Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/722

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
694
Vikingetog.

og tog Northumberland til Len af ham, at Ædhelstan gav ham sin Syster til Egte, men at han Aaret efter døde, og at Ædhelstan derpaa forjog hans to Sønner af et tidligere Egteskab[1], Olaf og Gudrød, og underkastede sig Northumberland. Olaf flygtede til Irland, hvor han ogsaa senere omtales, Godfred derimod søgte Hjelp hos Kong Constantin i Skotland og Eugen, Herre til Kumberland. Kongelige Udsendinger fulgte dem i Hælene, for at fordre hans Udlevering eller i Mangel derpaa true med Krig, og hverken Constantin eller Eugen vovede andet end at love Ædhelstan Lydighed; men Godfred undkom dog tilligemed sin Ven Thorfred, og begyndte at belejre York, hvis Borgere han baade ved Bønner og Trusler søgte at bringe til at modtage ham. Dette var dog forgjæves; han maatte drage derfra, og blev strax efter, som det synes, tagen til Fange af Anglerne tilligemed Thorfred, og indestængt i en Borg, fra hvilken det imidlertid lykkedes dem at undkomme. De begave sig nu til Søs, Thorfred druknede ved et Skibbrud, og Gudrød sværmede længe om paa Søen, indtil han endelig, efter at have døjet meget Ondt, ydmygt begav sig til Ædhelstans Hof, hvor han fandt en venlig Modtagelse. Dog allerede efter 4 Dages Forløb var han, den gamle Viking, ked af dette Liv, og begav sig tilbage til sine Skibe „som en Fisk i Vandet“. Ædhelstan lod nu den Borg, som Danerne i sin Tid havde opført i York, nedrive, for at de ikke oftere skulde finde noget Tilhold der[2].

Ædhelstan fik ej alene Northumberland i sin Magt ved Sigtryggs Død, men endnu samme Aar underkastede ogsaa, som det fortælles, de øvrige Konger paa Øen, Huwal, Konge af Vestwales, Constantin, Konge af Skotland, Owen, Konge af Monmouth, og Aldred, Eadulfs Søn, Konge af Bamborough, sig hans Overherredømme, og tilsvore ham Troskabsed paa et Sted, kaldet Eámót i Northumberland[3]. Dette Held, som Ædhelstan strax efter sin Tronbestigelse havde mod sine og Landets Fiender, skaffede ham, i det mindste i Norden, Tilnavnet „den sejrsæle“, ligesom hans Ærlighed og Paalidelighed gav ham Tilnavnet „den trofaste“[4]. Ved denne Tid maa det have været, at Harald Haarfagre sendte ham sin Søn Haakon til Opdragelse, og om det just ikke gik til hermed saaledes som Sagaerne fortælle, er det dog et Beviis paa, at Harald og han gjensidigt fandt det tjenligt at søge hinandens Venskab[5]. Ogsaa har Ædhelstan, som man

  1. Thi med Ædhelstans Syster var han kun gift et Aar.
  2. Villjam af Malmsbury, Saviles Udg. S. 50. Hvor Villjam for Resten har dette fra, nævnes ikke. Af de hist og her forekommende poetiske Udtryk skulde man næsten formode at det var efter gamle Kvad.
  3. Chron. Sax. p. 382.
  4. Se Heimskr. Harald Haarfagres Saga, Cap. 41, og Egils Saga, Cap. 50.
  5. Se ovenfor S. 591, 592. Villjam af Malmsbury veed ogsaa her mere at fortælle, end Chron. Sax. og den ovenfor nævnte Elimand. Han siger at Har-