Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/715

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
687
Nyt Forlig med Gudrum.

(905), foruden et Par Haulder[1], der saaledes neppe kunne have været Daner, men maa have været Nordmænd. Efter dette Slag sluttedes en ny Fred mellem Edward og Ostanglerne tilligemed Northumbrerne i Yttingaford (906)[2]. Man har endnu et Forlig mellem Kong Edward og Gudrum, hvorved Anglerne og Danerne indgaa fuldkomment Venskab, og som deels bekræfter det ældre Forlig mellem Gudrum og Alfred, deels tilføjer en Deel Bestemmelser, sigtende til at opretholde Christendommen[3]. Denne Gudrum nævnes ikke i de gamle engelske Annaler, og enkelte have derfor antaget at Navnet er fejlagtigt. Andre have antaget en yngre Gudrum som Eriks Efterfølger. Det simpleste er dog at antage, hvad vi ovenfor have antydet, at Angivelsen af Gudrum Adelsteens Død 890 eller 891 er fejlagtig, og at han i dette Aar kun er dragen hjem til Danmark, men nogle Aar efter atter er kommen tilbage til England, for at sikkre sig sine Besiddelser der[4]. En yngre engelsk Chronist siger ogsaa, maaskee ifølge Kilder, som nu ej længer ere til, at Edwards Søn Ædhelstan med Faderens Samtykke kaldte Gudrum tilbage til England, og at denne, medbringende en stor Hær fra Danmark, underkastede sig ham og fik Ostangel at raade over[5]. Freden var imidlertid ej af lang Varighed. Allerede i 910 tales der om at Edward sendte en Hær af Vestsaxer og Myrker ud for at herje i den saakaldte „Nordhærs“ Land, og at Anglerne efter 5 Ugers Plyndringer vandt en Sejr ved Teotauheal, som nødsagede Danerne til at fornye Freden[6]. I det følgende Aar, da en stor Flaade kom søndenfra Bretagne, rimeligviis tilhørende Loire-Nordmændene, og herjede ved Severn, hvor de dog mestendeels omkom, medens Kongen, vistnok for at møde dem, laa med en heel Deel Skibe, han havde samlet, ved Kent, brøde Northumbrerne Freden, for-

  1. Sammesteds, S. 372, 373. De to saakaldte Haulder (holdas) ere Ysopa (vistnok et fordrejet Navn), og Aaskell (Óscytel). Ædhelweard, som siden 890 begynder at blive lidt mere selvstændig og afvige fra Chron. Sax., henfører dette Slag og Eriks Fald til 902; han kalder Erik Harue, ligesom han overhoved er mere tilbøjelig til at bruge de sønderjydske Navnformer. Villjam af Malmesbury (Savile S. 18) beretter, uvist hvorfra, at Erik fulgte Gudrum i Regjeringen, men efter 14 Aars Regjering blev dræbt af Anglerne, fordi han havde handlet uvenligt imod dem.
  2. Chron. Sax. p. 373, 374.
  3. Thorpes Ancient laws & institutes of England, S. 71.
  4. Desto rimeligere bliver det, at han er den samme som Gorm den Gamle.
  5. Wallingford, der skrev omkring 1200, men just ikke altid er paalidelig, fordi han øjensynligen har forsøgt at anvende et Slags Kritik, og forlige forskjellige Beretninger.
  6. Dette fortælles kun af Florents af Worcester, uvist med hvilken Hjemmel. Han siger ogsaa, at Danerne havde brudt Freden. Ligeledes henfører han Slaget ved Teotanheal, der ifølge Chron. Sax. sandt Sted den 6te August, til 911, efter den fornyede Fred, men neppe med Rette.