Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/683

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
655
Gange-Rolf.


Dacia[1]. Fra disſe Folk nedſtammede, efter hans Mening, de Dacier eller Daner, der hjemſøgte Frankrige; da Folkemængden ved deres uordentlige Levnet tiltog i højere Grad end at Landet kunde rumme den, udjoges i Følge ældgammel Skik efter Lodkaſtning en ſtor Deel af den yngre Slægt, for at erhverve ſig Beſiddelſer andenſteds, og drog afſted efter højtidelige Offringer til ſin Gud Thor, hvilke Offringer ikke beſtode i Kvæg, men i Menneſkeblod. De kaldtes ogſaa, ſiger han, Danaer, og gjorde ſig til af at nedſtamme fra Trojaneren Antenor. Derpaa gaar han over til at omtale Haaſtein (Anstignus), og dvæler fornemmelig ved Erobringen af Luna. Endelig beſkriver han Rolfs eller Rollos Hiſtorie paa følgende Maade, „Da Folkemængden i Dacia atter paa den nysnævnte Maade begyndte at tiltage; og der opſtod indbyrdes Krige mellem Frænder, fordrede Landets Ældſte af Kongen, at den gamle Skik ſkulde overholdes, nemlig at en Deel af den yngre Slægt ved Lodkaſtning ſkulde udvælges til at forlade Landet. Kongen ſamtykkede deri, og bød ſine Statholdere at indfinde ſig paa en beſtemt Tid, for at optage Fortegnelſe over alle Sønner og Sønneſønner. Dette ſkede; men de ſaaledes udvalgte vare meget ilde tilfredſe derved og klagede deres Nød for Rolf (Rollo) og Gorm (Gurim), Sønner og Arvinger af Daciens mægtigſte Mand, der nylig var død. Denne Mand havde været Ejer af Størſtedelen af Riget, og tillige erobret de Lande, der grændſede til Dacien og Alanien; han havde aldrig bøjet ſin Nakke under nogen Konges Vælde, og aldrig erkjendt ſig for Nogens Undermand; hans Sønner vare ſmukke, velopdragne og tappre. De havde Medlidenhed med deres Jevnaldrende, og tilſagde dem ſin Hjelp. Ved Efterretningen herom beſluttede Daciens Konge at bekrige Rolf og Gorm, men blev ſlagen, og kunde intet udrette imod dem. Da Krigen havde varet i fem Aar, tog han ſin Tilflugt til Liſt og bød Fred. Rolf og Gorm, ſaavelſom de til Bortjagelſe udvalgte Ynglinger modtoge dette Tilbud, og Freden blev ſluttet og beſvoren. Men da Rolf og Gorm ingen Fare længer frygtede, ſamlede Kongen i Haſt en Hær, drog om Natten ind i Brødrenes Rige, lagde et Baghold nær ved deres By, og begyndte at belejre denne. Rolf, Gorm og de Krigere, ſom vare hos dem, gjorde et Udfald. Ved en forſtilt Flugt lokkede Kongen dem langt bort fra Byen, ſaa at denne var ganſke blottet for Forſvarere. Efter Aftale ſtormede nu de Krigere, Kongen havde lagt i Baghold, ind i Byen, ſom de uden Modſtand plyndrede og ſtak i Brand. Da Kongen ſaa Luerne, ſkjønnede han at hans Liſt var lykkets, vendte pludſeligt om og angreb Brødrene fra den ene Side, medens den Afdeling, der havde opbrændt Byen, angreb dem i Ryggen. I denne ulige Kamp

  1. Man gjenkjender Jornandes’s Ord Cap. 4: quasi officina gentium aut certe velut vagina nationum.