skeet. Ædhelstan samlede strax en Hær over hele sit Rige for at drive Olaf bort, og vinde Northumberland tilbage. Men Olafs Held havde givet ham Anseelse, og mange mægtige Mænd sluttede sig til ham, blandt dem endog de to Brødre, Ring og Adils, der vare Ædhelstans Jarler i Bretland eller Wales, og havde den Forpligtelse eller Forrettighed, at skulle staa forrest i Hæren med deres Mænd i ethvert Slag, hvori de deeltoge. Ædhelstan satte Thorolf og Egil til Anførere for sin Hær, og sendte Bud til Kong Olaf, for at indbyde ham til Slag paa Vinheden ved Vineskoven, paa den Betingelse, at den som sejrede i dette Slag, skulde blive Englands Konge; dog skulde Olaf, hvis han gik ind herpaa, afholde sig fra at herje, og den som først kom til Stedet, skulde oppebie den anden en Uge. Olaf modtog dette Tilbud, holdt inde med at herje, og begav sig til bestemt Tid til Vinheden, hvor han kastede sig ind i en Borg, der stod ved dens nordlige Ende, og lod dem af sine Mænd, der ej rummedes i Borgen, slaa deres Telte op paa Heden. Denne var meget stor og jevn; ved dens modsatte Ende løb der en Elv til en Side og var der en Skov paa den anden; imellem Elven og Skoven opsloge Ædhelstans Folk deres Lejr, saaledes at Teltene udfyldte den hele Strækning, dog skede dette kun for at bringe Fienden til at tro at deres Antal var større end i Virkeligheden, thi af tre Telte vare de to tomme, og faa Folk nok i det tredie, hvorimod der vrimlede af Folk foran Olafs Telte. Ædhelstans Mænd droge Tiden ud, for at der imidlertid kunde samles saa mange Folk til dem som muligt. Endelig da Fristen var omme, blev det meldt Olaf, at Kongen var rede til Kampen, dog vilde han endnu give Olaf at betænke, om de ej gjorde bedst i at undgaa den store Blodsudgydelse, som nu forestod: han tilbød ham i Vennegave en Skilling Sølv af hver Plog i sit Rige, og sit Venskab oven i Kjøbet, om han vilde drage hjem. Olaf, som allerede var færdig til Angreb, holdt inde med dette, og overlagde Sagen med sine Høvdinger; nogle raadte ham til at modtage Tilbudet, andre til at afslaa det, i Haab om at Ædhelstan da vilde byde meget mere. Kongen valgte det sidste. Sendebudene bade Olaf om at give dem Frist til at melde Ædhelstan denne Bestemmelse, og erfare, om han vilde forøge Tilbudet; de udbade sig een Dag til Hjemrejsen, een Dag til Overlægning, og en tredie til at vende tilbage. Olaf samtykkede heri. Den tredie Dag kom de tilbage med den Besked fra Ædhelstan, at han vilde give, hvad han forrige Gang bød, og derforuden til Deling mellem Olafs Mænd, en Skilling til hver fribaaren, en Mark for hver Høvding, det i det mindste havde 12 Mand under sin Befaling, en Mark Guld til hver Hirdstjore (Overbefalingsmand), og fem Mark Guld til hver Jarl. Efter nogen Raadslagning med sine Mænd svarede Olaf, at han vilde gaa ind paa denne Betingelse, hvis han tillige fik hele Northumberland. Sendemændene udbade sig atter tre Dages Frist for
