Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/702

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
674
Vikingetog.

Vished[1]), men man kan dog slutte det deels deraf, at hans Søn Villjam fra denne Tid af nævnes som Herre af Nordmandie, deels af andre Omstændigheder[2]. Det Møde 5 Aar før hans Død, hvorved han lod sin Søn Villjam hylde som sin Efterfølger, baade af sine egne Mænd og af Alan og Berengar i Bretagne, har altsaa fundet Sted ved 926, og dette stemmer godt dermed, at Villjam i det følgende Aar allerede optræder som sin Faders Medregent, og tilsværger Kong Karl Troskabs-Ed[3].

Det kan neppe betvivles, at ogsaa Nordmændene i Loire nu erkjendte Rolfs og Villjams Højhed. Man kjender i det Hele taget lidet til deres Bedrifter, og dette lidet meest gjennem Legenden. Vi have seet, hvorledes de i Aaret 919 ødelagde Cornouaille i Bretagne[4], og forjoge Indbyggerne, eller bortførte dem, for at sælge dem som Trælle. Det maa have været denne Ødelæggelse, der nødsagede Grev Mathuedoi af Poter, gift med en Datter af den i Aaret 907 afdøde Kong Alan den store, til at flygte over til England med sin Søn, der ligeledes hed Alan, og til hvem den engelske Konge Edward stod Fadder[5]. Aaret i Forvejen havde endeel af Nordmændene fra Bretagne, anførte af Jarlerne Ottar og Roald, endog været i det vestlige England, hvorfra de dog efter nogen Tid med stort Tab bleve fordrevne til Irland[6]. Det er ligeledes omtalt, hvorledes Kong Robert allerede i 921 indrømmede Loire-Nordmændene en Deel af Bretagne tilligemed Heredet om Nantes, hvilket enten er blevet umiddelbart afstaaet til Rolf, eller som de senere atter have tabt, eller hvoraf de i alle Fald endnu ikke have været i Besiddelse, da det kort Tid derefter (ved 929) heder at Ragnvald, der saa voldsomt herjede Loire- og Seine-Egnene, dengang endnu

  1. Det siges udtrykkeligt i Chron. Turonense, men dette Chronicon er ikke paalideligt. Imidlertid kunde dog nok enkelte af dets Dateringer grunde sig paa ældre, paalideligere Efterretninger. Alberich, der dog heller ikke er at stole paa, sætter Rolfs Død til 928 (S 266). En enkelt Kodex af Chron. Sax. sætter Villjams, Rolfs Søns, Regjeringstiltrædelse ved 928, uden dog at nævne noget om Rolfs Død; sandsynligviis regnes her omtrent fra Villjams Hylding (Mon. hist. Brit. I. p. 382). Chron. S. Mart. Turonense. (Bouquet VIII. 316) siger at Rolf døde i sit Hertugdømmes 42de Aar. Dette er aabenbart fejlagtigt.
  2. Nemlig deels Opstanden i Bretagne 931, hvorom nedenfor, deels Dudos Udsagn, at Rolf døde et Lustrum efter at hans Søn Villjam var bleven hyldet; thi denne hans Hylding maa nødvendigviis have været samtidig med hans egen Troskabsaflæggelse til Kong Karl og Freden i Bretagne 927, ligesom Flodoard, hvor han omtaler Sammenkomsten i Eu, nævner Villjam som handlende paa egen Haand.
  3. Flodoard, 377.
  4. Flodoard, hos Pertz, V. p. 368.
  5. Nantes-Krøniken, hos Bouquet VIII. p. 276.
  6. Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. I. p. 376, 377. Se mere herom nedenfor § 33.