Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/728

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
700
Vikingetog.


Den i Aaret 927 afdøde Sigtryggs Søn Olaf var, ſom vi have ſeet, flygtet til Irland, hvor han ſynes at have gjort flere Herjetog. Her var hans Frænde Godfred, der i de irſke Annaler kaldes „den gruſomſte“, Konge i Dublin; hans hele Regjeringstid hengik med Krigstog ej alene mod de indfødte i Landet, men ogſaa mod hans egne Landsmænd. Godfred døde i Aaret 934[1], efterladende ſig Sønnerne Olaf og Blakar, af hvilke den førſte, ſom allerede i hans Levetid havde ført flere Krige, fornemmelig mod Olaf Skurfa[2], Kongen i Limerick, nu var heldig nok til at fange denne, men forlod ſelv nogle faa Aar efter Dublin, enten nødtvungen, eller for at forſøge ſin Lykke i England. Hans Broder Blakar fulgte ham ſom Konge i Dublin. Olaf, Sigtryggs Søn, var imidlertid bleven gift med en Datter af Conſtantin, Kongen i Skotland, hos hvem han rimeligviis en Tid lang opholdt ſig, og ved hvis Hjelp han ſøgte at vinde Northumberland tilbage. Conſtantin havde erkjendt Ædhelſtan for ſin Lensherre, men, ſom man ſeer, ikke med ſin gode Vilje. Thi allerede i 934 brød han ſin Lensforpligtelſe, ſaa at Ædhelſtan maatte foretage et vældigt Tog mod Skotland til Lands og Vands hvorved han nødſagede Conſtantin til at ydmyge ſig og ſtille ham ſin Søn til Gisſel for ſin fremtidige Lydighed. Men ikke deſto mindre ophidſede Conſtantin, ſom det fortælles, faa Aar derefter Olaf til at angribe England, og af Beretningerne om denne Krig hvor udſmykkede de end ere, ſeer man tydeligt, at de nordiſke Høvdinger i England her havde ruſtet ſig i Masſe, for at vove en afgjørende Dyſt med den engelſke Konge. Fra Irland ſynes Olaf at have faaet ſtor Hjelp, endog under Anførſel af Olaf Godfredsſøn ſelv[3]. Med 615 Skibe landede Olaf i Humberen, og ſkal i ſit Følge have haft, foruden Conſtantin i det mindſte fem Konger og ſyv Jarler. Ligeſom Alfred fordum, ſneg Olaf ſig, forklædt ſom Harpeſpiller, liſtigt til Ædhelſtans Lejr, for at udſpejde den. Medens Kongen og hans Mænd lyttede til Sangen under Maaltidet, lod han Øjnene løbe om, for at underſøge Alt; da han ſkulde gaa, fik han Sangerløn, men da han væmmedes ved at modtage den af Fiendehaand, grov han den ned i Jorden. Dette bemerkede en af Ædhelſtans Mænd, der tidligere havde kæmpet

  1. Ulſter-Annalerne, S. 261.
  2. Saaledes ſynes hans irſke Tilnavn, Sendcairech, at maatte gjengives. Ann. 4 Magg. p. 457.
  3. Dette viſer ſig, ſaa vel af de ulſterſke Annaler, der omtale Olaf Godfredsſøns Tilbagekomſt til Irland 938, ſom af Simeon Dunelm. de Dun. eccl. (Twysden S. 25), hvor det ſtaar ligefrem, at det var mod Olaf Gudrødsſøn, at Ædhelſtan kæmpede ved Brunanburg. Overhoved herſker der en øjenſynlig Forvirring i Annalerne mellem de mange ſamtidige Fyrſter af Navnet Olaf, og det vil neppe nogenſinde blive aldeles ſikkert, om det ikke var Olaf Godfredsſøn, ſom ſelv var Conſtantins Svigerſøn, og alene kæmpede ved Brunanburg.