erfarer, ikke forsmaaet, selv at benytte nordiske, maaskee især norske, Vikingers Hjelp mod sine Modstandere. Det er saaledes allerede omtalt[1], at Skallagrims Sønner, Thorolf og Egil, toge Tjeneste hos ham med tre hundrede Mand, og at de deeltoge i et stort Slag, hvori Thorolf faldt. Dette Slag beskrives vidtløftigt i den Saga, der handler om Skallagrims og Egils Liv og Bedrifter. Da det ifølge Sagaens egne Ord fandt Sted kort efter Ædhelstans Tronbestigelse, og tillige før Harald Haarfagres Død, maa det, forsaavidt Sagaen ellers har Ret, henføres til denne første Tid af Ædhelstans Regjering skjønt der vistnok er flere Omstændigheder, som tyde hen paa, at Sagaskriveren her har haft det berømte Slag ved Brunanburg, der fandt Sted over ti Aar senere, for Øje. Imidlertid er det i sig selv ikke saa underligt, om de engelske Annalister i deres kortfattede Beretninger have undladt at omtale Enkelthederne ved Ædhelstans Krigsbedrifter, ligesom han vel neppe har kunnet erhverve den Anseelse han virkelig skaffede sig, uden at have holdt flere Slag, end dem, Annalerne nævner[2]. Beretningen i Egils Saga lyder saaledes: Der var en Konge i Skotland, ved Navn Olaf den røde, skotsk paa fædrene Side, dansk paa mødrene, og nedstammede fra Ragnar Lodbrok. Danekongerne havde en Tid lang besiddet Northumberland, men dette havde Ædhelstan nu i sin Magt, og lod det bestyre ved tvende Jarler, Alfgeir og Gudrek. Olaf, som troede at have Arvefordringer paa Northumberland, samlede en stor Hær, drog ind i Landet og begyndte at herje. Jarlerne mødte ham, det kom til et Slag, og Gudrek faldt, men Alfgeir flygtede, og Olaf underkastede sig Northumberland. Alfgeir tyede til Ædhelstan og sagde ham hvad der var
- ↑ Se ovenfor S. 599.
- ↑ Vi have allerede nys i Beretningen om Ragnvald seet Exempel paa, at Chron. Sax. har undladt at omtale endog temmelig vigtige Krigsbegivenheder under Edvards Regjering:, det samme kan derfor ogsaa være Tilfældet med Hensyn til Ædhelstans. Værd at bemerke er ogsaa den umiskjendelige Lighed, der hersker mellem Navnene paa de i de engelske Beretninger omtalte Aldred og Uhtred, de angliske Herskere i Bamborough med en Deel af Northumberland, og Egils Sagas Alfgeir og Gudrek, Ædhelstans Jarler i Northumberland, der ej alene nævnes i Egils Sagas Text, men ogsaa i en Vise af Egil. Vore Sagaer ere ikke altid nøjagtige i at gjengive Navne fra andre germaniske Sprog, saaledes sinder man Sigfred gjengivet med Sigurd, Gudrød og Gautrek forvexlede. Navnforskjelligheden kan altsaa her ikke vække nogen Betænkelighed. Man behøver heller ikke just at antage Slaget for at have været af den Vigtighed, Sagaen angiver, thi for denne gjelder det meest at ophøje Thorolfs og Egils Bedrifter.
ald, Konge i Norge, sendte ham et Skib med forgyldt Stavn og purpurfarvet Sejl, indvendig besat med forgyldte Skjolde, og lægger til, at de Udsendinger, der bragte Skibet, hed Helgrim (Halgrim) og Osfrid (Aasfred) og at de bleve venligt modtagne og beværtede i York. Saviles udg. S. 51.
