at kunne melde Ædhelstan dette, og bringe Besked tilbage. Men nu talte Ædhelstan et langt andet Sprog, end hidtil. Han lod sige, at Olaf skulde have Tilladelse til at fare hjem til Skotland med sin Hær, naar han vilde give tilbage alt det Gods, han ulovligen havde taget i England, forpligte sig til ikke oftere at herje paa England, og tage Skotland til Len af Ædhelstan. Da Olaf meldte sine Mænd dette, sagde de alle, at der nu intet andet var for end at begynde Striden, og de gjennemskuede nu tydelig Ædhelstans List, at drage disse Underhandlinger i Langdrag for saaledes at vinde Tid og skaffe sig flere Folk. Ring og Adils tilbøde sig endnu samme Nat, førend Ædhelstans Mænd ventede noget Angreb, at begynde Striden. Dette skede; men Thorolfs Mænd bleve dem var og blæste i Krigsludrene, saa at Mandskabet kom paa Benene. Thorolf og Egil fylkede deres Mænd nærmest Skoven mod Ring, Alfgeir Jarl nærmest Aaen mod Adils. I Thorolfs og Egils Fylking var der alene Nordmænd, væbnede paa norsk Viis. Adils drev snart Alfgeir paa Flugten, og denne, som ikke vovede at vise sig for Ædhelstan, red med en Skare Mænd Dag og Nat syd i Landet og satte over til Frankrige, hvor han havde Slægtninger, og forblev der, uden at vende tilbage til England. Adils forfulgte ham ikke længe, men vendte om igjen for at komme Ring til Hjelp. Thorolf lod Egil møde ham, og satte selv haardt ind paa Ring, i det han passede det saaledes, at de havde Skoven i Ryggen. Uden Rustning og Skjold stevnede han frem, huggende til begge Sider, og aabnede sig saaledes en Vej lige til Ring, fældte hans Merkesmand, gjennemborede Jarlen selv med sit Spyd, og løftede ham op paa dette, idet han fæstede Spydshalen i Jorden. Ved Synet heraf flygtede de øvrige af hans Hær, saa vel som Adils og alle dennes Mænd til Skoven, forfulgte af Thorolf og Egil, som dræbte en Mængde af dem, indtil Natten gjorde Ende paa Striden. Kong Ædhelstan havde hidtil opholdt sig i en Borg søndenfor Heden, nu drog han med Hovedstyrken nord til denne, og opslog sin Lejr. Olaf forlod ligeledes sin Borg, og lejrede sig paa Sletten. Tidligt om Morgenen opstillede Ædhelstan sin Hær, og deelte den i to Fylkinger, en under Egils, den anden under Thorolfs Anførsel. Egil vilde helst have været sammen med sin Broder, men denne bad ham at gjøre som Kongen sagde. Ogsaa Olaf deelte sin Hær i to Afdelinger, saaledes at det fornemmelig var Skotterne, der kom imod Thorolf, nærmest Skoven. Men i det Thorolf ilede raskt frem foran sine Mænd, brød med Eet Jarlen Adils, der Dagen i Forvejen havde taget Flugten, ud af Skoven med en Skare, og de fældte Thorolf med deres Kesjer førend hans Mænd kunne komme ham til Hjelp. Skotterne raabte nu Sejrsraab over den fiendtlige Høvdings Fald. Ved at høre dette, og ved at se Thorolfs Merke drage sig tilbage, skjønnede Egil, hvad der var skeet, ilede strax til, stillede sig i Spidsen for Skaren, søgte haardt ind paa Fien-
