Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/709

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
681
Nordmanniſke Stedsnavne.

(Steintoft), Gonnetot (Gunnarstoft) o. ſ. v. Navne paa fleur minde om det oldn. fljót, f. Ex. Fiquefleur (Fiſkafljot) Honfleur (Hindarfljot) o. ſ. v. Der er Navne paa bec, det norſke bekk, f. Ex. Caudebec (Kaldabekk), Bolbec (Bollabekk); paa dieppe, det norſke djup, paa dale, det norſke Dal o. fl. I andre Navne er det latinſke villa bibeholdt, eller maaſkee ſat iſtedetfor Gaard, medens den førſte Deel af Navnet er norſk f. Ex. Ingouville, Ingulfsgaard, Gonfreville, Gunnfredsgaard, Herouville, Herjulfsgaard o. ſ. v.[1]. De fleſte af disſe Navne tilhøre ikke Floder, Bjerge, eller Stæder, ſom allerede vare til før Nordmændenes Ankomſt, men Landsbyer, Flekker, eller Byer, der have rejſt ſig ſenere; der er ſaaledes al Grund til at formode, at disſe Landsbyer og Flekker, eller i alle Fald mange af dem, ſkylde et af en Nordmand opført Herreſæde deres Oprindelſe, og at det er dette, ſom førſt har baaret det norſke Navn, der ſiden er blevet udſtrakt til den Landsby, der ſamlede ſig i dets Nærhed. Ogſaa det hele Landſkab fik, ſom bekjendt Navn efter Nordmændene, og bærer det endnu. Dog kaldes det ikke ſtrax ſaaledes i offentlige Dokumenter. I Begyndelſen førte Jarlerne kun Titlen „Grever“ eller „Markgrever af Rouen“, og Navnet Nordmandie forekommer neppe førend i Begyndelſen af det 11te Aarhundrede[2]. Det er, ſom man kan ſe, efterhaanden blevet brugeligt, og førſt almindeligt vedtaget paa en Tid, da de, ſom i Landet ſelv kaldtes Nordmænd, ikke længer talte det norſke Sprog.

Men ophørte end det norſke Sprog, ſaa ophørte dog ikke derfor den norſke Nationalaand. Forædlet ved at optage i ſig de højere Kultur-Elementer, der fandtes hos de Franſke, gjorde den ſig ſnart gjeldende blandt disſe ved en mægtig Indflydelſe paa deres Udvikling. Iſtedetfor at følge efter, gik den foran, og gav den nordfranſke Aandsretning ſit charakteriſtiſke Præg. Hidtil havde Frankerne, med al deres højere Kultur, ingen ſynderlig Sands for hvad der forſkjønner Livet. Der gaves ingen franſk Literatur, ingen Poeſi. Førſt da Nordmændene i Nordmandie havde antaget det franſke Sprog, begyndte dette at blive Skriftſprog og at holdes i Agt og Ære. Sandſen for Sagavæſen og Skaldekunſt dulgte ſig heller ikke, efter at Sagaernes og Skaldernes Sprog var ombyttet med det Lands, hvor Rolfs Nordmænd havde fundet et andet Hjem. Om Jarlernes og Høvdingernes Bedrifter dannede der ſig Sagn, ligeſom Sagaerne i Moderlandet; disſe

  1. Se herom iſær Peterſen: „om Stedsnavne i Nordmandiet“, Nordiſk Tidsſkrift for Oldkyndighed II. S. 224-242. Vi have her kun anført Navne, ſom ere utvivlſomt norſke, thi flere kunne lige ſaa godt være frankiſke eller ſaxiſke ſom norſke.
  2. Det ældſte hidtil opdagede Diplom, hvor Nortmannia forekommer, er af 1024 (Monast. Angl. VI. p. 1108). Dog maa Navnet i daglig Tale have været længe brugeligt, ligeſom Nortmania om Sønderjylland.