Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/61

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
33
Jornandes.

digviis mange Forviklinger og Vildfarelſer opſtaa, af ſamme Slags, ſom de vi allerede have omtalt, og ſom ere en uundgaaelig Følge af virkelige Kjendsgjerningers Underordnen under forud opgjorte Hypotheſer og forudfattede Meninger. Den ſamme Kritik, ſom maa anvendes ved Bedømmelſen og Benyttelſen af Plinius’s, Tacitus’s og Ptolemæos’s Efterretninger om Norden, maa ſaaledes ogſaa anvendes ved Jornandes’s Prokops og Paul Warnefrieds, og det i ſaameget højere Grad, ſom Notitſernes Mængde og Indholdsrigdom er ſaameget ſtørre end i de tidligere, ugermaniſke Skribenters magre Relationer.

Vi erfare da førſt og fremſt af Jornandes, ifølge gamle gotiſke Sagn, at Goterne udledede deres Herkomſt fra det ſamme Skandja[1], hvor vi allerede hos Ptolemæos og maaſkee endog hos Pytheas finder dem omtalte. Dette Skandja beſkriver Jornandes ſaaledes, at man kan ſee, at han viſtnok dermed iſær mener Skaane, men at han tillige derunder indbefatter den hele nordiſke Halvø. Han lægger nemlig, følgende Ptolemæos, ſom han udtrykkeligt nævner, Skandja ligeoverfor, ja i Syne (in conspectu) af Floden Weichſelens 3 Mundinger, men omtaler tillige blandt Skandja’s Indbyggere ej alene Dani og Beboere af Sverige, ſom Svethans (Svearne), Theustes (Thjuſt i Smaaland), Finnaithæ (Finveden), men ogſaa norſke Folk, ſom Raumaricæ, Ragnaricii (Ranrikinger), ja endog Scretofennæ (Skridfinnerne). Det af Jornandes meddeelte Sagn om Goternes Udvandring er heel merkeligt. I en fjern Oldtid (han henfører det til Tiderne før den ægyptiſke Konge Veſoſes eller Seſoſtris) drog Goterne under deres Konge Berik fra Skandja paa tre Skibe til den ligeoverfor liggende Kyſt af Oceanet, ſom efter dem fik Navnet Gotiſkandja; et af Skibene kom lidt ſenere end de øvrige, og dets Mandſkab fik derfor Navnet Gepider, hvilket Jornandes udleder (ſkjønt fejlagtigt), af gepanta, der ſkal betyde „doven“[2]. Gepiderne forbleve en Stund boende paa en Ø i eller rettere nogle Øer i Weichſelmundingen, ſom de efter ſig kaldte Gepidojos (d. e. Gepid-Øerne); og

  1. Navnet ſkrives forſkjelligt, Scandza, Scandra, Scandzia, i de forſkjellige Haandſkrifter af Jornandes, men da han tillige ſkriver Mundzuccus iſtedetfor Mundjuccus (Attilas Fader), og vi tillige andenſteds ſinde z iſtedetfor det gotiſke j, maa man antage, at Jornandes i ſit Originalhaandſkrift virkelig har plejet at bruge dette gotiſke j, der af en ukyndig Afſkriver let lader ſig forvexle med z. Da nu Plinius desuden har Scandia, tage vi ej i Betænkning at rette Fejlen, idet vi ſkrive Skandja.
  2. Etymologien er, ſom man let ſeer falſk; Gepanta kan aldrig blive Gepida; Navnet udtales desuden, hvad man af latinſke Digtere kan ſee, Gipedes, med næſtſidſte Stavelſe kort, ogſaa Gibidi, hvilket ſvarer til den Form Gifðe, under hvilken Navnet forekommer i angelſaxiſke Oldkvad (den ſaakaldte Rejſendes Kvad V. 120 og Beowulf V. 4983) og ſom kun er et Fleertal af gifeðe ɔ: forundt, lykkelig.

Munch. Det norſke Folks Hiſtorie. I.