Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/720

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
692
Vikingetog.

Jarl, ſejrede førſt over de tre Hobe og dræbte mange af dem, hvoriblandt Ottar, men da brød Ragnvald frem af ſit Baghold, angreb Skotterne og overvandt dem aldeles, dog faldt hverken Kongen eller Jarlen[1]. Dette Slag maa have fundet Sted ſtrax efter hiint i de engelſke Annaler omtalte Tog, ſom Ottar og Roald foretoge fra Lidwikkernes Egn til Severn og Nordwales. Disſe landede, heder det, ved Severns Munding, herjede Nordwales, og tog ved Irtingfeld Biſkop Cameleac af Llandaff til Fange — Kong Edvard løskjøbte ham ſiden for 40 Pund; de vilde her gaa i Land og herje videre, men Mændene fra Hereford og Glouceſter dreve dem tilbage, fældte Roald og en Broder af Ottar, og indeſluttede dem ſaaledes, at de for at ſlippe derfra vare nødte til at ſtille Giſler paa at de ikke oftere ſkulde hjemſøge Kong Edvards Land. Imidlertid havde Edvard ſelv ſendt Folk til Egnen, for at hindre dem fra at gjentage deres Angreb; de gjorde, trods det Løſte, de nylig havde aflagt, et Par uheldige Forſøg derpaa, og tyede endelig til en Ø (Flatholm i Briſtolkanalen), hvor de holdt ſig indtil der opſtod Hungersnød, hvorved endog flere tilſatte Livet; derfra droge de til Sydwales, og omſider over til Irland. Det er ikke uſandſynligt, at de ved Tilbagekomſten til Irland have underſtøttet Sigtrygg i Dublin, der nu havde en alvorlig Kamp at beſtaa med Kong Niall. Endnu i ſamme Aar (918) omtales et Slag mellem Sigtrygg og Niall, og i det følgende Aar (Onsdag den 13de September 919) endnu et, i hvilket Niall og mange andre Smaakonger faldt. Aaret efter blev Sigtrygg fordreven fra Dublin, og i det følgende Aar døde Ragnvald, men Godfred, Ivars i Sønneſøn, rimeligviis den ſamme, ſom havde været med i Skotland, bemægtigede ſig Herredømmet i Dublin, og holdt ſig, ſkjønt ſtundom med megen Møje, og under beſtandig Kamp, i tretten Aar, til ſin Død[2].

  1. Ann. Ult. p. 252. Ann. 4 Magistr. p. 430. Det er kun de ſidſte, ſom omtale Ottars Fald i Skotland. Men det fremgaar heraf, hvad man ellers ikke ſaa let kunde vide, at Toget til Skotland er fulgt efter det til Wales, og at Vikingerne altſaa maa have berørt Irland, førend de droge til Skotland. Dette gjør det end ſandſynligere, at Toget i Skotland ej har gjeldt Dunbline paa Øſtſiden af Skotland, men derimod et eller andet Sted paa Veſtkanten, og at Simeon af Durhams Dubline virkelig er Dublin.
  2. Ann. Ult. p. 253—261. Innisfallens-Annalerne henføre, ved en ſtor Misviisning, Slaget mellem Sigtrygg og Niall til 905, og Godfreds Erhvervelſe af Dublin til 907 (O’Connor II. p. 35, 35); dette har Moore i ſin irſke Hiſtorie (II. p. 68) urigtigt fulgt, med Tilſideſættelſe af de paalidelige ulſterſke Annaler. De irſke Annalers Beretning om Slaget mellem Sigtrygg og Niall ſynes ellers at have givet Anledning til den Notits, ſom findes i enkelte yngre Haandſkrifter af Chron. Sax. og derfra er gaaet over i andre engelſke Annaliſters Skrifter, at Kong Sigtrygg — det ſiges ikke hvor han herſkede, ligeſom han heller ikke tidligere omtales — i Aaret 921 dræbte ſin Broder Niel. Thi Niall kan neppe have været nogen Søn af Gudrød, hvem udtrykkeligt kun de tre Sønner, Sigtrygg, Olaf og Ragnvald tillægges; hans Navn er desuden