Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/712

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
684
Vikingetog.

der fandt Sted mellem Rolf og den nys til Christendommen omvendte Kong Gudrum Ædhelstan. Dette viser, at det ikke var synderlig vel bevendt med Overholdelsen af det Fredsfordrag, Gudrum havde sluttet med Alfred, og det varer heller ikke længe, førend vi atter se Østangels og Northumberlands nordiske Beboere fejde paa Alfreds Rige. De benyttede sig i Særdeleshed af Lejligheden, naar de fremmede Vikingehære opholdt sig i Landet, og gave disse i alle Fald Tilhold hos sig. Vi finde saaledes, at da en Deel af Vikingehæren i Nordfrankrige i 884 gjorde hiint korte Strejftog over til England, som ovenfor er omtalt (S. 640), fandt de Tilhold eller Understøttelse i Østangel[1], mod hvis Kyst Alfred endog maatte sende en Flaade[2]. Denne Flaade var heldig nok til at overvinde og tage sexten Vikingeskibe med alt deres Bytte udenfor Stourmouth, men blev endnu samme Dag overfalden af en anden Vikingeflaade, som beholdt Sejren. Det var maaskee paa denne Tid, at Rolf kom Gudrum Ædhelstan til Hjelp, thi Krigen mellem ham og Alfred har neppe været afgjort med disse to Søslag. Gudrum herskede i Østangel til 891, i hvilket Aar han efter de engelske Beretninger døde[3], men maaskee snarere forlod Landet for at søge at gjenvinde sit Fædrenerige i Danmark[4]. Hans Eftermand synes at have hedet Erik, maaskee den samme, som tilligemed Baard i Aaret 905 opbrændte Tours[5]. Samtidigt med Gudrum herskede i York den før omtalte Gudrød (Gúðréd), Hardeknuts Søn, der havde været solgt som Træl, men siden, da Halfdan formedelst sin Grusomhed var forjagen, blev løskjøbt og ophøjet til Kongeværdigheden. Et gammelt Klostersagn beretter, at St. Cuthbert selv en Nat aabenbarede sig for Abbed Eadred i Carlisle, bød ham at gaa til Danernes Lejr ved Tynefloden og sige dem, at de skulde løskjøbe Gudrød og hylde ham som Konge paa Højen Oswigedun, ved at smykke hans højre Arm med en Guldbaug, derimod skulde Gudrød til Gjengjeld forære St. Cuthbert hele Landet mellem Tune og Wear, og tilstaa hans Helligdom saadan Fristedsret, at alle, som flygtede derhen, i 37 Dage

  1. Anderledes kan man neppe forstaa det dunkle Udtryk hos Ædhelweard ved Aar 885 (Monum. hist. Brit. p. 516): Petias sub dant plebs immunda quæ tum Orientales continebat Anglos.
  2. Chron. Sax. (Mon. hist. Brit. p. 359). Her nævnes ikke Aarsagen, hvorfor Alfred sendte Flaaden.
  3. Chron. Sax. p. 362.
  4. Se ovenfor S. 628. De upaalidelige Asserske eller St. Neotske Annaler (Gale S. 171) ville vistnok endog vide, at Gudrum blev begraven paa Kongsgaarden Headleaga (Hedley) i Østangel, men dette opvejes ved en anden, neppe upaalideligere Angivelse i den haandskrevne St. Neots Krønike (se Turner, hist. of the Anglos. I. p. 519) ifølge hvilken det skulde synes som om Gudrum var død i Danmark.
  5. Se ovenfor S. 665, Note.