Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/65

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
37
Sagn om Skandinavia.

Tanais’s Mundinger, hvor de i Førſtningen boede: da opſtaar ſtrax Foreſtillingen om at Jornandes har gjort ſig ſkyldig i den allerede ovenfor omtalte Forvexling mellem Tanais og en nordeuropæiſk, i flere Arme udrindende Elv, viſtnok Gøta-Elven, den eneſte Elv paa det ſkandiſke Faſtland, ſom her kan komme i Betragtning, iſær da det hos Prokop opbevarede Sagn melder at de til Norden tilbagevendte Eruler boſatte ſig hos Gauterne eller Gøterne, det vil altſaa ſige i Nærheden af Gøta-Elven.

Alle disſe Oplysninger godtgjøre tilſtrækkeligt, at alle eller idetmindſte de fleſte tydſk-germaniſke Nationer før og i de nærmeſte Aarhundreder efter Folkevandringen havde beſtemte Sagn om at de over Skandinavien vare komne til Tydſkland. Disſe Sagn ere af ſaameget ſtørre Betydenhed, ſom de forſkjellige, efter enhver Dialekt lempede Skikkelſer, under hvilke Navnet hos de forſkjellige Forfattere fremtræder, (Skandja, Scandinavia, Scatenange, Schatanavia, Scedenicg), ſaavelſom de forſkjellige Maader, paa hvilket Sagnet af de enkelte Nationers Skribenter berettes, klart lægger for Dagen, at det i enhver Stamme har vedligeholdt ſig ſom dets eget, upaavirket af, og end mindre laant fra andre beſlægtede Stammers Sagnkreds. Men under disſe Omſtændigheder faar det en ſtørre Betydning end ſlige ethnographiſke Sagn almindeligviis pleje at have. Saadanne ere nemlig ſædvanligviis opgjorte i ſildigere Tider, hvor den oprindelige Sagntraad forlængſt var afbrudt, og Trangen til at erſtatte, hvad der var gaaet tabt, gav ſig Luft i ukritiſke og uheldige, tildeels barnlige, Gisninger. Men Sagnene om Udvandringen fra Skandinavien ligge umiskjendeligt dybere i Folke-Erindringen, og kunne derfor gjøre Fordring paa at betragtes ſom paalidelige Vidnesbyrd om Folkebevægelſer i Nationernes fjerneſte Fortid.

8. Indvandringsvejen. Gardarike. Rusſer.

Indeholde ſaaledes ej alene de ældre græſk-romerſke Skribenters Efterretninger, men Germanernes egne Oldſagn beſtemte Antydninger til at alle det ſtore Hovedfolks enkelte Nationer ere komne fra Norden, ja endog fra Skandien eller Skaane, kan man ikke længer anſee det tvivlſomt, at dette virkelig har været Germanernes ſidſte Vandringsbane, og at de i en fjern Fortid ligeſom have kilet ſig ind, eller beſat de ubeboede Landſtrækninger mellem Kelter og Vender, og efterhaanden udbredt ſig mod Syd, Øſt og Veſt, indtil de ſtødte ſammen med Romerne. Vi bemerke ogſaa forſkjellige Bevægelſes-Perioder, mellem hvilke de germaniſke Nationer forholdsviis ſynes at have holdt ſig rolige; den førſte i de Aarhundreder før Chriſtus, hvor Kelterne foretog deres ſidſte Vandringer; den anden ved den ſaakaldte markomanniſke Krig, og den tredie ved den egentlige ſaakaldte ſtore Folkevandring, hvortil vi og i den mere bekjendte hiſtoriſke Tidsalder kunde