hvor de saakaldte Vidivarier senere, efterat Gepiderne vare dragne bort, nedsatte sig og endnu paa hans Tid boede, nær ved Æsterne. De først ankomne Goter begave sig til de dengang ved Oceanets Kyster boende Ulmerugers Land, fordrev dem derfra og erobrede Vandalernes Land. Her forøgede de sig saa sterkt, at de allerede under den femte Konge efter Berik, nemlig Filimer, Godariks Søn, maatte opsøge sig nye Bopæle, og drog til Skythernes Land, hvorfra de siden udbredede sig videre mod Syden. At Jornandes ved Gotiskandja og Gepid-Øerne omtrent maa have tænkt sig eet og det samme Land, er iøjnefaldende; derimod er det saare uvist, hvorvidt Sagnet oprindelig dermed har meent, hvad han antager dem for, nemlig Landene ved Weichsel-Mundingen. Han boede selv i Syden, og havde saaledes neppe haft Anledning til at erhverve nogen klar Forestilling om Nordens geographiske Forholde. Han vidste nogenlunde Besked om Weichselen, og om at de saakaldte Vidivarjer (Viter eller Vider, efter hvilke Landet endnu i det 9de Aarhundrede kaldtes Vitland) boede i dens Nærhed[1]. Men han maatte ogsaa have hørt om de tre danske Sunde, – om hvilke Mela udtrykkeligt siger (see ovenf. S. 16) at de ligne Strømme – og de danske eller skandiske Øer, hvilke Ptolemæos, som vi have seet, netop lægger ved Weichsel-Udløbet; og da Jornandes følger Ptolemæos, blive hans trende Weichsel-Mundinger derfor ingen andre Strømme, end de danske Sunde, hans Gepid-Øer de danske Øer, og hans Gotiskandja enten det egentlige Skaane, som han fejlagtigt antager forskjelligt fra det ældste Skandja, eller ogsaa maaskee den nordtydske Kyst. Med disse dunkle Fortidsminder sammenblander han, hvad han af egen Erfaring har hørt om Vidivarjerne eller Viderne ved det virkelige Weischel-Udløb. At man endog i Middelalderen fortolkede disse Steder hos Jornandes paa samme Maade, viser den allerede i tvende danske Krøniker fra det 13de Aarhundreds Slutning eller der 14de’s Begyndelse optagne, øjensynligt paa Jornandes grundede, Fabel om de østlige danske Øers ældre Navn Withesleth og deres Erobring af Kong Dan, hvorom vi ogsaa nedenfor komme til at handle[2]. Jornandes har her altsaa virkelig antydet en Vandring af Goterne fra den sydlige Deel af den nordiske Halvø til de danske Øer og videre mod Syden indtil Egnene ved det sorte Hav. Men han antyder ogsaa et mere almindeligt germanisk Sagn om Skandja som alle de udvandrende Nationers ældre Hjem, idet han kalder den „Folkenes Frembringelsessted og Nationernes Moderskjød“[3].
