Hvad der endmere bestyrker den her fremsatte Mening, at Germanernes ældste Hjem er at søge i det mellemste Rusland, og at Nordboerne var det sidste germaniske Folk, der forlod dette ældste Hjem, er vore egne og fremmede Historieskriveres Udsagn om de ældste, egentlige Russer eller Beboere af det Land, som vore Forfædre kaldte Gardarike, Mellemrusland fra den finske Bugt til Volga og de øvrige Dnepr-Egne. Endog i Sagnene fra de tidligste, halvmythiske Tider omtales Beboerne af Gardarike som staaende i den nærmeste Forbindelse med Nordboerne; ældgamle genealogiske Kvad udlede nordiske Fyrstefamiliers Herkomst fra Gardarike[1], de enkelte Mænd eller Kvinder fra Gardarike, der i den fjerne Oldtid omtales, bære nordiske Navne[2], og det forudsættes stedse, om det just ikke udtrykkeligt meldes, at Sproget i Gardarike var det samme som i Norden. Tog fra den nordiske Halvøes til Gardarikes Kyst omtales i vore Oldskrifter fra de ældste Tider af ej som sjeldne, men som sædvanlige Foretagender, og Søvejen tversover Østersøen beskrives ej som lang, vanskelig og sjelden benyttet, men af Maaden, hvorpaa den omtales, faar man snarere det Indtryk, at den ansaaes kort, vel bekjendt og saa ofte befaret, at man der ganske følte sig som hjemme. Hertil kommer nu forskjellige, og aldeles paalidelige Vidnesbyrd, om at Russerne, det herskende Folk i Gardarike, endnu i det 9de og 10de Aarhundrede e. Chr. talte omtrent samme Sprog som Svenske og Nordmænd. Kort efter at man ved den tydske Kejser Ludvig den Frommes Hof gjennem Christendommens Udbreder Ansgars Mission til Danmark og Sverige havde lært det sidstnævnte Land og dets Folk nærmere at kjende[3], kom der (i Aaret 839) Gesandter til Kejseren fra den græske Kejser Theophilos, og i Følge med disse Gesandter vare ogsaa nogle Mænd fra Folket Rhos (saaledes skrive Byzantinerne altid Russernes Navn), som af deres Fyrste vare sendte til Constantinopel i et venskabeligt Ærende, og nu skulde rejse hjem igjen, men foretrak at gjøre Omvejen gjennem Tydskland fremfor at rejse den Vej, ad hvilken de vare komne, da denne førte dem gjennem Landskaber, beboede af Folk, hvis Grumhed og Voldsomhed de frygtede[4]. Den tydske Kejser fandt imidlertid ved nærmere Undersøgelse, at de var af Sviarnes Folk
- ↑ Endog i det ældgamle Eddadigt Hyndluljod (St. 15) fortælles om et Giftermaal mellem Halfdan gamle, Stamfaderen for Nordens Fyrsteslægter, og Almveig, Datter af Eymund, der i Snorra-Edda S. 192 siges at være Konge i Holmgaard (Novgorod), aabenbart efter et gammelt Sagn.
- ↑ F. Ex. i Hervararsaga: Herlaug, Rollaug.
- ↑ Ansgars første Besøg til Sverige skete 831, og allerede noget tidligere havde svenske Gesandter været hos Kejser Ludvig. (Rembert. Vita Ansgarii Cap. 9, 10, jvf. Chron. Corbeiense, ved 831).
- ↑ Nemlig Petschenegerne.
