(det vil naturligviis her kun sige at han og Tydskerne troede det, fordi de talte samme Sprog), og fattede endog Mistanke mod dem at de vare Speidere[1]. Den græske Kejser Constantin Porphyrogennetus, der omkring 950 skrev vidtløftige Skrifter om Rigets Styrelse, Hofceremoniellet o. a. d., fortæller Meget om Russerne, hvis Hjem han sætter i de øvre Dnepr-Egne (han kjendte naturligviis ikke deres Nordgrændse); han omtaler, hvorledes de, for at komme til det sorte Hav, maatte sejle ned ad Dneperen gjennem de vilde og grumme Petschenegers Land, og nævner ved denne Lejlighed Navnene paa de Fosser, som maatte passeres. Disse Navne anfører han baade, som han siger, paa Russisk og paa Slavisk, med tilføjet græsk Oversættelse; og ligesom de slaviske Navne godt kunne forklares af de gamle Kirkeflaviske og de endnu levende slaviske Sprog, saaledes kunne de saakaldte russiske ligesaagodt forklares af vort Oldsprog[2]. Den paalidelige Forfatter Ljudbrand af Ticino, (død 979 som Biskop af Cremona) der selv havde været Gesandt i Constantinopel, og derved faaet Anledning til at indhente Efterretninger om Russerne, af hvilke han vistnok endog selv havde seet enkelte, medens han tillige godt kjendte de i Vest-Europa saa berømte og berygtede Normanner, siger paa to Steder i den af ham efterladte „Samtidens Historie“, at det Folk, som Grækerne kaldte Russer, af Vesteuropæerne kaldtes Normanner; han beskriver endog det Angreb, som den russiske Storfyrste Ingor eller Igor i Aaret 945 foretog paa Constantinopel, og nævner som Hjemmelsmand sin egen Stiffader og Opdrager, der paa den Tid selv havde opholdt sig i Constantinopel som Gesandt, og med egne Øjne havde seet de russiske Fanger henrettede[3]. Hertil kommer, at de gamle russiske Annaler endnu have opbevaret os Navnene paa de russiske Høvdinger, der afsluttede eller bekræftede saavel den i sidstnævnte Aar 945, som den tidligere, i 912, med den græske Kejser indgaaede Tractat, og disse Navne, ligesom de fleste øvrige russiske Navne fra hiin Tid, ere alle reent nordiske, kun – hvad der ej er at undres over
- ↑ Se Annales Bertiniani (eg. Prudentius af Troyes) ved 839, Pertz, Monumenta hist. Germ. I. 434.
- ↑ Const. Porphyr. de imperio, Cap. 9, jvfr. Kunik, die Berufung der schwedischen Redsen II. S. 423–444. Constantin skjelner mellem ῥςσιστί (paa Russisk) og σκλαβινιστί (paa Slavisk). En Fos, som hvis slaviske Navn han opgiver ὀστροβουνίπραχ, der efter hans Oversættelse skal betyde τὸ νησίον τοῦ φραγμοῦ, (Fossens Ø), og hvori vi ogsaa gjenkjende de slaviske Ord ostrov (Ø) og prag eller porog (Fos), kalder han paa Rusisk οὐλβορσί d. e. holmfors; en Fos, hvis Navn skal betyde „den bølgende Fos“, kalder han paa slavisk βουλνηπράχ af volna, Bølge og prag, paa Russisk βαρουφόρος ɔ: bárufors, Bølgefossen.
- ↑ Liutprandi Antapodosis, I, c. II, V, c. 15; Pertz, Monumenta, V. S. 277, 331, jvfr. 353.
