Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/710

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
682
Vikingetog.

Sagn ordnedes i Vers og kvædedes af Meneſtrellerne eller Trouvererne, ej alene blandt den menige Almue, men paa Herrernes Borge, hvor de vare velkomne Gjeſter, og hvor det desuden var Skik, at hver den, der blev gjeſtfrit modtagen, fortalte ſin Vert en Hiſtorie eller kvad ham et Digt[1]. Endog Villjam Erobreren havde ſin Meneſtrel Taillefer med ſig, da han underkaſtede ſig England, ligeſom de norſke Konger havde ſine Skalder, og endnu i Villjams Levetid var der Folkeſange om hans Bedrifter. Paa denne Maade vaktes Sandſen for den nationale Literatur; det franſke Sprog blev ikke længer en foragtet Almuedialekt, men den fornemme Verdens Sprog, ſom uddannedes og holdtes i Ære. Den nordiſke Krigeraand og Ridderlighed, der udmerkede Nordmandies Høvdinger, blev ſiden et Mønſter for Frankrige og for hele det af Frankrige paavirkede Veſteuropa; og det i Middelalderens Kultur-Udvikling ſaa merkelige Riddervæſen kan med Rette ſiges at have ſin Oprindelſe fra Nordmandie. Den mageløſe Foretagelſesaand, der i ſin Tid havde drevet Vikingerne, ſom under Rolfs Anførſel erobrede Nordmandie, fra Hjemmet, tillod heller ikke deres Efterkommere at ſidde rolige hjemme, hvor Smaafejder med Nabovaſallerne ej kunde give dem Beſkjeftigelſe nok. Derfor ſeer man dem, ſom Vikingerne fordum, drage ud paa Æventvr, ſnart i Flokke, ſnart enkeltviis. Villjam Erobreren udruſtede en heel Hær og Flaade, og underkaſtede ſig England. Thankred af Hautevilles Sønner droge i Følge med andre Landsmænd til Italien, og grundede det nordmanniſke Rige i Neapel og Sicilien, ja ſtiftede endog et Herredømme i det fjerne Syrien, i Antiochia. Og hvor disſe Nordmændenes Efterkommere, eller ſom vi nu til Adſkillelſe fra deres Forfædre ville kalde dem, Nordmannerne, traadte frem, bleve de altid ſig ſelv lige og lagde altid, ſaavel i ſine Dyder, ſom ſine Lyder, deres norſke Herkomſt for Dagen. Saaledes ſom vi af Sagaerne lære vore Forfædre at kjende, og ſom vi endnu kjende vore af fremmedartet Forfinelſe mindſt paavirkede Landsmænd, ſaaledes viſte ogſaa Nordmannerne ſig tappre, men forſigtige, indeſluttede i ſig ſelv, beregnende og ſtundom liſtige, energiſke hvor det gjelder, men ſorgløſe naar de tro ſig ſikkre; ædelmodige og trofaſte i Venſkab. Ogſaa idel Ydre gjenkjender man Nordboerne; Villjam Erobreren og Robert Viskard beſkrives omtrent ſom Sagaerne beſkrive deres Helte[2]. Hvor ſom helſt nordmanniſke Riger oprettedes,

  1. Det heder ſaaledes i Fablian du sacristain de Cluny:

    Usage est en Normandie
    Que qui herbergiez est quil die
    Fable ou chanson die á l’hoste.

    Depping, S. 448.

  2. Merkelig er iſær Anna Komnenas Beſkrivelſe af Robert Viskard: „Robert var en Mand af overvættes Herſkeſyge og Ærgjerrighed, han var fra Nordmandie, og var opvoxet og oplevet i alſlags Ondſkab. … Robert var Nordmanner af Fødſel, af uberømt Herkomſt, begjærlig efter Herredømme, foretagelſeslyſten, perſonlig tapper, gridſk efter at tilvende ſig fornemme Mænds