Jarl, sejrede først over de tre Hobe og dræbte mange af dem, hvoriblandt Ottar, men da brød Ragnvald frem af sit Baghold, angreb Skotterne og overvandt dem aldeles, dog faldt hverken Kongen eller Jarlen[1]. Dette Slag maa have fundet Sted strax efter hiint i de engelske Annaler omtalte Tog, som Ottar og Roald foretoge fra Lidwikkernes Egn til Severn og Nordwales. Disse landede, heder det, ved Severns Munding, herjede Nordwales, og tog ved Irtingfeld Biskop Cameleac af Llandaff til Fange – Kong Edvard løskjøbte ham siden for 40 Pund; de vilde her gaa i Land og herje videre, men Mændene fra Hereford og Gloucester dreve dem tilbage, fældte Roald og en Broder af Ottar, og indesluttede dem saaledes, at de for at slippe derfra vare nødte til at stille Gisler paa at de ikke oftere skulde hjemsøge Kong Edvards Land. Imidlertid havde Edvard selv sendt Folk til Egnen, for at hindre dem fra at gjentage deres Angreb; de gjorde, trods det Løste, de nylig havde aflagt, et Par uheldige Forsøg derpaa, og tyede endelig til en Ø (Flatholm i Bristolkanalen), hvor de holdt sig indtil der opstod Hungersnød, hvorved endog flere tilsatte Livet; derfra droge de til Sydwales, og omsider over til Irland. Det er ikke usandsynligt, at de ved Tilbagekomsten til Irland have understøttet Sigtrygg i Dublin, der nu havde en alvorlig Kamp at bestaa med Kong Niall. Endnu i samme Aar (918) omtales et Slag mellem Sigtrygg og Niall, og i det følgende Aar (Onsdag den 13de September 919) endnu et, i hvilket Niall og mange andre Smaakonger faldt. Aaret efter blev Sigtrygg fordreven fra Dublin, og i det følgende Aar døde Ragnvald, men Godfred, Ivars i Sønnesøn, rimeligviis den samme, som havde været med i Skotland, bemægtigede sig Herredømmet i Dublin, og holdt sig, skjønt stundom med megen Møje, og under bestandig Kamp, i tretten Aar, til sin Død[2].
- ↑ Ann. Ult. p. 252. Ann. 4 Magistr. p. 430. Det er kun de sidste, som omtale Ottars Fald i Skotland. Men det fremgaar heraf, hvad man ellers ikke saa let kunde vide, at Toget til Skotland er fulgt efter det til Wales, og at Vikingerne altsaa maa have berørt Irland, førend de droge til Skotland. Dette gjør det end sandsynligere, at Toget i Skotland ej har gjeldt Dunbline paa Østsiden af Skotland, men derimod et eller andet Sted paa Vestkanten, og at Simeon af Durhams Dubline virkelig er Dublin.
- ↑ Ann. Ult. p. 253–261. Innisfallens-Annalerne henføre, ved en stor Misviisning, Slaget mellem Sigtrygg og Niall til 905, og Godfreds Erhvervelse af Dublin til 907 (O’Connor II. p. 35, 35); dette har Moore i sin irske Historie (II. p. 68) urigtigt fulgt, med Tilsidesættelse af de paalidelige ulsterske Annaler. De irske Annalers Beretning om Slaget mellem Sigtrygg og Niall synes ellers at have givet Anledning til den Notits, som findes i enkelte yngre Haandskrifter af Chron. Sax. og derfra er gaaet over i andre engelske Annalisters Skrifter, at Kong Sigtrygg – det siges ikke hvor han herskede, ligesom han heller ikke tidligere omtales – i Aaret 921 dræbte sin Broder Niel. Thi Niall kan neppe have været nogen Søn af Gudrød, hvem udtrykkeligt kun de tre Sønner, Sigtrygg, Olaf og Ragnvald tillægges; hans Navn er desuden
