Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/727

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
699
Slag paa Vinheden.

danſke Kongeæt, i hele dette Aarhundrede gjorde Forſøg paa at underkaſte ſig Northumberland eller om muligt hele England, er viſt[1], faa vel ſom at Ædhelſtan, benyttende ſig af det Fiendſkab, der nødvendigviis maatte herſke mellem den norſke Kongeæt og den danſke, og derfor ogſaa i det Hele taget mellem Nordmændene og Danerne, ſøgte hines Hjelp mod disſe, og derfor i ſin Hær ſikkert talte mange Nordmænd[2]. Det er derfor intet uſandſynligt i, at en af Lodbrok-Ætlingerne kan have ſat ſig faſt i Sydſkotland og gjort et Angreb paa Northumberland underſtøttet af vælſke Høvdinger, ſom dog ſnarere havde hjemme blandt Briterne ved Strathclyde i Skotland, end i det egentlige Wales[3]; uden at dette Angreb juſt derfor behøver at være optegnet. Men nærmere kommer man heller ikke denne Begivenhed paa Spor; ſaaledes ſom den er fortalt i Egils Saga, maa den ſtaa ved ſit Værd. Ikke engang Tiden, naar den foregik, kan udfindes med Nøjagtighed; man veed blot, at det maa have været før 930, da Harald Haarfagre overlod Overkongedømmet til Erik Blodøxe. De engelſke Annalers Beretning, at alle Konger i Britannien efter Sigtryggs Død underkaſtede ſig Ædhelſtan, der tillige forjog Godfred, i Aarene 926 og 927, gjør det ſandſynligt, at ogſaa Slaget paa Vinheden forefaldt i denne Tid, ſaa meget mere, ſom Egils Saga ſelv antyder, at det ſtede kort efter at Kong Ædhelſtan havde beſteget Tronen[4]. Muligt endog, at det fandt Sted kort for Ædhelſtans Tronbeſtigelſe, da man veed, at han allerede i ſin Fader Edvards Levetid anførte Hæren eller en Deel af den[5]

  1. Der er allerede ovenfor talt om Gudrum eller Gorm; i det Følgende vil der blive handlet om Gorms Sønner, Knut og Harald, og endelig om Svein Tjugeſkeg og dennes Søn Knut den mægtige, hvoraf det vil ſees, at Danekongerne havde deres Blik ufravendt henvendt paa England. Der er ligeledes allerede talt om det Venſkab, hvori Ædhelſtan ſtod til Harald Haarfagre, og vi ville nedenfor komme til at ſe flere Tegn til den Beſtræbelſe hos de engelſke Konger, at ſlutte ſig til Nordmændene mod Danerne.
  2. Blandt de fornemme Mænd, der ſom Vidner tegnede ſine Merker under Breve, udſtedte af Ædhelſtan, nævnes oftere Mænd med nordiſke, tildeels endog norſke, Navne, ſaaledes findes f. Ex. mellem 929 og 931 blandt Jarlerne: Gudhrum (Guttorm), Orm, Aasulf, Halfdan, Ragnvald, Skule, Thorfred, Ivar, Hagvard, Hadd, Gunnar o. fl.
  3. Strathclyde-Vælernes Konge nævnes i Chron. Sax. blandt dem, ſom underkaſtede ſig Edvard i 924.
  4. Gudreks og Alfgeirs formodede Identitet med Uhtred og Aldred hjelper her ikke paa Spor, thi deres Navne forekomme i Diplomer under hele Ædhelſtans Regjering Det kan maaſkee være andre af ſamme Navn, men Uvished bliver derved uundgaaelig.
  5. Caradoc af Llancarvan beretter om et Slag mod Briterne og en Dane ved Navn Leofred i Walewood, hvor Ædhelſtan anførte en Deel af Hæren.