Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/62

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
34
Jornandes.

hvor de ſaakaldte Vidivarier ſenere, efterat Gepiderne vare dragne bort, nedſatte ſig og endnu paa hans Tid boede, nær ved Æſterne. De førſt ankomne Goter begave ſig til de dengang ved Oceanets Kyſter boende Ulmerugers Land, fordrev dem derfra og erobrede Vandalernes Land. Her forøgede de ſig ſaa ſterkt, at de allerede under den femte Konge efter Berik, nemlig Filimer, Godariks Søn, maatte opſøge ſig nye Bopæle, og drog til Skythernes Land, hvorfra de ſiden udbredede ſig videre mod Syden. At Jornandes ved Gotiſkandja og Gepid-Øerne omtrent maa have tænkt ſig eet og det ſamme Land, er iøjnefaldende; derimod er det ſaare uviſt, hvorvidt Sagnet oprindelig dermed har meent, hvad han antager dem for, nemlig Landene ved Weichſel-Mundingen. Han boede ſelv i Syden, og havde ſaaledes neppe haft Anledning til at erhverve nogen klar Foreſtilling om Nordens geographiſke Forholde. Han vidſte nogenlunde Beſked om Weichſelen, og om at de ſaakaldte Vidivarjer (Viter eller Vider, efter hvilke Landet endnu i det 9de Aarhundrede kaldtes Vitland) boede i dens Nærhed[1]. Men han maatte ogſaa have hørt om de tre danſke Sunde, – om hvilke Mela udtrykkeligt ſiger (ſee ovenf. S. 16) at de ligne Strømme – og de danſke eller ſkandiſke Øer, hvilke Ptolemæos, ſom vi have ſeet, netop lægger ved Weichſel-Udløbet; og da Jornandes følger Ptolemæos, blive hans trende Weichſel-Mundinger derfor ingen andre Strømme, end de danſke Sunde, hans Gepid-Øer de danſke Øer, og hans Gotiſkandja enten det egentlige Skaane, ſom han fejlagtigt antager forſkjelligt fra det ældſte Skandja, eller ogſaa maaſkee den nordtydſke Kyſt. Med disſe dunkle Fortidsminder ſammenblander han, hvad han af egen Erfaring har hørt om Vidivarjerne eller Viderne ved det virkelige Weiſchel-Udløb. At man endog i Middelalderen fortolkede disſe Steder hos Jornandes paa ſamme Maade, viſer den allerede i tvende danſke Krøniker fra det 13de Aarhundreds Slutning eller der 14de’s Begyndelſe optagne, øjenſynligt paa Jornandes grundede, Fabel om de øſtlige danſke Øers ældre Navn Witheſleth og deres Erobring af Kong Dan, hvorom vi ogſaa nedenfor komme til at handle[2]. Jornandes har her altſaa virkelig antydet en Vandring af Goterne fra den ſydlige Deel af den nordiſke Halvø til de danſke Øer og videre mod Syden indtil Egnene ved det ſorte Hav. Men han antyder ogſaa et mere almindeligt germaniſk Sagn om Skandja ſom alle de udvandrende Nationers ældre Hjem, idet han kalder den „Folkenes Frembringelſesſted og Nationernes Moderſkjød“[3].

  1. Jornandes, Cap. 5 og 17.
  2. Kong Eriks Krønike (eg. Rykloſters Annaler) og de Esromſke Annaler i Langebeks Scriptores r. D. I. p. 150 og 223.
  3. Scandia insula, quasi officina gentium aut certe velut vagina nationum, Jorn. Cap. 4.