Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/67

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
39
Gardarike. Rusſer.


Hvad der endmere beſtyrker den her fremſatte Mening, at Germanernes ældſte Hjem er at ſøge i det mellemſte Rusland, og at Nordboerne var det ſidſte germaniſke Folk, der forlod dette ældſte Hjem, er vore egne og fremmede Hiſtorieſkriveres Udſagn om de ældſte, egentlige Rusſer eller Beboere af det Land, ſom vore Forfædre kaldte Gardarike, Mellemrusland fra den finſke Bugt til Volga og de øvrige Dnepr-Egne. Endog i Sagnene fra de tidligſte, halvmythiſke Tider omtales Beboerne af Gardarike ſom ſtaaende i den nærmeſte Forbindelſe med Nordboerne; ældgamle genealogiſke Kvad udlede nordiſke Fyrſtefamiliers Herkomſt fra Gardarike[1], de enkelte Mænd eller Kvinder fra Gardarike, der i den fjerne Oldtid omtales, bære nordiſke Navne[2], og det forudſættes ſtedſe, om det juſt ikke udtrykkeligt meldes, at Sproget i Gardarike var det ſamme ſom i Norden. Tog fra den nordiſke Halvøes til Gardarikes Kyſt omtales i vore Oldſkrifter fra de ældſte Tider af ej ſom ſjeldne, men ſom ſædvanlige Foretagender, og Søvejen tversover Øſterſøen beſkrives ej ſom lang, vanſkelig og ſjelden benyttet, men af Maaden, hvorpaa den omtales, faar man ſnarere det Indtryk, at den anſaaes kort, vel bekjendt og ſaa ofte befaret, at man der ganſke følte ſig ſom hjemme. Hertil kommer nu forſkjellige, og aldeles paalidelige Vidnesbyrd, om at Rusſerne, det herſkende Folk i Gardarike, endnu i det 9de og 10de Aarhundrede e. Chr. talte omtrent ſamme Sprog ſom Svenſke og Nordmænd. Kort efter at man ved den tydſke Kejſer Ludvig den Frommes Hof gjennem Chriſtendommens Udbreder Ansgars Misſion til Danmark og Sverige havde lært det ſidſtnævnte Land og dets Folk nærmere at kjende[3], kom der (i Aaret 839) Geſandter til Kejſeren fra den græſke Kejſer Theophilos, og i Følge med disſe Geſandter vare ogſaa nogle Mænd fra Folket Rhos (ſaaledes ſkrive Byzantinerne altid Rusſernes Navn), ſom af deres Fyrſte vare ſendte til Conſtantinopel i et venſkabeligt Ærende, og nu ſkulde rejſe hjem igjen, men foretrak at gjøre Omvejen gjennem Tydſkland fremfor at rejſe den Vej, ad hvilken de vare komne, da denne førte dem gjennem Landſkaber, beboede af Folk, hvis Grumhed og Voldſomhed de frygtede[4]. Den tydſke Kejſer fandt imidlertid ved nærmere Underſøgelſe, at de var af Sviarnes Folk

  1. Endog i det ældgamle Eddadigt Hyndluljod (St. 15) fortælles om et Giftermaal mellem Halfdan gamle, Stamfaderen for Nordens Fyrſteſlægter, og Almveig, Datter af Eymund, der i Snorra-Edda S. 192 ſiges at være Konge i Holmgaard (Novgorod), aabenbart efter et gammelt Sagn.
  2. F. Ex. i Hervararſaga: Herlaug, Rollaug.
  3. Ansgars førſte Beſøg til Sverige ſkete 831, og allerede noget tidligere havde ſvenſke Geſandter været hos Kejſer Ludvig. (Rembert. Vita Ansgarii Cap. 9, 10, jvf. Chron. Corbeiense, ved 831).
  4. Nemlig Petſchenegerne.