finde vi stedse de nordmanniske, oprindelig norske Lens-Institutioner, som Rolf allerede hjemme i Norge havde seet indførte, og som ved deres Simpelhed og lette Overskuelighed tjente til at sammenholde Monarchierne og derhos kunde lempe sig efter alle Tidsaldres Krav, medens det Feudalvæsen, som herskede i det øvrige Europa, kun ledede til Anarchi og Adsplittelse, og aldeles maatte gaa til Grunde, førend Statsforfatninger, stemmende med de nyere Tiders Fordringer, kunde opstaa. Vel maa derfor Oprettelsen af det nordmanniske Rige i Frankrige med fuld Føje kaldes en verdenshistorisk Begivenhed af en Følgerigdom som faa, og vel maa Norge være stolt af at have frembragt de dygtige Mænd, der trods saa mange Vanskeligheder formaaede at udrette saa stort et Verk.
Vi have i det Foregaaende seet, hvorledes de Vikingeskarer, der under Sigtrygg, Godfred, Haastein og Rolf herjede Frankrige, ogsaa undertiden gjorde nogle Udflugter over til England, og vi kunne allerede heraf slutte, at der maa have hersket et Venskab og Forbund mellem dem og de nu i Nord-England fast bosatte Nordboer, om vi end ikke udtrykkeligt havde haft
de nordmanniske Sagnfortælleres Vidnesbyrd om det fortrolige Venskab,
Rigdom og Formue, urokkelig i at stræbe derefter, og paa ingen Maade at drage tilbage fra det Maal, han engang havde foresat sig. I Legemsstørrelse overgik han endog de højeste, hans Hudfarve var rødlig, hans Haar gule, han var bredskuldret, hans Tilie kunde næsten siges at gnistre; hver det gjaldt at udstrække Legemet, gjorde han dette med Lethed, og hvor han maatte drage det sammen, skede dette ogsaa paa en net Maade. Saaledes beskaffen var han fra Top til Taa, efter som jeg har hørt mange sige. Homer fortæller at Achilleus havde saa sterk Stemme, at man, naar han talte, troede at være en heel Mængde Mennesker; men Robert kunde, som man fortæller, ved sit Raad jage mange Tusinde paa Flugten. Saaledes beskaffen med Hensyn til Lykke, Naturgaver og Aand, kunde han, som rimeligt var, ej finde sig i Trældom, og ikke taale at lyde Nogen. Saaledes ere de store Sjeele beskafne, om end under ringere ydre Vilkaar“. Gaufred Malaterra, der omtrent ved 1100 beskrev Nordmannernes Bedrifter i Italien, og nævner som Rolfs (Rholo’s) Fædreland Danmark eller Norge (Dacia vel Norveja I. 1), beskriver Folket saaledes: det er listigt, hevngjerrigt, venter altid Fordeel andensteds, bryder sig lidet om sit Fædreland, er gridsk efter Gods og Herredømme, forstiller sig, naar det skal være, holder Middelvejen mellem Gjerrighed og Gavmildhed. Dets Høvdinger glæde sig ved et godt Ry, og ere saare gavmilde, Folket forstaar at smigre, lægger sig især efter Veltalenhed, saa at man endog treffer Drenge der ere Talere; det maa holdes i Lige under Retfærdighedens Aag, ellers bliver det tøjleløst; det kan taale Arbejde, Hunger, Kulde, hvor det behøves. Det ynder Jagt med Hunde og Høge, og er kjært i Heste og alle Slags Krigs-Redskaber.
