den, og fældte endelig Adils med egen Haand. Skotterne flygtede, og Egil forfulgte dem lige til Kongens egen Fylking, som nu ogsaa blev adsplittet. Paa samme Tid angreb Ædhelstan den med sine Mænd, og alt veg for ham; der blev et stort Mandfald, Kong Olaf selv faldt med den største Deel af Hæren, og en Mængde blev ligeledes dræbt paa Flugten. Ædhelstan vandt en fuldstændig Sejr. Selv vendte han snart tilbage til Borgen, men Egil forfulgte længe de flygtende, og lod derefter sin Broders Lig opsøge, tvætte, smykke med sine Vaaben og Klæder, og højlægge. Derpaa gik han tilbage til Ædhelstan, der tog imod ham med Glæde, og gav ham, som det ovenfor er berettet, store Gaver, hvoriblandt to Kister, fyldte med Sølv, til hans Fader. Han gav ham ogsaa Valget mellem Land eller Løsøre i Brodergjeld, og tilbød ham at blive hos sig som sin Landværnsmand. Egil vilde, som vi have seet, for det første ikke forpligte sig hertil, og drog en Stund efter til Norge, for at se til Arven efter sin Broder. Før Afrejsen digtede han en Draape om Kong Ædhelstan, og af denne er endnu et Vers opbevaret, i hvilket det heder, at Ædhelstan nu, efter trende Høvdingers Fald, var bleven Herre over Landet[1].
Vi have meddeelt Beretningen om dette Slag, fordi den i flere Henseender er interessant,og vistnok i det Hele taget skildrer, hvorledes det gik til ved slige Anledninger. Det kan vel heller ikke betvivles, at et Slag, i hvilket Thorolf og Egil deeltoge, og to vælske Høvdinger, som Nordmændene kaldte Ring og Adils, tilligemed en nordisk Vikingekonge, ved Navn Olaf, der havde erhvervet Besiddelser i Skotland, faldt, vikelig har fundet Sted; men ligesom de nordmanniske Forfattere have tildeelt Gange-Rolf Hovedrollen i mange Foretagender, hvori han endnu kun deeltog som en uberømt Kriger, saaledes ere ogsaa Thorolfs og Egils Bedrifter i dette Slag forherligede, og Slaget har i og for sig neppe været af den Vigtighed, som Egils Saga angiver. At Slaget ved Brunanburg, hvorom nedenfor, tildeels kan have foresvævet Sagaskriveren, er ikke usandsynligt; man kunde maaskee endog slutte det af Navnet paa det Sted, hvor Slaget skulde have staaet, nemlig „Vinheden“, thi dette Navn er ikke saa uligt „Wendun“, der af en engelsk Forfatter nævnes istedetfor Brunanburg[2]. Men ved at lade Egil deeltage i Slaget ved Brunanburg, vilde man komme i Strid med alle de chronologiske Data i hans Saga, og derfor har man her intet andet Valg, end at antage Slaget paa Vinheden for en mindre Fægtning, der har fundet Sted tidligere end hiint store Slag. De engelske Kilder ere for hele denne Tid selv saa magre, at man ej fra deres Taushed om en saadan Fægtning kan slutte til, at den ikke fandt Sted. At Lodbroks Efterkommere, eller den
