Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/722

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
694
Vikingetog.

og tog Northumberland til Len af ham, at Ædhelſtan gav ham ſin Syſter til Egte, men at han Aaret efter døde, og at Ædhelſtan derpaa forjog hans to Sønner af et tidligere Egteſkab[1], Olaf og Gudrød, og underkaſtede ſig Northumberland. Olaf flygtede til Irland, hvor han ogſaa ſenere omtales, Godfred derimod ſøgte Hjelp hos Kong Conſtantin i Skotland og Eugen, Herre til Kumberland. Kongelige Udſendinger fulgte dem i Hælene, for at fordre hans Udlevering eller i Mangel derpaa true med Krig, og hverken Conſtantin eller Eugen vovede andet end at love Ædhelſtan Lydighed; men Godfred undkom dog tilligemed ſin Ven Thorfred, og begyndte at belejre York, hvis Borgere han baade ved Bønner og Truſler ſøgte at bringe til at modtage ham. Dette var dog forgjæves; han maatte drage derfra, og blev ſtrax efter, ſom det ſynes, tagen til Fange af Anglerne tilligemed Thorfred, og indeſtængt i en Borg, fra hvilken det imidlertid lykkedes dem at undkomme. De begave ſig nu til Søs, Thorfred druknede ved et Skibbrud, og Gudrød ſværmede længe om paa Søen, indtil han endelig, efter at have døjet meget Ondt, ydmygt begav ſig til Ædhelſtans Hof, hvor han fandt en venlig Modtagelſe. Dog allerede efter 4 Dages Forløb var han, den gamle Viking, ked af dette Liv, og begav ſig tilbage til ſine Skibe „ſom en Fiſk i Vandet“. Ædhelſtan lod nu den Borg, ſom Danerne i ſin Tid havde opført i York, nedrive, for at de ikke oftere ſkulde finde noget Tilhold der[2].

Ædhelſtan fik ej alene Northumberland i ſin Magt ved Sigtryggs Død, men endnu ſamme Aar underkaſtede ogſaa, ſom det fortælles, de øvrige Konger paa Øen, Huwal, Konge af Veſtwales, Conſtantin, Konge af Skotland, Owen, Konge af Monmouth, og Aldred, Eadulfs Søn, Konge af Bamborough, ſig hans Overherredømme, og tilſvore ham Troſkabsed paa et Sted, kaldet Eámót i Northumberland[3]. Dette Held, ſom Ædhelſtan ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe havde mod ſine og Landets Fiender, ſkaffede ham, i det mindſte i Norden, Tilnavnet „den ſejrſæle“, ligeſom hans Ærlighed og Paalidelighed gav ham Tilnavnet „den trofaſte“[4]. Ved denne Tid maa det have været, at Harald Haarfagre ſendte ham ſin Søn Haakon til Opdragelſe, og om det juſt ikke gik til hermed ſaaledes ſom Sagaerne fortælle, er det dog et Beviis paa, at Harald og han gjenſidigt fandt det tjenligt at ſøge hinandens Venſkab[5]. Ogſaa har Ædhelſtan, ſom man

  1. Thi med Ædhelſtans Syſter var han kun gift et Aar.
  2. Villjam af Malmsbury, Saviles Udg. S. 50. Hvor Villjam for Reſten har dette fra, nævnes ikke. Af de hiſt og her forekommende poetiſke Udtryk ſkulde man næſten formode at det var efter gamle Kvad.
  3. Chron. Sax. p. 382.
  4. Se Heimskr. Harald Haarfagres Saga, Cap. 41, og Egils Saga, Cap. 50.
  5. Se ovenfor S. 591, 592. Villjam af Malmsbury veed ogſaa her mere at fortælle, end Chron. Sax. og den ovenfor nævnte Elimand. Han ſiger at Har-