhederne kort og tørt, indføre her et heelt Kvad, der øjenſynlig er ſamtidigt. I dette Kvad heder det: „Kong Ædhelſtan, Krigernes Herre, Mændenes Baug-Giver, og hans Broder, Ædelingen Eadmund, tilkæmpede ſig med Sverdenes Egge livslang Ære ved Brunanburg. Edvards Sønner kløvede Skjoldene, og hug Hjelmene med de hamrede Egge; fra Barnsbeen havde de lært at værge deres Land, deres Skatte og deres Hjem i Kampen mod enhver Fiende. Raſende faldt de ſkotſke Skarer, Skibsfolkene faldt fejge, Marken dønnede blodbeſtænkt, lige fra Solens Opgang om Morgen indtil dens Nedgang. Der laa mangen nordiſk Kriger, ſkudt over Skjoldet, truffen af Geire; der laa Skotternes kamptrætte Flokke. Veſtſaxerne forfulgte de onde Folk den hele Dag, og Myrkerne ſparede heller ikke dem, der med Olaf over Bølgerne havde ſøgt Landet for at ſtride. Fem unge Konger laa, ſøvndysſede af Sverdet, paa Valen; der laa og ſyv af Olafs Jarler og utallige Søkæmper og Skotter. Der blev Nordmændenes Fyrſte forjagen til ſine Skibe med faa Folk, og han reddede ſig paa ſine Knerrer over det mørke Hav; ſaa maatte og den viſe Conſtantin ty tilbage til ſit Hjem, og den graahærdede Kriger kunde ikke roſe ſig af Kampen; hans Venner og Frænder vare dræbte, han efterlod ſin

  1. Villjam af Malmsbury, (der her rimeligviis benytter gamle Kvad), hos Savile, S. 49.
  2. Brunanburg er rimeligviis Brumby i Lincolnſhire.