er sikkert, hvor vidt dens Forfatter paa dette Sted har øst af fremmede, nu tabte Kilder, fortæller om Rolf korteligen saaledes: „Paa Harald Haarfagres Tid satte nogle Vikinger af Ragnvald Jarls Æt med en stor Flaade over Solundarhavet (Vesterhavet), forjoge Beboerne af Orknøerne og gjorde sig til Herrer over dem. De toge Vintersæde her, herjede om Sommeren paa England, Skotland og Island, og underkastede sig i England Northumberland, i Skotland Katanes, og paa Island Dublin tilligemed de øvrige Søstæder. Blandt dem var en vis Rodolf (Rolf), der af sine Stalbrødre kaldtes Gange-Rolf, fordi han formedelst sit svære Legeme ej kunde ride og stedse maatte gaa. Han indtog med faa Folk Roda (Rouen) i Nordmandi ved en merkelig List. De lagde sig nemlig med femten Skibe i Skjul i en Flod; hver enkelt af Mandskabet grov foran sig en Grav, der tildækkedes med tynde Tørvlag, saa at man ej kunde see andet end at det var fast Jord; derpaa stillede de sig i Slagorden foran Gravene; Stadens Borgere angrebe dem, de flygtede for et Syns Skyld, og Forfølgerne styrtede hobeviis med
deres bepandsrede Heste ned i Graven, hvorpaa de norske Vikinger nedsablede dem. Efter saaledes at have overvundet Borgerne, droge de uhindret ind i Staden og underkastede sig hele dette Landskab, der efter dem fik Navnet Nordmandie. Da Rolf havde faaet Herredømmet, egtede han den afdøde Greves Hustru, og havde med hende Sønnen Villjam Longaspada … han angreb derpaa Friserne, og overvandt dem, men blev kort Tid efter svigagtigen dræbt af sin Stifsøn i Holland[1]“. Dette er alt, hvad vore egne historiske Skrifter berette om Rolf. Yderligere nævnes han ikke, enten i Sagaerne, eller hos de fleste samtidige frankiske og engelske Annalister. Derimod vare mange Sagn om ham opbevarede hos hans Efterkommere i Nordmandie, og disse Sagn, der rigtignok synes at være temmelig forvanskede og udpyntede med meget, som ikke egentlig vedkommer Rolf, nedskreves i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, altsaa endnu ikke hundrede Aar efter Rolfs Død, af Chorsbroderen Dudo af St. Quentin, fornemmelig efter hvad Grev Rodulf af Ivry, en Halvbroder paa mødrene Side af Rolfs Sønnesøn Richard, berettede ham, hvilke Beretninger han dog ogsaa, som man seer, har udfyldt og udpyntet med Resultater af sine egne Granskninger i ældre Skrifter, fornemmelig Jornandes’s gotiske Historie. Idet han nemlig, som levende paa den Tid, da Kong Knut i Danmark havde givet Danevældet dets højeste Udstrækning og gjort Danerne til det herskende Folk i Norden, ligefrem forudsætter, at de Nordmænd, der erobrede Normandie, vare fra Danmark, hvilket han kalder Dacia, og antager for det samme som Romernes Dacia, omtaler han de mange barbariske Folk, der ligesom en Bisværm fra en Kube, eller et Sverd fra en Slide, vare komne fra „Scanza“ og havde bosat sig i hiint
- ↑ Historia Norvegiæ. fol 4 b.
