kunde underkaste sig Rolf. Denne Underkastelse var dog ikke oprigtigt meent. Alan selv søgte stedse at ophidse sine Landsmænd til at afkaste Nordmændenes Aag, og Lejlighed dertil maa de vistnok have troet at være for Haanden, da Rolf var død, kort Tid efter at Kong Rudolf næsten ganske havde ødelagt en Nordmannahær, der paa ny herjede Aquitanien, i Nærheden af Limoges[1]. Britannerne gjorde pludselig Opstand, og paa een Dag (St. Michaels Dag eller 29 September), dræbte de alle de Nordmænd, der befandt sig i Landet, begyndende med deres Anfører[2]. Men Inge, Loire-Nordmændenes Herre, og Villjam, Rolfs Søn, hevnede Opstanden ved et ødelæggende Tog, der nødte Alan til at flygte tilbage til England til Kong Ædhelstan, med saa mange af Britannerne, der paa denne Maade kunde redde sig[3]. Den anden Herre over Bretagne, Berengar, underkastede sig Villjam, der altsaa nu foruden Nordmandie beherskede Bretagne og en Deel af Loire-Egnen, og kort Tid derefter (933) forlenedes idetmindste med en Deel deraf, da han omsider, i Mellemriget efter Karl den enfoldiges Død, bekvemmede sig til at hylde Kong Rudolf[4].
Vi have her meddeelt Alt, hvad de paalidelige Kilder berette om Rolf og Nordmændenes Erhvervelse af Nordmandie. Den Dødsmaade, der i den norske Krønike tillægges ham, maa, som vi ovenfor bemerkede, grunde sig paa en Forvexling. Om hans Charakteer kunne vi vanskeligen gjøre os nogen Forestilling, thi til de Lovtaler, som de nordmanniske Historieskrivere i rigt Maal give ham, kunne vi ikke sætte nogen Lid. I det mindste kan det neppe have været synderligt bevendt med hans Christendom, dertil var han for gammel, da han lod sig døbe, og der findes endog Beretninger om at han efter at have antaget Christendommen lod offre hundrede christne Fanger til sine hedenske Guder, medens han dog tillige gav hundrede Pund Sølv til de Christnes Kirker, ligesom for at gjøre sig Æserne og de Christnes Gud lige gunstige[5]. Ere disse Beretninger end meddeelte af yngre og mindre paalidelige Skribenter, stemme de dog saa vel med, hvad vi af vore egne Sagaer erfare om Vikingernes Svæven mellem Christendom
- ↑ Flodoard, ved 930, hos Pertz. V. S. 378.
- ↑ Flodoard, ved 931, S. 380: Der staar her: Brittones, qui remanserant Nortmannis in Cornu Galliæ subditi, consurgentes adversus eos qui inter eos morabantur Nortmannos,cæso primum duce illorum nomine Felecan, &c. Dette har man forklaret som om Felecan var Briternes Anfører, men det ligger ikke i Ordene, og Navnet kan godt tænkes som en Forvanskning af et eller andet norskt Navn eller Ord, var det endog kun Ordet fylkir.
- ↑ Flodoard, ved 931, S. 380.
- ↑ Flodoard, ved 933, S. 381. Af det ovenfor paapegede synes det som om det her brugte Udtryk terra Brittonum in ora maritima sita ikke alene skal forstaaes om Cotentin, men snarere om hele Kystlandet, især Cornouaille.
- ↑ Adhemari Chronicon og Richardus Pictaviensis hos Bouquet VIII. 232 og IX. 23.
