Sagn ordnedes i Vers og kvædedes af Menestrellerne eller Trouvererne, ej alene blandt den menige Almue, men paa Herrernes Borge, hvor de vare velkomne Gjester, og hvor det desuden var Skik, at hver den, der blev gjestfrit modtagen, fortalte sin Vert en Historie eller kvad ham et Digt[1]. Endog Villjam Erobreren havde sin Menestrel Taillefer med sig, da han underkastede sig England, ligesom de norske Konger havde sine Skalder, og endnu i Villjams Levetid var der Folkesange om hans Bedrifter. Paa denne Maade vaktes Sandsen for den nationale Literatur; det franske Sprog blev ikke længer en foragtet Almuedialekt, men den fornemme Verdens Sprog, som uddannedes og holdtes i Ære. Den nordiske Krigeraand og Ridderlighed, der udmerkede Nordmandies Høvdinger, blev siden et Mønster for Frankrige og for hele det af Frankrige paavirkede Vesteuropa; og det i Middelalderens Kultur-Udvikling saa merkelige Riddervæsen kan med Rette siges at have sin Oprindelse fra Nordmandie. Den mageløse Foretagelsesaand, der i sin Tid havde drevet Vikingerne, som under Rolfs Anførsel erobrede Nordmandie, fra Hjemmet, tillod heller ikke deres Efterkommere at sidde rolige hjemme, hvor Smaafejder med Nabovasallerne ej kunde give dem Beskjeftigelse nok. Derfor seer man dem, som Vikingerne fordum, drage ud paa Æventvr, snart i Flokke, snart enkeltviis. Villjam Erobreren udrustede en heel Hær og Flaade, og underkastede sig England. Thankred af Hautevilles Sønner droge i Følge med andre Landsmænd til Italien, og grundede det nordmanniske Rige i Neapel og Sicilien, ja stiftede endog et Herredømme i det fjerne Syrien, i Antiochia. Og hvor disse Nordmændenes Efterkommere, eller som vi nu til Adskillelse fra deres Forfædre ville kalde dem, Nordmannerne, traadte frem, bleve de altid sig selv lige og lagde altid, saavel i sine Dyder, som sine Lyder, deres norske Herkomst for Dagen. Saaledes som vi af Sagaerne lære vore Forfædre at kjende, og som vi endnu kjende vore af fremmedartet Forfinelse mindst paavirkede Landsmænd, saaledes viste ogsaa Nordmannerne sig tappre, men forsigtige, indesluttede i sig selv, beregnende og stundom listige, energiske hvor det gjelder, men sorgløse naar de tro sig sikkre; ædelmodige og trofaste i Venskab. Ogsaa idel Ydre gjenkjender man Nordboerne; Villjam Erobreren og Robert Viskard beskrives omtrent som Sagaerne beskrive deres Helte[2]. Hvor som helst nordmanniske Riger oprettedes,
- ↑ Det heder saaledes i Fablian du sacristain de Cluny:
Usage est en Normandie
Que qui herbergiez est quil die
Fable ou chanson die á l’hoste.Depping, S. 448.
- ↑ Merkelig er især Anna Komnenas Beskrivelse af Robert Viskard: „Robert var en Mand af overvættes Herskesyge og Ærgjerrighed, han var fra Nordmandie, og var opvoxet og oplevet i alslags Ondskab. … Robert var Nordmanner af Fødsel, af uberømt Herkomst, begjærlig efter Herredømme, foretagelseslysten, personlig tapper, gridsk efter at tilvende sig fornemme Mænds
