Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/723

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
695
Ædhelſtan.

erfarer, ikke forſmaaet, ſelv at benytte nordiſke, maaſkee iſær norſke, Vikingers Hjelp mod ſine Modſtandere. Det er ſaaledes allerede omtalt[1], at Skallagrims Sønner, Thorolf og Egil, toge Tjeneſte hos ham med tre hundrede Mand, og at de deeltoge i et ſtort Slag, hvori Thorolf faldt. Dette Slag beſkrives vidtløftigt i den Saga, der handler om Skallagrims og Egils Liv og Bedrifter. Da det ifølge Sagaens egne Ord fandt Sted kort efter Ædhelſtans Tronbeſtigelſe, og tillige før Harald Haarfagres Død, maa det, forſaavidt Sagaen ellers har Ret, henføres til denne førſte Tid af Ædhelſtans Regjering ſkjønt der viſtnok er flere Omſtændigheder, ſom tyde hen paa, at Sagaſkriveren her har haft det berømte Slag ved Brunanburg, der fandt Sted over ti Aar ſenere, for Øje. Imidlertid er det i ſig ſelv ikke ſaa underligt, om de engelſke Annaliſter i deres kortfattede Beretninger have undladt at omtale Enkelthederne ved Ædhelſtans Krigsbedrifter, ligeſom han vel neppe har kunnet erhverve den Anſeelſe han virkelig ſkaffede ſig, uden at have holdt flere Slag, end dem, Annalerne nævner[2]. Beretningen i Egils Saga lyder ſaaledes: Der var en Konge i Skotland, ved Navn Olaf den røde, ſkotſk paa fædrene Side, danſk paa mødrene, og nedſtammede fra Ragnar Lodbrok. Danekongerne havde en Tid lang beſiddet Northumberland, men dette havde Ædhelſtan nu i ſin Magt, og lod det beſtyre ved tvende Jarler, Alfgeir og Gudrek. Olaf, ſom troede at have Arvefordringer paa Northumberland, ſamlede en ſtor Hær, drog ind i Landet og begyndte at herje. Jarlerne mødte ham, det kom til et Slag, og Gudrek faldt, men Alfgeir flygtede, og Olaf underkaſtede ſig Northumberland. Alfgeir tyede til Ædhelſtan og ſagde ham hvad der var

    ald, Konge i Norge, ſendte ham et Skib med forgyldt Stavn og purpurfarvet Sejl, indvendig beſat med forgyldte Skjolde, og lægger til, at de Udſendinger, der bragte Skibet, hed Helgrim (Halgrim) og Osfrid (Aasfred) og at de bleve venligt modtagne og beværtede i York. Saviles udg. S. 51.

  1. Se ovenfor S. 599.
  2. Vi have allerede nys i Beretningen om Ragnvald ſeet Exempel paa, at Chron. Sax. har undladt at omtale endog temmelig vigtige Krigsbegivenheder under Edvards Regjering:, det ſamme kan derfor ogſaa være Tilfældet med Henſyn til Ædhelſtans. Værd at bemerke er ogſaa den umiskjendelige Lighed, der herſker mellem Navnene paa de i de engelſke Beretninger omtalte Aldred og Uhtred, de angliſke Herſkere i Bamborough med en Deel af Northumberland, og Egils Sagas Alfgeir og Gudrek, Ædhelſtans Jarler i Northumberland, der ej alene nævnes i Egils Sagas Text, men ogſaa i en Viſe af Egil. Vore Sagaer ere ikke altid nøjagtige i at gjengive Navne fra andre germaniſke Sprog, ſaaledes ſinder man Sigfred gjengivet med Sigurd, Gudrød og Gautrek forvexlede. Navnforſkjelligheden kan altſaa her ikke vække nogen Betænkelighed. Man behøver heller ikke juſt at antage Slaget for at have været af den Vigtighed, Sagaen angiver, thi for denne gjelder det meeſt at ophøje Thorolfs og Egils Bedrifter.