frankrige, og fra Landets Fiender bleve de dets sikkreste Forsvarere. Hidtil sang man endog i Litaniet „A furore Nordmannorum libera nos o Domine“; nu var det Nordmændene i Nordmandie, fra hvilke Frankriges øvrige Beboere især ventede sin Frelse for Nordens Vikinger. Og vist er det, at Vikingetogene i det Store til Frankrige fra denne Tid ophørte, naar man undtager under Forvirringen strax efter Villjam Jarls Død, hvorom senere. Vistnok kan dette Ophør af Vikingetogene til Frankrige for en stor Deel tilskrives forandrede Forhold inden Norden selv og den Omstændighed, at England og overhoved de britiske Øer mere og mere bleve det udelukkende Maal for de dansk-norske Vikingers Krigstog, men meget maa dog ogsaa de i Nordmandie bosatte Nordmænds Tapperhed og Ulyst til at dele deres engang erhvervede Besiddelser med senere tilkomne Vikinger have udrettet.
Norskt Sprog og nordisk Nationalitet var nu en Tid lang herskende i Nordmandie. Vel laa det i Sagens Natur, at i det mindste Sproget ikke kunde holde sig længe, da kun de færreste af de Nordmænd, som sloge sig ned her, førte Hustruer med sig, og de fleste saaledes egtede Kvinder fra Landet selv, hvis Sprog følgelig blev Børnenes Modersmaal. Heller ikke taltes Sproget lige meget i alle Egne af Landet, og det fortælles saaledes udtrykkeligt om Villjam, at han ikke vilde lade sin Søn Richard opdrage i Rouen, hvor der taltes mere romansk d. e. fransk, end dansk, men derimod sendte ham til Bayeux, hvor der taltes mere Dansk, og hvor Drengen kunde lære Sproget tilstrækkeligt til at tale med sine Landsmænd[1]. Men Sproget har dog efterladt Spor, der neppe nogensinde ville forsvinde. En Mængde Stedsnavne i Nordmandie ere endnu norske, kun med de Forandringer, som den franske Udtale gjennem flere Aarhundreder nødvendigviis maatte medføre. Saaledes finde vi flere Navne, der nu endes paa beuf eller boeuf, men hvori vi gjenkjende det norske bø, f. Ex. Elboeuf (Elvebø), Criqueboeuf (Kirkebø), Linbeuf (Lindbø), Daubeuf (Dalbø); da denne Endelse er charakteristisk for de nordiske Folk, er det klart, at de dermed sammensatte Navne ikke kunne hidrøre fra de for Nordmændene i disse Egne bosatte Franker eller Saxer, ligesom ogsaa Formen beuf, der mere minder om det norske bø end det dansk-gotiske by, viser at det var virkelige Nordmænd, ikke Daner, fra hvilke den hidrører. En anden charakteristisk nordisk, ikke frankisk eller saxisk Endelse, er den paa tot, der øjensynlig er en Forvanskning af det oldnorske túpt, tópt, tóft, f. Ex. Routot (Rolfstoft), Grastot (Grastoft), Lintot (Lindtoft), Yvetot (Ivarstoft), Criquetot (Kirkjutoft), Etaintot
- ↑ Dudo, S. 112. Man maa her ikke glemme, at Dudo skrev paa en Tid, da Danernes Overmagt i Norden havde gjort Dansk til Fællesbenævnelse for den nordiske Nationalitet.
