Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/64

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
36
Germanerne fra Skandinavia.

af Ermanarik undertvungne Nationer[1], have idetmindſte Navn tilfælles med de i Norges ældre Hiſtorie forekommende Rygir eller Rogar, der befolkede Ryfylke (Rogaland), maaſkee ogſaa flere af det ſydligſte Norges Kyſter, og ſom undertiden, fordi de boede paa Øer, kaldtes Holmryger, hvilket Navn gjenkjendes i Jornandes’s Ulmerugii. Paul Warnefried lader Langobarderne, eller – ſom deres ældſte Navn lød – Vinilerne fra Scandinavia drage til Scoringa, hvor de ſtred med Vandalerne og fik Navnet Langobarder, derpaa til Mauringa, videre til Golanda (Gotland) eller efter en anden Læſemaade til Rugulandia (Rugernes Land)[2], medens den anonyme Forfatter ſætter deres ældſte Sæde ved den vindelſke Elv og derfra fører dem til Scatenauge. Naar man veed, at den nordligſte Deel af Jylland allerede fra den fjerneſte Oldtid hed Vendil (Vendſysſel) kommer man let paa den Tanke, at den vendilſke Elv hos Anonymen ej betyder andet end Kattegattet og at Albiæ flumen, hvis Bred „Scatenauge“ ſiges at være, oprindeligt eller egentligt kun er Gøta-Elven, og ikke Elben i Tydſkland, ſom de fleſte, og maaſkee endog Sagnets Nedſkriver ſelv, have antaget[3]. Ved Skirerne, der af Plinius omtales i Nærheden af Weichſel, og ſom af ſildigere Skribenter ofteſt nævnes i Forbindelſe med Ruger og Eruler, maa man tænke paa det norſke Landſkab Skiringsſal ved Logens Udløb i Skagerraket, og ved dette igjen paa Paul Warnefried’s Scoringa, ſaameget mere ſom man ogſaa finder Skirerne kaldte Skerer eller Skører[4]. Og naar Jornandes paa eet Sted ſiger at Erulerne af Danerne vare uddrevne fra ſit egentlige Hjem, men paa et andet, ifølge den gotiſke Hiſtorieſkriver Ablavius’s Udſagn, at de fik deres Navn (egentlig med omſatte Bogſtaver: Heluri) efter Sumpene ved Mæotis[5], altſaa ved Don’s eller

  1. Jornandes Cap. 23.
  2. Paul. Diac. I, 7–13.
  3. Ved Wendelsæ forſtaaes i angelſaxiſke Skrifter Middelhavet. Men da de neppe kjendte til Middelhavet førend efterat de ved Chriſtendommens Indførelſe vare komne i nærmere Berørelſe med Rom, maa denne Benævnelſe være laant eller overført fra en anden Gjenſtand. Og denne maa visſelig have været Kattegattet og Øſterſøen, der i Norden forholdt ſig til Oceanet, ſom i Syden Middelhavet, eller ſom i Sammenligning med Oceanet var et Indre-Hav, Grækernes θαλάττα, modſat ὠκεανός. Ved Wendnelsæ har man maaſkee juſt tænkt ſig en θαλάττα. Forreſten bør man heller ikke lade det norſke, til Skagerrakets inderſte Krog ſtødende Landſkab Vingulmark, og det i Jornandes’s Fortegnelſe paa Skandjas Beboere forekommende Vinoviloth uberørt.
  4. Nemlig hos Sid. Apollinari, ant. 7, 322, hvor man foruden „Scirum“ læſer Scerum eller Scoerum. Bogſtavet o i Scoringa kunde desuden let fremkomme ved en Fejlſkrift.
  5. Nemlig det græſke ἕλη, af ἕλος et Morads. Jeg behøver ikke at tilføje at Etymologien er aldeles urimelig.