(Steintoft), Gonnetot (Gunnarstoft) o. s. v. Navne paa fleur minde om det oldn. fljót, f. Ex. Fiquefleur (Fiskafljot) Honfleur (Hindarfljot) o. s. v. Der er Navne paa bec, det norske bekk, f. Ex. Caudebec (Kaldabekk), Bolbec (Bollabekk); paa dieppe, det norske djup, paa dale, det norske Dal o. fl. I andre Navne er det latinske villa bibeholdt, eller maaskee sat istedetfor Gaard, medens den første Deel af Navnet er norsk f. Ex. Ingouville, Ingulfsgaard, Gonfreville, Gunnfredsgaard, Herouville, Herjulfsgaard o. s. v.[1]. De fleste af disse Navne tilhøre ikke Floder, Bjerge, eller Stæder, som allerede vare til før Nordmændenes Ankomst, men Landsbyer, Flekker, eller Byer, der have rejst sig senere; der er saaledes al Grund til at formode, at disse Landsbyer og Flekker, eller i alle Fald mange af dem, skylde et af en Nordmand opført Herresæde deres Oprindelse, og at det er dette, som først har baaret det norske Navn, der siden er blevet udstrakt til den Landsby, der samlede sig i dets Nærhed. Ogsaa det hele Landskab fik, som bekjendt Navn efter Nordmændene, og bærer det endnu. Dog kaldes det ikke strax saaledes i offentlige Dokumenter. I Begyndelsen førte Jarlerne kun Titlen „Grever“ eller „Markgrever af Rouen“, og Navnet Nordmandie forekommer neppe førend i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede[2]. Det er, som man kan se, efterhaanden blevet brugeligt, og først almindeligt vedtaget paa en Tid, da de, som i Landet selv kaldtes Nordmænd, ikke længer talte det norske Sprog.
Men ophørte end det norske Sprog, saa ophørte dog ikke derfor den norske Nationalaand. Forædlet ved at optage i sig de højere Kultur-Elementer, der fandtes hos de Franske, gjorde den sig snart gjeldende blandt disse ved en mægtig Indflydelse paa deres Udvikling. Istedetfor at følge efter, gik den foran, og gav den nordfranske Aandsretning sit charakteristiske Præg. Hidtil havde Frankerne, med al deres højere Kultur, ingen synderlig Sands for hvad der forskjønner Livet. Der gaves ingen fransk Literatur, ingen Poesi. Først da Nordmændene i Nordmandie havde antaget det franske Sprog, begyndte dette at blive Skriftsprog og at holdes i Agt og Ære. Sandsen for Sagavæsen og Skaldekunst dulgte sig heller ikke, efter at Sagaernes og Skaldernes Sprog var ombyttet med det Lands, hvor Rolfs Nordmænd havde fundet et andet Hjem. Om Jarlernes og Høvdingernes Bedrifter dannede der sig Sagn, ligesom Sagaerne i Moderlandet; disse
- ↑ Se herom især Petersen: „om Stedsnavne i Nordmandiet“, Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed II. S. 224-242. Vi have her kun anført Navne, som ere utvivlsomt norske, thi flere kunne lige saa godt være frankiske eller saxiske som norske.
- ↑ Det ældste hidtil opdagede Diplom, hvor Nortmannia forekommer, er af 1024 (Monast. Angl. VI. p. 1108). Dog maa Navnet i daglig Tale have været længe brugeligt, ligesom Nortmania om Sønderjylland.
