Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/66

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
38
Indvandringsvej.

lægge den Bevægelſe, der aabnede Vikinge-Perioden. Vi ſlutte derhos med nogenlunde Sikkerhed, at de fleſte af de germaniſke Nationer, vi i den tidligſte Tid finde længſt mod Syd, ogſaa tidligſt ere komne nordenfra, og at de, vi finde nordligſt, have haft den nordligſte Plads ligefra de ældſte Tider. Vi ſlutte endelig, at forſaavidt Tacitus’s og Plinius’s Inddeling i Ingæver, Iſtæver og Herminer er rigtig – hvad man ej har Grund til at betvivle – maa Herminerne betegne Sydtydſkerne, Iſtæverne Rhin- eller Veſt-Tydſkerne, og Ingæverne de egentlige ſkandiſke Germaner, nemlig Goter og Nordboer; thi Hovedforſkjellen mellem Nordgermaner og Sydgermaner var hine Tiders Skribenter aldeles ikke klar. Men hvorfra og hvorledes Germanerne nærmeſt kom til Norden, derom ſavne vi aldeles tydelige eller umiddelbare Vink. Vi vide, at i Aarhundreder, hvor Germanerne i Almindelighed og Nordboer i Særdeleshed ikke beſad ſtort ſtørre Kultur, end de ved Middelalderens Begyndelſe var i Beſiddelſe af, gaves der flere, meget befarede Handelsveje mellem Øſterſøen og Orienten, deels over Gulland, Øſel og Dyna, deels over Aalandshavet, Eſtland eller Finland, Ladoga og Volga; deels endelig over det hvide Hav, Dvina og Volga[1]. Vi have tillige ſeet, hvorledes Germanernes Urhjem efter al Sandſynlighed maa ſøges mellem Tſchuderne ved Nordiishavet og Skythoſarmaterne idet nuværende Syd-Rusland. Rimeligſt bliver det ſaaledes at antage, at Germanerne ogſaa ad disſe Veje ere komne over Øſterſøen til den nordiſke Halvø; nogle, nemlig de egentlige Tydſkere, ſydligere, nogle nordligere; at de førſt ankomne efterhaanden have arbejdet ſig ſydefter, og at deres Plads er optagen af ſenere indkomne; at de omſider fra den yderſte Rand (Skandja) af Halvøen atter drog over Søen; at Goter fornemmelig opſlog deres Bopæl i den ſydligſte Deel af Halvøen, paa Øerne og den jydſke Halvø; at den egentlige nordgermaniſke Afdeling baade kom ſidſt og nordligſt, ſaaledes at vore Forfædre ſøgte længſt mod Nordveſten, Sviarne nedſatte ſig omkring Mælaren; men at det bliver en Umulighed at ſige endog med en nogenlunde Grad af Vished, om de førſte Nordmænd kom nordenom Botnhavet, eller om de, følgende Vasdragene mod Nord, gik tilſøs langs Iishavets Kyſter indtil de fandt Egne ſkikkede til Bebyggelſe. Den ſidſte Antagelſe ſynes at være den rimeligſte. Og ſaameget er viſt, at Nordmændene umuligt kunne have lagt deres Vej gjennem Sveriges, endnu i Middelalderen uopryddede Urſkove.

  1. Om Handelsvejene fra Norden til Orienten, ſe Rasmusſen de Orientis commercio cum Russia et Scandinavia medio ævo. De mange arabiſke Mynter, ſom findes i Strøget fra Skaane over Bornholm, Preusſen og videre mod det ſorte Hav, ere ogſaa talende Beviſer for den levende Forbindelſe mellem Norden og Øſten. Om vore Forfædres Tog til Bjarmeland (ved Dvina) ville vi i det Følgende ſaa nok at fortælle.