Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/724

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
696
Vikingetog.

ſkeet. Ædhelſtan ſamlede ſtrax en Hær over hele ſit Rige for at drive Olaf bort, og vinde Northumberland tilbage. Men Olafs Held havde givet ham Anſeelſe, og mange mægtige Mænd ſluttede ſig til ham, blandt dem endog de to Brødre, Ring og Adils, der vare Ædhelſtans Jarler i Bretland eller Wales, og havde den Forpligtelſe eller Forrettighed, at ſkulle ſtaa forreſt i Hæren med deres Mænd i ethvert Slag, hvori de deeltoge. Ædhelſtan ſatte Thorolf og Egil til Anførere for ſin Hær, og ſendte Bud til Kong Olaf, for at indbyde ham til Slag paa Vinheden ved Vineſkoven, paa den Betingelſe, at den ſom ſejrede i dette Slag, ſkulde blive Englands Konge; dog ſkulde Olaf, hvis han gik ind herpaa, afholde ſig fra at herje, og den ſom førſt kom til Stedet, ſkulde oppebie den anden en Uge. Olaf modtog dette Tilbud, holdt inde med at herje, og begav ſig til beſtemt Tid til Vinheden, hvor han kaſtede ſig ind i en Borg, der ſtod ved dens nordlige Ende, og lod dem af ſine Mænd, der ej rummedes i Borgen, ſlaa deres Telte op paa Heden. Denne var meget ſtor og jevn; ved dens modſatte Ende løb der en Elv til en Side og var der en Skov paa den anden; imellem Elven og Skoven opſloge Ædhelſtans Folk deres Lejr, ſaaledes at Teltene udfyldte den hele Strækning, dog ſkede dette kun for at bringe Fienden til at tro at deres Antal var ſtørre end i Virkeligheden, thi af tre Telte vare de to tomme, og faa Folk nok i det tredie, hvorimod der vrimlede af Folk foran Olafs Telte. Ædhelſtans Mænd droge Tiden ud, for at der imidlertid kunde ſamles ſaa mange Folk til dem ſom muligt. Endelig da Friſten var omme, blev det meldt Olaf, at Kongen var rede til Kampen, dog vilde han endnu give Olaf at betænke, om de ej gjorde bedſt i at undgaa den ſtore Blodsudgydelſe, ſom nu foreſtod: han tilbød ham i Vennegave en Skilling Sølv af hver Plog i ſit Rige, og ſit Venſkab oven i Kjøbet, om han vilde drage hjem. Olaf, ſom allerede var færdig til Angreb, holdt inde med dette, og overlagde Sagen med ſine Høvdinger; nogle raadte ham til at modtage Tilbudet, andre til at afſlaa det, i Haab om at Ædhelſtan da vilde byde meget mere. Kongen valgte det ſidſte. Sendebudene bade Olaf om at give dem Friſt til at melde Ædhelſtan denne Beſtemmelſe, og erfare, om han vilde forøge Tilbudet; de udbade ſig een Dag til Hjemrejſen, een Dag til Overlægning, og en tredie til at vende tilbage. Olaf ſamtykkede heri. Den tredie Dag kom de tilbage med den Beſked fra Ædhelſtan, at han vilde give, hvad han forrige Gang bød, og derforuden til Deling mellem Olafs Mænd, en Skilling til hver fribaaren, en Mark for hver Høvding, det i det mindſte havde 12 Mand under ſin Befaling, en Mark Guld til hver Hirdſtjore (Overbefalingsmand), og fem Mark Guld til hver Jarl. Efter nogen Raadſlagning med ſine Mænd ſvarede Olaf, at han vilde gaa ind paa denne Betingelſe, hvis han tillige fik hele Northumberland. Sendemændene udbade ſig atter tre Dages Friſt for