Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/704

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
676
Vikingetog.

kunde underkaſte ſig Rolf. Denne Underkaſtelſe var dog ikke oprigtigt meent. Alan ſelv ſøgte ſtedſe at ophidſe ſine Landsmænd til at afkaſte Nordmændenes Aag, og Lejlighed dertil maa de viſtnok have troet at være for Haanden, da Rolf var død, kort Tid efter at Kong Rudolf næſten ganſke havde ødelagt en Nordmannahær, der paa ny herjede Aquitanien, i Nærheden af Limoges[1]. Britannerne gjorde pludſelig Opſtand, og paa een Dag (St. Michaels Dag eller 29 September), dræbte de alle de Nordmænd, der befandt ſig i Landet, begyndende med deres Anfører[2]. Men Inge, Loire-Nordmændenes Herre, og Villjam, Rolfs Søn, hevnede Opſtanden ved et ødelæggende Tog, der nødte Alan til at flygte tilbage til England til Kong Ædhelſtan, med ſaa mange af Britannerne, der paa denne Maade kunde redde ſig[3]. Den anden Herre over Bretagne, Berengar, underkaſtede ſig Villjam, der altſaa nu foruden Nordmandie beherſkede Bretagne og en Deel af Loire-Egnen, og kort Tid derefter (933) forlenedes idetmindſte med en Deel deraf, da han omſider, i Mellemriget efter Karl den enfoldiges Død, bekvemmede ſig til at hylde Kong Rudolf[4].

Vi have her meddeelt Alt, hvad de paalidelige Kilder berette om Rolf og Nordmændenes Erhvervelſe af Nordmandie. Den Dødsmaade, der i den norſke Krønike tillægges ham, maa, ſom vi ovenfor bemerkede, grunde ſig paa en Forvexling. Om hans Charakteer kunne vi vanſkeligen gjøre os nogen Foreſtilling, thi til de Lovtaler, ſom de nordmanniſke Hiſtorieſkrivere i rigt Maal give ham, kunne vi ikke ſætte nogen Lid. I det mindſte kan det neppe have været ſynderligt bevendt med hans Chriſtendom, dertil var han for gammel, da han lod ſig døbe, og der findes endog Beretninger om at han efter at have antaget Chriſtendommen lod offre hundrede chriſtne Fanger til ſine hedenſke Guder, medens han dog tillige gav hundrede Pund Sølv til de Chriſtnes Kirker, ligeſom for at gjøre ſig Æſerne og de Chriſtnes Gud lige gunſtige[5]. Ere disſe Beretninger end meddeelte af yngre og mindre paalidelige Skribenter, ſtemme de dog ſaa vel med, hvad vi af vore egne Sagaer erfare om Vikingernes Svæven mellem Chriſtendom

  1. Flodoard, ved 930, hos Pertz. V. S. 378.
  2. Flodoard, ved 931, S. 380: Der ſtaar her: Brittones, qui remanserant Nortmannis in Cornu Galliæ subditi, consurgentes adversus eos qui inter eos morabantur Nortmannos,cæso primum duce illorum nomine Felecan, &c. Dette har man forklaret ſom om Felecan var Briternes Anfører, men det ligger ikke i Ordene, og Navnet kan godt tænkes ſom en Forvanſkning af et eller andet norſkt Navn eller Ord, var det endog kun Ordet fylkir.
  3. Flodoard, ved 931, S. 380.
  4. Flodoard, ved 933, S. 381. Af det ovenfor paapegede ſynes det ſom om det her brugte Udtryk terra Brittonum in ora maritima sita ikke alene ſkal forſtaaes om Cotentin, men ſnarere om hele Kyſtlandet, iſær Cornouaille.
  5. Adhemari Chronicon og Richardus Pictaviensis hos Bouquet VIII. 232 og IX. 23.