Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/64

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
36
Germanerne fra Skandinavia.

af Ermanarik undertvungne Nationer[1], have idetmindste Navn tilfælles med de i Norges ældre Historie forekommende Rygir eller Rogar, der befolkede Ryfylke (Rogaland), maaskee ogsaa flere af det sydligste Norges Kyster, og som undertiden, fordi de boede paa Øer, kaldtes Holmryger, hvilket Navn gjenkjendes i Jornandes’s Ulmerugii. Paul Warnefried lader Langobarderne, eller – som deres ældste Navn lød – Vinilerne fra Scandinavia drage til Scoringa, hvor de stred med Vandalerne og fik Navnet Langobarder, derpaa til Mauringa, videre til Golanda (Gotland) eller efter en anden Læsemaade til Rugulandia (Rugernes Land)[2], medens den anonyme Forfatter sætter deres ældste Sæde ved den vindelske Elv og derfra fører dem til Scatenauge. Naar man veed, at den nordligste Deel af Jylland allerede fra den fjerneste Oldtid hed Vendil (Vendsyssel) kommer man let paa den Tanke, at den vendilske Elv hos Anonymen ej betyder andet end Kattegattet og at Albiæ flumen, hvis Bred „Scatenauge“ siges at være, oprindeligt eller egentligt kun er Gøta-Elven, og ikke Elben i Tydskland, som de fleste, og maaskee endog Sagnets Nedskriver selv, have antaget[3]. Ved Skirerne, der af Plinius omtales i Nærheden af Weichsel, og som af sildigere Skribenter oftest nævnes i Forbindelse med Ruger og Eruler, maa man tænke paa det norske Landskab Skiringssal ved Logens Udløb i Skagerraket, og ved dette igjen paa Paul Warnefried’s Scoringa, saameget mere som man ogsaa finder Skirerne kaldte Skerer eller Skører[4]. Og naar Jornandes paa eet Sted siger at Erulerne af Danerne vare uddrevne fra sit egentlige Hjem, men paa et andet, ifølge den gotiske Historieskriver Ablavius’s Udsagn, at de fik deres Navn (egentlig med omsatte Bogstaver: Heluri) efter Sumpene ved Mæotis[5], altsaa ved Don’s eller

  1. ↑ Jornandes Cap. 23.
  2. ↑ Paul. Diac. I, 7–13.
  3. ↑ Ved Wendelsæ forstaaes i angelsaxiske Skrifter Middelhavet. Men da de neppe kjendte til Middelhavet førend efterat de ved Christendommens Indførelse vare komne i nærmere Berørelse med Rom, maa denne Benævnelse være laant eller overført fra en anden Gjenstand. Og denne maa visselig have været Kattegattet og Østersøen, der i Norden forholdt sig til Oceanet, som i Syden Middelhavet, eller som i Sammenligning med Oceanet var et Indre-Hav, Grækernes θαλάττα, modsat ὠκεανός. Ved Wendnelsæ har man maaskee just tænkt sig en θαλάττα. Forresten bør man heller ikke lade det norske, til Skagerrakets inderste Krog stødende Landskab Vingulmark, og det i Jornandes’s Fortegnelse paa Skandjas Beboere forekommende Vinoviloth uberørt.
  4. ↑ Nemlig hos Sid. Apollinari, ant. 7, 322, hvor man foruden „Scirum“ læser Scerum eller Scoerum. Bogstavet o i Scoringa kunde desuden let fremkomme ved en Fejlskrift.
  5. ↑ Nemlig det græske ἕλη, af ἕλος et Morads. Jeg behøver ikke at tilføje at Etymologien er aldeles urimelig.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Det_norske_Folks_Historie_1-1-1.djvu/64&oldid=192878»