Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/714

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
686
Vikingetog.

Form, men ſaaledes ſom han ſelv troede det nyttigſt. Med ni af disſe Skibe lod Kongen ſine Mænd drage ud mod ſex af Vikingernes, der vare komne til Øen Wight. De ſkulde ſøge at ſperre dem Tilbagevejen, og det lykkedes dem og at tage to af Skibene, medens tre andre formedelſt Ebben vare komne paa Grund. Omkring disſe Skibe udſpandt der ſig en ny haardnakket Fegtning, der endte med Vikingernes Nederlag; de miſtede 120 Mænd, Alfreds Folk kun 62. Det lykkedes vel hine ved den indtrædende Flodtid at faa deres Skibe ud, men i en ſaa daarlig Forfatning at de ej kunde ro dem forbi Kyſten af Susſex, hvor to ſtrandede, og Mandſkabet fangedes; de førtes til Kongen i Wincheſter, og bleve hængte. Kun eet Skib undkom til Oſtangel. Blandt de paa engelſk Side faldne Mænd nævnes flere Friſer, hvoraf man kan ſe, at Alfred bar maattet ſkaffe ſig Søfolk fra Frisland til at bemande ſin nye Flaade. Da det hos en Forfatter beder at Sørøveren Sigfred fra Northumberland paa denne Tid herjede Kyſterne to Gange under eet Tog, men derpaa vendte tilbage igjen, maa man ſlutte at hine Vikingers eller Aſkmænds Høvding hed Sigfred, og at han var en Frænde af Kong Gudrød. Efter denne Krig ſynes det ſom om England havde Ro i nogle Aar, ſaa længe ſom Alfred levede. Hvor farlig og ødelæggende Krigen havde været, ſees af en ſamtidig Annaliſts Udbrud: „Takket være Gud, at Vikingehæren ikke i Bund og Grund havde ødelagt det angliſke Folk[1]“.

Efter Alfreds Død (28de Oktober 901) blev hans Søn Edward, Sejrherren ved Fearnham, Konge. Hans Frænde Ædhelwald gjorde Oprør imod ham, og bemægtigede ſig nogle Kongsgaarde, men da Kongen nærmede ſig med en Hær, tog han Flugten og begav ſig til Northumberland, hvis Indbyggere toge ham til Konge, hvilket vel er ſaaledes at forſtaa, at de hyldede ham ſom Englands Overkonge. Der tales ſtrax efter om et Søſlag mellem Kantvarerne og de Danſke ved Holm; ſenere kom Ædhelwald med en Flaade til Esſex, og lod ſig hylde af Indbyggerne, ligeſom han og fik Nordboerne i Oſtangel til at bryde Freden og herje hele i Myrkne-Landet. De trængte frem lige til Cricklade i Berkſhire, gik over Temſen, toge alt hvad de kunde faa, og vendte derpaa tilbage; men Edward fulgte efter dem, ſaa ſnart han havde faaet ſamlet ſin Hær, og herjede hele deres Land mellem Digerne og Ouſe, lige til de ſaakaldte „Fens“. Her gav han Befaling til at vende om, men Kantvarerne vilde ikke adlyde, uagtet han ſendte ſyv Bud for at bevæge dem dertil. Heraf benyttede Fienden ſig til at angribe dem, og det kom til et blodigt Slag, i hvilket viſtnok Danerne ſejrede, men miſtede flere Folk. Blandt de Faldne paa deres Side var baade den øſtangliſke Konge Erik, og Oprøreren Ædhelwald,

  1. Chron. Sax. p. 369, 370, 371.