Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/716

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
688
Vikingetog.

agtende, ſom det heder, al den Fred, Kong Edvard og hans Viismænd bøde dem, og herjede Myrkne-Riget, i den Tanke at Kongen havde hele ſin Styrke ſamlet paa Flaaden. Men han ſendte ſtrax en Hær imod dem, indhentede dem paa Hjemvejen, angreb dem og fældte, ſom det ſiges, mange tuſinde af dem[1]. Slaget ſkal have ſtaaet paa Sletten Wodnesfeld (Odins-Sletten) øſtenfor Severn, i hvis Omegn de havde herjet, og det er ikke uſandſynligt, at de her have været forenede med hine Vikinger fra Bretagne, ſom maaſkee i dette Slag fandt ſin Undergang[2]. Blandt de her faldne nordiſke Krigere nævnes Kongerne Eowils (Ecwils, Eowiliſc, maaſkee Eyulf?) og Halfdan, Jarlerne Ottar og Skurfa, Haulderne Odulf (Audulf?), Beneſing (?), Thorfred, Agmund og Godfred, derhos en Olaf den ſvarte, og Aasfred hlytte[3]. Nogle have, viſtnok med ſtor Uret, gjort den her omtalte Halfdan til den ſamme, ſom der ankom tilligemed Ivar, og dette har igjen endog forledet Ædhelweard til at lade Ingvar eller Ivar falde i dette Slag uagtet han allerede tidligere har omtalt hans Død[4].

Edward og hans ypperlige Syſter Ædhelfled, der beſtyrede Myrkne-Riget, ſøgte nu at ſikkre ſine Beſiddelſer ved at opføre faſtere Grændſeborge eller befæſte Grændſeſteder, ſom enten vare aabne, eller hvis Befæſtninger vare nedfaldne. Af ſaadanne Befæſtninger nævnes Tamworth, Warwick, Dowceſter, o. fl. Det ſynes ſom om Danerne heraf have taget Anledning til at begynde Krig paa ny, men i det Hele taget uden Held, og man ſporer nu gjennem en Række af Aar en kraftigt gjennemført Beſtræbelſe fra Edwards og hans Efterfølger Ædhelſtans Side paa at gjøre ſig de nordiſke Beboere af Landet umiddelbart underdanige. Saaledes erhvervede Edward Maldon med en ſtor Deel af den omliggende Egn, og Ædhelfleds Hærførere erobrede efter en blodig Belejring Derby, hvor den oprørſke væliſke Fyrſte Hugan havde fundet Tilflugt og Underſtøttelſe. Flere Angreb af Danerne, paa Towceſter, Bedford, Weſtmare og Meldon bleve drevne tilbage med Tab. Kongen ſelv ſtormede Temesford, hvor Danernes Konge, rimeligviis Olaf, Gudrøds Søn, faldt med flere af ſine fornemſte Mænd.

  1. Chron. Sax. p. 375.
  2. Ædhelweard, S. 519. — At de her nævnte Tog af Loire-Nordmænd (af Lidwiccum) have ſtaaet i nogen Forbindelſe med den forhen omtalte Flugt af Herrer fra Bretagne over til England, er ikke uſandſynligt.
  3. Chron. Sax. Mon. hist. Brit. p. 375.
  4. Florents af Worceſter (Mon. hist. Brit. p. 569) nævner ligefrem Eowils og Halfdene fratres regis Hinguin. Ædhelweard nævner udtrykkelig Ivars Død 870 (S.513), men lader ham falde ſom „Iguuar“ 909 (S.519). Det er Navnene, ſom have forvildet ham. Thomas af Ely har igjen i ſin Vita Stæ Etheldridæ ladet ſig forlede til at nævne Eowils og Haaſtein blandt de 866 ankomne Vikinger, ſe ovenfor S. 623.