lægge den Bevægelse, der aabnede Vikinge-Perioden. Vi slutte derhos med nogenlunde Sikkerhed, at de fleste af de germaniske Nationer, vi i den tidligste Tid finde længst mod Syd, ogsaa tidligst ere komne nordenfra, og at de, vi finde nordligst, have haft den nordligste Plads ligefra de ældste Tider. Vi slutte endelig, at forsaavidt Tacitus’s og Plinius’s Inddeling i Ingæver, Istæver og Herminer er rigtig – hvad man ej har Grund til at betvivle – maa Herminerne betegne Sydtydskerne, Istæverne Rhin- eller Vest-Tydskerne, og Ingæverne de egentlige skandiske Germaner, nemlig Goter og Nordboer; thi Hovedforskjellen mellem Nordgermaner og Sydgermaner var hine Tiders Skribenter aldeles ikke klar. Men hvorfra og hvorledes Germanerne nærmest kom til Norden, derom savne vi aldeles tydelige eller umiddelbare Vink. Vi vide, at i Aarhundreder, hvor Germanerne i Almindelighed og Nordboer i Særdeleshed ikke besad stort større Kultur, end de ved Middelalderens Begyndelse var i Besiddelse af, gaves der flere, meget befarede Handelsveje mellem Østersøen og Orienten, deels over Gulland, Øsel og Dyna, deels over Aalandshavet, Estland eller Finland, Ladoga og Volga; deels endelig over det hvide Hav, Dvina og Volga[1]. Vi have tillige seet, hvorledes Germanernes Urhjem efter al Sandsynlighed maa søges mellem Tschuderne ved Nordiishavet og Skythosarmaterne idet nuværende Syd-Rusland. Rimeligst bliver det saaledes at antage, at Germanerne ogsaa ad disse Veje ere komne over Østersøen til den nordiske Halvø; nogle, nemlig de egentlige Tydskere, sydligere, nogle nordligere; at de først ankomne efterhaanden have arbejdet sig sydefter, og at deres Plads er optagen af senere indkomne; at de omsider fra den yderste Rand (Skandja) af Halvøen atter drog over Søen; at Goter fornemmelig opslog deres Bopæl i den sydligste Deel af Halvøen, paa Øerne og den jydske Halvø; at den egentlige nordgermaniske Afdeling baade kom sidst og nordligst, saaledes at vore Forfædre søgte længst mod Nordvesten, Sviarne nedsatte sig omkring Mælaren; men at det bliver en Umulighed at sige endog med en nogenlunde Grad af Vished, om de første Nordmænd kom nordenom Botnhavet, eller om de, følgende Vasdragene mod Nord, gik tilsøs langs Iishavets Kyster indtil de fandt Egne skikkede til Bebyggelse. Den sidste Antagelse synes at være den rimeligste. Og saameget er vist, at Nordmændene umuligt kunne have lagt deres Vej gjennem Sveriges, endnu i Middelalderen uopryddede Urskove.
- ↑ Om Handelsvejene fra Norden til Orienten, se Rasmussen de Orientis commercio cum Russia et Scandinavia medio ævo. De mange arabiske Mynter, som findes i Strøget fra Skaane over Bornholm, Preussen og videre mod det sorte Hav, ere ogsaa talende Beviser for den levende Forbindelse mellem Norden og Østen. Om vore Forfædres Tog til Bjarmeland (ved Dvina) ville vi i det Følgende saa nok at fortælle.
