Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/725

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
697
Slag paa Vinhede.

at kunne melde Ædhelſtan dette, og bringe Beſked tilbage. Men nu talte Ædhelſtan et langt andet Sprog, end hidtil. Han lod ſige, at Olaf ſkulde have Tilladelſe til at fare hjem til Skotland med ſin Hær, naar han vilde give tilbage alt det Gods, han ulovligen havde taget i England, forpligte ſig til ikke oftere at herje paa England, og tage Skotland til Len af Ædhelſtan. Da Olaf meldte ſine Mænd dette, ſagde de alle, at der nu intet andet var for end at begynde Striden, og de gjennemſkuede nu tydelig Ædhelſtans Liſt, at drage disſe Underhandlinger i Langdrag for ſaaledes at vinde Tid og ſkaffe ſig flere Folk. Ring og Adils tilbøde ſig endnu ſamme Nat, førend Ædhelſtans Mænd ventede noget Angreb, at begynde Striden. Dette ſkede; men Thorolfs Mænd bleve dem var og blæſte i Krigsludrene, ſaa at Mandſkabet kom paa Benene. Thorolf og Egil fylkede deres Mænd nærmeſt Skoven mod Ring, Alfgeir Jarl nærmeſt Aaen mod Adils. I Thorolfs og Egils Fylking var der alene Nordmænd, væbnede paa norſk Viis. Adils drev ſnart Alfgeir paa Flugten, og denne, ſom ikke vovede at viſe ſig for Ædhelſtan, red med en Skare Mænd Dag og Nat ſyd i Landet og ſatte over til Frankrige, hvor han havde Slægtninger, og forblev der, uden at vende tilbage til England. Adils forfulgte ham ikke længe, men vendte om igjen for at komme Ring til Hjelp. Thorolf lod Egil møde ham, og ſatte ſelv haardt ind paa Ring, i det han pasſede det ſaaledes, at de havde Skoven i Ryggen. Uden Ruſtning og Skjold ſtevnede han frem, huggende til begge Sider, og aabnede ſig ſaaledes en Vej lige til Ring, fældte hans Merkesmand, gjennemborede Jarlen ſelv med ſit Spyd, og løftede ham op paa dette, idet han fæſtede Spydshalen i Jorden. Ved Synet heraf flygtede de øvrige af hans Hær, ſaa vel ſom Adils og alle dennes Mænd til Skoven, forfulgte af Thorolf og Egil, ſom dræbte en Mængde af dem, indtil Natten gjorde Ende paa Striden. Kong Ædhelſtan havde hidtil opholdt ſig i en Borg ſøndenfor Heden, nu drog han med Hovedſtyrken nord til denne, og opſlog ſin Lejr. Olaf forlod ligeledes ſin Borg, og lejrede ſig paa Sletten. Tidligt om Morgenen opſtillede Ædhelſtan ſin Hær, og deelte den i to Fylkinger, en under Egils, den anden under Thorolfs Anførſel. Egil vilde helſt have været ſammen med ſin Broder, men denne bad ham at gjøre ſom Kongen ſagde. Ogſaa Olaf deelte ſin Hær i to Afdelinger, ſaaledes at det fornemmelig var Skotterne, der kom imod Thorolf, nærmeſt Skoven. Men i det Thorolf ilede raſkt frem foran ſine Mænd, brød med Eet Jarlen Adils, der Dagen i Forvejen havde taget Flugten, ud af Skoven med en Skare, og de fældte Thorolf med deres Keſjer førend hans Mænd kunne komme ham til Hjelp. Skotterne raabte nu Sejrsraab over den fiendtlige Høvdings Fald. Ved at høre dette, og ved at ſe Thorolfs Merke drage ſig tilbage, ſkjønnede Egil, hvad der var ſkeet, ilede ſtrax til, ſtillede ſig i Spidſen for Skaren, ſøgte haardt ind paa Fien-