Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/68

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
40
Rusſer.

(det vil naturligviis her kun ſige at han og Tydſkerne troede det, fordi de talte ſamme Sprog), og fattede endog Mistanke mod dem at de vare Speidere[1]. Den græſke Kejſer Conſtantin Porphyrogennetus, der omkring 950 ſkrev vidtløftige Skrifter om Rigets Styrelſe, Hofceremoniellet o. a. d., fortæller Meget om Rusſerne, hvis Hjem han ſætter i de øvre Dnepr-Egne (han kjendte naturligviis ikke deres Nordgrændſe); han omtaler, hvorledes de, for at komme til det ſorte Hav, maatte ſejle ned ad Dneperen gjennem de vilde og grumme Petſchenegers Land, og nævner ved denne Lejlighed Navnene paa de Fosſer, ſom maatte pasſeres. Disſe Navne anfører han baade, ſom han ſiger, paa Rusſiſk og paa Slaviſk, med tilføjet græſk Overſættelſe; og ligeſom de ſlaviſke Navne godt kunne forklares af de gamle Kirkeflaviſke og de endnu levende ſlaviſke Sprog, ſaaledes kunne de ſaakaldte rusſiſke ligeſaagodt forklares af vort Oldſprog[2]. Den paalidelige Forfatter Ljudbrand af Ticino, (død 979 ſom Biſkop af Cremona) der ſelv havde været Geſandt i Conſtantinopel, og derved faaet Anledning til at indhente Efterretninger om Rusſerne, af hvilke han viſtnok endog ſelv havde ſeet enkelte, medens han tillige godt kjendte de i Veſt-Europa ſaa berømte og berygtede Normanner, ſiger paa to Steder i den af ham efterladte „Samtidens Hiſtorie“, at det Folk, ſom Grækerne kaldte Rusſer, af Veſteuropæerne kaldtes Normanner; han beſkriver endog det Angreb, ſom den rusſiſke Storfyrſte Ingor eller Igor i Aaret 945 foretog paa Conſtantinopel, og nævner ſom Hjemmelsmand ſin egen Stiffader og Opdrager, der paa den Tid ſelv havde opholdt ſig i Conſtantinopel ſom Geſandt, og med egne Øjne havde ſeet de rusſiſke Fanger henrettede[3]. Hertil kommer, at de gamle rusſiſke Annaler endnu have opbevaret os Navnene paa de rusſiſke Høvdinger, der afſluttede eller bekræftede ſaavel den i ſidſtnævnte Aar 945, ſom den tidligere, i 912, med den græſke Kejſer indgaaede Tractat, og disſe Navne, ligeſom de fleſte øvrige rusſiſke Navne fra hiin Tid, ere alle reent nordiſke, kun – hvad der ej er at undres over

  1. Se Annales Bertiniani (eg. Prudentius af Troyes) ved 839, Pertz, Monumenta hist. Germ. I. 434.
  2. Conſt. Porphyr. de imperio, Cap. 9, jvfr. Kunik, die Berufung der ſchwediſchen Redſen II. S. 423–444. Conſtantin ſkjelner mellem ῥςσιστί (paa Rusſiſk) og σκλαβινιστί (paa Slaviſk). En Fos, ſom hvis ſlaviſke Navn han opgiver ὀστροβουνίπραχ, der efter hans Overſættelſe ſkal betyde τὸ νησίον τοῦ φραγμοῦ, (Fosſens Ø), og hvori vi ogſaa gjenkjende de ſlaviſke Ord ostrov (Ø) og prag eller porog (Fos), kalder han paa Ruſiſk οὐλβορσί d. e. holmfors; en Fos, hvis Navn ſkal betyde „den bølgende Fos“, kalder han paa ſlaviſk βουλνηπράχ af volna, Bølge og prag, paa Rusſiſk βαρουφόρος ɔ: bárufors, Bølgefosſen.
  3. Liutprandi Antapodosis, I, c. II, V, c. 15; Pertz, Monumenta, V. S. 277, 331, jvfr. 353.