Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/65

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
37
Sagn om Skandinavia.

Tanais’s Mundinger, hvor de i Førstningen boede: da opstaar strax Forestillingen om at Jornandes har gjort sig skyldig i den allerede ovenfor omtalte Forvexling mellem Tanais og en nordeuropæisk, i flere Arme udrindende Elv, vistnok Gøta-Elven, den eneste Elv paa det skandiske Fastland, som her kan komme i Betragtning, især da det hos Prokop opbevarede Sagn melder at de til Norden tilbagevendte Eruler bosatte sig hos Gauterne eller Gøterne, det vil altsaa sige i Nærheden af Gøta-Elven.

Alle disse Oplysninger godtgjøre tilstrækkeligt, at alle eller idetmindste de fleste tydsk-germaniske Nationer før og i de nærmeste Aarhundreder efter Folkevandringen havde bestemte Sagn om at de over Skandinavien vare komne til Tydskland. Disse Sagn ere af saameget større Betydenhed, som de forskjellige, efter enhver Dialekt lempede Skikkelser, under hvilke Navnet hos de forskjellige Forfattere fremtræder, (Skandja, Scandinavia, Scatenange, Schatanavia, Scedenicg), saavelsom de forskjellige Maader, paa hvilket Sagnet af de enkelte Nationers Skribenter berettes, klart lægger for Dagen, at det i enhver Stamme har vedligeholdt sig som dets eget, upaavirket af, og end mindre laant fra andre beslægtede Stammers Sagnkreds. Men under disse Omstændigheder faar det en større Betydning end slige ethnographiske Sagn almindeligviis pleje at have. Saadanne ere nemlig sædvanligviis opgjorte i sildigere Tider, hvor den oprindelige Sagntraad forlængst var afbrudt, og Trangen til at erstatte, hvad der var gaaet tabt, gav sig Luft i ukritiske og uheldige, tildeels barnlige, Gisninger. Men Sagnene om Udvandringen fra Skandinavien ligge umiskjendeligt dybere i Folke-Erindringen, og kunne derfor gjøre Fordring paa at betragtes som paalidelige Vidnesbyrd om Folkebevægelser i Nationernes fjerneste Fortid.

8. Indvandringsvejen. Gardarike. Russer.

Indeholde saaledes ej alene de ældre græsk-romerske Skribenters Efterretninger, men Germanernes egne Oldsagn bestemte Antydninger til at alle det store Hovedfolks enkelte Nationer ere komne fra Norden, ja endog fra Skandien eller Skaane, kan man ikke længer ansee det tvivlsomt, at dette virkelig har været Germanernes sidste Vandringsbane, og at de i en fjern Fortid ligesom have kilet sig ind, eller besat de ubeboede Landstrækninger mellem Kelter og Vender, og efterhaanden udbredt sig mod Syd, Øst og Vest, indtil de stødte sammen med Romerne. Vi bemerke ogsaa forskjellige Bevægelses-Perioder, mellem hvilke de germaniske Nationer forholdsviis synes at have holdt sig rolige; den første i de Aarhundreder før Christus, hvor Kelterne foretog deres sidste Vandringer; den anden ved den saakaldte markomanniske Krig, og den tredie ved den egentlige saakaldte store Folkevandring, hvortil vi og i den mere bekjendte historiske Tidsalder kunde