Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/702

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
674
Vikingetog.

Vished[1]), men man kan dog ſlutte det deels deraf, at hans Søn Villjam fra denne Tid af nævnes ſom Herre af Nordmandie, deels af andre Omſtændigheder[2]. Det Møde 5 Aar før hans Død, hvorved han lod ſin Søn Villjam hylde ſom ſin Efterfølger, baade af ſine egne Mænd og af Alan og Berengar i Bretagne, har altſaa fundet Sted ved 926, og dette ſtemmer godt dermed, at Villjam i det følgende Aar allerede optræder ſom ſin Faders Medregent, og tilſværger Kong Karl Troſkabs-Ed[3].

Det kan neppe betvivles, at ogſaa Nordmændene i Loire nu erkjendte Rolfs og Villjams Højhed. Man kjender i det Hele taget lidet til deres Bedrifter, og dette lidet meeſt gjennem Legenden. Vi have ſeet, hvorledes de i Aaret 919 ødelagde Cornouaille i Bretagne[4], og forjoge Indbyggerne, eller bortførte dem, for at ſælge dem ſom Trælle. Det maa have været denne Ødelæggelſe, der nødſagede Grev Mathuedoi af Poter, gift med en Datter af den i Aaret 907 afdøde Kong Alan den ſtore, til at flygte over til England med ſin Søn, der ligeledes hed Alan, og til hvem den engelſke Konge Edward ſtod Fadder[5]. Aaret i Forvejen havde endeel af Nordmændene fra Bretagne, anførte af Jarlerne Ottar og Roald, endog været i det veſtlige England, hvorfra de dog efter nogen Tid med ſtort Tab bleve fordrevne til Irland[6]. Det er ligeledes omtalt, hvorledes Kong Robert allerede i 921 indrømmede Loire-Nordmændene en Deel af Bretagne tilligemed Heredet om Nantes, hvilket enten er blevet umiddelbart afſtaaet til Rolf, eller ſom de ſenere atter have tabt, eller hvoraf de i alle Fald endnu ikke have været i Beſiddelſe, da det kort Tid derefter (ved 929) heder at Ragnvald, der ſaa voldſomt herjede Loire- og Seine-Egnene, dengang endnu

  1. Det ſiges udtrykkeligt i Chron. Turonense, men dette Chronicon er ikke paalideligt. Imidlertid kunde dog nok enkelte af dets Dateringer grunde ſig paa ældre, paalideligere Efterretninger. Alberich, der dog heller ikke er at ſtole paa, ſætter Rolfs Død til 928 (S 266). En enkelt Kodex af Chron. Sax. ſætter Villjams, Rolfs Søns, Regjeringstiltrædelſe ved 928, uden dog at nævne noget om Rolfs Død; ſandſynligviis regnes her omtrent fra Villjams Hylding (Mon. hist. Brit. I. p. 382). Chron. S. Mart. Turonense. (Bouquet VIII. 316) ſiger at Rolf døde i ſit Hertugdømmes 42de Aar. Dette er aabenbart fejlagtigt.
  2. Nemlig deels Opſtanden i Bretagne 931, hvorom nedenfor, deels Dudos Udſagn, at Rolf døde et Luſtrum efter at hans Søn Villjam var bleven hyldet; thi denne hans Hylding maa nødvendigviis have været ſamtidig med hans egen Troſkabsaflæggelſe til Kong Karl og Freden i Bretagne 927, ligeſom Flodoard, hvor han omtaler Sammenkomſten i Eu, nævner Villjam ſom handlende paa egen Haand.
  3. Flodoard, 377.
  4. Flodoard, hos Pertz, V. p. 368.
  5. Nantes-Krøniken, hos Bouquet VIII. p. 276.
  6. Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. I. p. 376, 377. Se mere herom nedenfor § 33.