Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/63

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
35
Germanerne fra Skandinavia.


Men herom er Jornandes ikke ene. Ogſaa Langobarderne, ſkjøndt henhørende til den overtydſke eller ſydtydſke Green – hvad deres Sprog nokſom viſer – udledede ſin Herkomſt fra Skandinavia[1]. Allerede Proſper af Aquitanien, der levede i det 5te Aarhundrede, omtaler deres Udvandring fra „de yderſte Grændſer af Germanien, Oceanets Kyſt og den ſtore Ø Skandia“ Deres Nationalforfatter Paul Warnefried nævner udtrykkeligt Skandinavia ſom Langobardernes ældſte Hjem[2]; en unavngiven Forfatter nævner den Vindelſke Elv (anmis vindelicus) i deres Naboſkab, hvorfra de flyttede til Scatenauge, Albiæ iluminis ripa og derfra videre[3]. Ogſaa den frankiſke Forfatter Fredegar veed at fortælle om Schatanavia eller Schandinavia, mellem Donau og Oceanet, ſom Langobardernes oprindelige Hjem[4], og afgiver derved tillige et tydeligt Beviis paa den Forvexling af Nordens og Øſtens Hovedfloder, ſom vi ovenfor have omtalt, thi det er klart, at ved Danubius eller Donau her ikke oprindelig den egentlige Donau har været meent, men den ubekjendte Tanais, og ved denne igjen Gøta-Elven, imellem hvilken og Oceanet Skandien eller Skaane er beliggende. Den frankiſke, med Karl den Store omtrent ſamtidige Hraban Maur, der allerede havde lært at kjende Normannerne ſom Nordens Herrer, ſiger udtrykkeligt, at „alle, der tale det tydſke Sprog, ſtamme fra dem“, det vil ſige fra de Lande, hvor de paa den Tid boede[5]. Og den ſaxiſke Forfatter Widukind fra det 10nde Aarhundrede nævner om et gammelt Sagn, der udledede Saxernes Herkomſt fra Daner og Normanner (de af Daner og Nordmænd beherſkede Lande), altſaa Norden[6]. Hvorledes Angelſaxerne anſaa Jylland for deres ældre Hjem, er bekjendt nok, og hvor Prokop omhandler Erulernes Tog fra Syden, rimeligviis til Hjemmet, lader han dem drage førſt gjennem ſlaviſke Stammer, derpaa over en ubeboet Strækning, ſaa til Varnerne, derpaa gjennem Danernes Nationer, og endelig over Havet til Thule, der hos ham er eenstydigt med Jornandes’s Skandja, og hvor Gauterne lod dem bo hos ſig[7].

Der findes ved de her anførte Sagn enkelte Omſtændigheder, ſom endog nærmere antyde en nordiſk Lokalitet. Allerede de ſaakaldte Rugier, Ruger eller Roger, der oftere nævnes ſammen med Goter og Eruler, og af Prokop udtrykkeligt kaldes et gotiſk Folk, ligeſom Jornandes nævner dem blandt de

  1. Proſper Aquit. Chron. Ronc ved Aar 379, I, 635. (ed. Scalig.).
  2. Paul Diac. I. 7.
  3. Anonymus Langob. i Fortalen til Ritters Udgave af Codex Theodoſianus.
  4. Fredegar. Hist. Franc. epit. c. 65.
  5. Hrab. Maur. hos Goldast. Scr. rer. alem II. P. I. p. 67. Se ogſaa Nigellus de baptismo Haraldi regis, Langebek. scr. r. D. I. p. 400.
  6. Pertz Mon. Germ. p. V. 417.
  7. Prokop. got. Kr. II. II.