Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/726

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
698
Vikingetog.

den, og fældte endelig Adils med egen Haand. Skotterne flygtede, og Egil forfulgte dem lige til Kongens egen Fylking, ſom nu ogſaa blev adſplittet. Paa ſamme Tid angreb Ædhelſtan den med ſine Mænd, og alt veg for ham; der blev et ſtort Mandfald, Kong Olaf ſelv faldt med den ſtørſte Deel af Hæren, og en Mængde blev ligeledes dræbt paa Flugten. Ædhelſtan vandt en fuldſtændig Sejr. Selv vendte han ſnart tilbage til Borgen, men Egil forfulgte længe de flygtende, og lod derefter ſin Broders Lig opſøge, tvætte, ſmykke med ſine Vaaben og Klæder, og højlægge. Derpaa gik han tilbage til Ædhelſtan, der tog imod ham med Glæde, og gav ham, ſom det ovenfor er berettet, ſtore Gaver, hvoriblandt to Kiſter, fyldte med Sølv, til hans Fader. Han gav ham ogſaa Valget mellem Land eller Løsøre i Brodergjeld, og tilbød ham at blive hos ſig ſom ſin Landværnsmand. Egil vilde, ſom vi have ſeet, for det førſte ikke forpligte ſig hertil, og drog en Stund efter til Norge, for at ſe til Arven efter ſin Broder. Før Afrejſen digtede han en Draape om Kong Ædhelſtan, og af denne er endnu et Vers opbevaret, i hvilket det heder, at Ædhelſtan nu, efter trende Høvdingers Fald, var bleven Herre over Landet[1].

Vi have meddeelt Beretningen om dette Slag, fordi den i flere Henſeender er interesſant,og viſtnok i det Hele taget ſkildrer, hvorledes det gik til ved ſlige Anledninger. Det kan vel heller ikke betvivles, at et Slag, i hvilket Thorolf og Egil deeltoge, og to vælſke Høvdinger, ſom Nordmændene kaldte Ring og Adils, tilligemed en nordiſk Vikingekonge, ved Navn Olaf, der havde erhvervet Beſiddelſer i Skotland, faldt, vikelig har fundet Sted; men ligeſom de nordmanniſke Forfattere have tildeelt Gange-Rolf Hovedrollen i mange Foretagender, hvori han endnu kun deeltog ſom en uberømt Kriger, ſaaledes ere ogſaa Thorolfs og Egils Bedrifter i dette Slag forherligede, og Slaget har i og for ſig neppe været af den Vigtighed, ſom Egils Saga angiver. At Slaget ved Brunanburg, hvorom nedenfor, tildeels kan have foreſvævet Sagaſkriveren, er ikke uſandſynligt; man kunde maaſkee endog ſlutte det af Navnet paa det Sted, hvor Slaget ſkulde have ſtaaet, nemlig „Vinheden“, thi dette Navn er ikke ſaa uligt „Wendun“, der af en engelſk Forfatter nævnes iſtedetfor Brunanburg[2]. Men ved at lade Egil deeltage i Slaget ved Brunanburg, vilde man komme i Strid med alle de chronologiſke Data i hans Saga, og derfor har man her intet andet Valg, end at antage Slaget paa Vinheden for en mindre Fægtning, der har fundet Sted tidligere end hiint ſtore Slag. De engelſke Kilder ere for hele denne Tid ſelv ſaa magre, at man ej fra deres Taushed om en ſaadan Fægtning kan ſlutte til, at den ikke fandt Sted. At Lodbroks Efterkommere, eller den

  1. Egils Saga, Cap. 51—56.
  2. Simeon Dunnelm, p. 686.