Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/715

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
687
Nyt Forlig med Gudrum.

(905), foruden et Par Haulder[1], der ſaaledes neppe kunne have været Daner, men maa have været Nordmænd. Efter dette Slag ſluttedes en ny Fred mellem Edward og Oſtanglerne tilligemed Northumbrerne i Yttingaford (906)[2]. Man har endnu et Forlig mellem Kong Edward og Gudrum, hvorved Anglerne og Danerne indgaa fuldkomment Venſkab, og ſom deels bekræfter det ældre Forlig mellem Gudrum og Alfred, deels tilføjer en Deel Beſtemmelſer, ſigtende til at opretholde Chriſtendommen[3]. Denne Gudrum nævnes ikke i de gamle engelſke Annaler, og enkelte have derfor antaget at Navnet er fejlagtigt. Andre have antaget en yngre Gudrum ſom Eriks Efterfølger. Det ſimpleſte er dog at antage, hvad vi ovenfor have antydet, at Angivelſen af Gudrum Adelſteens Død 890 eller 891 er fejlagtig, og at han i dette Aar kun er dragen hjem til Danmark, men nogle Aar efter atter er kommen tilbage til England, for at ſikkre ſig ſine Beſiddelſer der[4]. En yngre engelſk Chroniſt ſiger ogſaa, maaſkee ifølge Kilder, ſom nu ej længer ere til, at Edwards Søn Ædhelſtan med Faderens Samtykke kaldte Gudrum tilbage til England, og at denne, medbringende en ſtor Hær fra Danmark, underkaſtede ſig ham og fik Oſtangel at raade over[5]. Freden var imidlertid ej af lang Varighed. Allerede i 910 tales der om at Edward ſendte en Hær af Veſtſaxer og Myrker ud for at herje i den ſaakaldte „Nordhærs“ Land, og at Anglerne efter 5 Ugers Plyndringer vandt en Sejr ved Teotauheal, ſom nødſagede Danerne til at fornye Freden[6]. I det følgende Aar, da en ſtor Flaade kom ſøndenfra Bretagne, rimeligviis tilhørende Loire-Nordmændene, og herjede ved Severn, hvor de dog meſtendeels omkom, medens Kongen, viſtnok for at møde dem, laa med en heel Deel Skibe, han havde ſamlet, ved Kent, brøde Northumbrerne Freden, for-

  1. Sammeſteds, S. 372, 373. De to ſaakaldte Haulder (holdas) ere Ysopa (viſtnok et fordrejet Navn), og Aaskell (Óscytel). Ædhelweard, ſom ſiden 890 begynder at blive lidt mere ſelvſtændig og afvige fra Chron. Sax., henfører dette Slag og Eriks Fald til 902; han kalder Erik Harue, ligeſom han overhoved er mere tilbøjelig til at bruge de ſønderjydſke Navnformer. Villjam af Malmesbury (Savile S. 18) beretter, uviſt hvorfra, at Erik fulgte Gudrum i Regjeringen, men efter 14 Aars Regjering blev dræbt af Anglerne, fordi han havde handlet uvenligt imod dem.
  2. Chron. Sax. p. 373, 374.
  3. Thorpes Ancient laws & institutes of England, S. 71.
  4. Deſto rimeligere bliver det, at han er den ſamme ſom Gorm den Gamle.
  5. Wallingford, der ſkrev omkring 1200, men juſt ikke altid er paalidelig, fordi han øjenſynligen har forſøgt at anvende et Slags Kritik, og forlige forſkjellige Beretninger.
  6. Dette fortælles kun af Florents af Worceſter, uviſt med hvilken Hjemmel. Han ſiger ogſaa, at Danerne havde brudt Freden. Ligeledes henfører han Slaget ved Teotanheal, der ifølge Chron. Sax. ſandt Sted den 6te Auguſt, til 911, efter den fornyede Fred, men neppe med Rette.