Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/703

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
675
Gange-Rolf.

ikke havde faaet Besiddelser i Frankrige, og en ny Afstaaelse omtales ved 927[1]. At Nordmændene virkelig havde tabt disse Besiddelser, kunde man maaskee slutte deraf, at Villjam, Hertug af Aquitanien, slog dem, da de herjede Aquitanien og Auvergne, i et stort Slag, hvor 12000 Nordmænd skulle være faldne[2]. Paa dette Tog var det maaskee, at Ragnvald forvandlede Karolingernes gamle prægtige Slot Cassignol ved Garonnen til en Ruin[3]. Ragnvalds Endeligt beskrives i en Legende, uden nogen nærmere Tidsbestemmelse, men saaledes at man tydeligt kan forstaa, at han betragtede sig og betragtedes kun som Rolfs Undermand. Ifølge Legenden kom han paa sit sidste Tog til St Benedikts-Klostret i Fleury, som han fandt forladt af Munkene, og hvor han opslog sin Bolig, medens hans Mænd sværmede om paa Rov. Da drømte han en Nat, at St. Benedikt selv viste sig for ham, bebrejdede ham hans Grusomheder, og slog ham med sin Stav i Hovedet. Ragnvald vaagnede, men følte fra den Tid af ulidelige Smerter, gav strax Befaling til Opbrud, og drog, som det fortælles, hjem til sit Fædreland, nemlig Nordmandie, hvor han kort efter døde i Rouen under store Lidelser. Just som han døde, opstod der pludselig en saa heftig Storm, at Tagene fløj af Husene, de Fangnes Lænker løstes, og de røvede Heste og Kvæg, 12000 i Tallet, der græssede udenfor Rouen, befriedes fra deres Tojr, og løb bort til alle Kanter[4]. Nordmandie var altsaa lige fuldt Ragnvalds rette Hjem, om han end var Loire-Nordmændenes Herre, og han stod følgelig under Rolfs Befaling. De Erhvervelser i Bretagne og ved Nantes, hvori Loire-Nordmændene bekræftedes ved Forligene af 921 og 927, kom altsaa aabenbart Rolf til Gode. Alan, Mathuedoi’s Søn, med Tilnavn Barbetorte, maa, som man seer, efter nogle Aars Forløb være vendt tilbage til Bretagne, siden han tilligemed Berengar, Greve af Rennes, i Aaret 926 eller 927

  1. Flodoards Udtryk ere: ved 921 (S. 369): Rothertus comes Nortmannos, qui Ligerim fluvium occupaverant, per 5 menses obsedit, acceptisque ab eis obsidibus, Britanniam ipsis, quam vastaverant, cum Namnetico pago concessit, quique fidem Christi coeperunt suscipere. Ved 921 (S. 874). Raginoldus cum suis Nortmannis, quia nondum possessionem intra Gallias acceperat, terram Hugonis inter Ligerim & Sequanam depopulatur. Og endelig ved 927 (S. 377): Nortmanni de Ligeri, postquam obsessi sunt hebdomadibus 5 ab Heriberto & Hugone, datis acceptisque obsidibus et concesso sibi pago Namnetico, pacem pepigere Francis.
  2. Flodoard, ved 923, S. 371.
  3. Aimoinus de Miraculis S. Benedicti, hos Duchêne, S. 31.
  4. Aimoinus, sammesteds, S. 31. Det tilføjes her paa egte Legende-Viis, at han blev højlagt, men at Jorden udkastede Ragnvalds Lig, som maatte syes i en Sæk med Stene, og kastes i Seinen, og at Erindringen om ham vilde have været tilintetgjort, hvis ikke Munkene af Fleury havde ladet hans Billede indhugge paa den nordre Væg af St. Mariæ og St Benedikt-Kirken, hvor det paa Forfatterens Tid endnu saaes.