Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/708

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
680
Vikingetog.

frankrige, og fra Landets Fiender bleve de dets ſikkreſte Forſvarere. Hidtil ſang man endog i Litaniet „A furore Nordmannorum libera nos o Domine“; nu var det Nordmændene i Nordmandie, fra hvilke Frankriges øvrige Beboere iſær ventede ſin Frelſe for Nordens Vikinger. Og viſt er det, at Vikingetogene i det Store til Frankrige fra denne Tid ophørte, naar man undtager under Forvirringen ſtrax efter Villjam Jarls Død, hvorom ſenere. Viſtnok kan dette Ophør af Vikingetogene til Frankrige for en ſtor Deel tilſkrives forandrede Forhold inden Norden ſelv og den Omſtændighed, at England og overhoved de britiſke Øer mere og mere bleve det udelukkende Maal for de danſk-norſke Vikingers Krigstog, men meget maa dog ogſaa de i Nordmandie boſatte Nordmænds Tapperhed og Ulyſt til at dele deres engang erhvervede Beſiddelſer med ſenere tilkomne Vikinger have udrettet.

Norſkt Sprog og nordiſk Nationalitet var nu en Tid lang herſkende i Nordmandie. Vel laa det i Sagens Natur, at i det mindſte Sproget ikke kunde holde ſig længe, da kun de færreſte af de Nordmænd, ſom ſloge ſig ned her, førte Huſtruer med ſig, og de fleſte ſaaledes egtede Kvinder fra Landet ſelv, hvis Sprog følgelig blev Børnenes Modersmaal. Heller ikke taltes Sproget lige meget i alle Egne af Landet, og det fortælles ſaaledes udtrykkeligt om Villjam, at han ikke vilde lade ſin Søn Richard opdrage i Rouen, hvor der taltes mere romanſk d. e. franſk, end danſk, men derimod ſendte ham til Bayeux, hvor der taltes mere Danſk, og hvor Drengen kunde lære Sproget tilſtrækkeligt til at tale med ſine Landsmænd[1]. Men Sproget har dog efterladt Spor, der neppe nogenſinde ville forſvinde. En Mængde Stedsnavne i Nordmandie ere endnu norſke, kun med de Forandringer, ſom den franſke Udtale gjennem flere Aarhundreder nødvendigviis maatte medføre. Saaledes finde vi flere Navne, der nu endes paa beuf eller boeuf, men hvori vi gjenkjende det norſke bø, f. Ex. Elboeuf (Elvebø), Criqueboeuf (Kirkebø), Linbeuf (Lindbø), Daubeuf (Dalbø); da denne Endelſe er charakteriſtiſk for de nordiſke Folk, er det klart, at de dermed ſammenſatte Navne ikke kunne hidrøre fra de for Nordmændene i disſe Egne boſatte Franker eller Saxer, ligeſom ogſaa Formen beuf, der mere minder om det norſke end det danſk-gotiſke by, viſer at det var virkelige Nordmænd, ikke Daner, fra hvilke den hidrører. En anden charakteriſtiſk nordiſk, ikke frankiſk eller ſaxiſk Endelſe, er den paa tot, der øjenſynlig er en Forvanſkning af det oldnorſke túpt, tópt, tóft, f. Ex. Routot (Rolfstoft), Grastot (Grastoft), Lintot (Lindtoft), Yvetot (Ivarstoft), Criquetot (Kirkjutoft), Etaintot

  1. Dudo, S. 112. Man maa her ikke glemme, at Dudo ſkrev paa en Tid, da Danernes Overmagt i Norden havde gjort Danſk til Fællesbenævnelſe for den nordiſke Nationalitet.