den nordiske Halvø, og om dets Beboere[1]. Det frankiske Rige strakte sig fra det indre af Nord- og Mellem-Tydskland lige til Italiens Grændser, og stod igjen i temmelig nøje Forbindelse med Angelsaxernes Riger, der i Løbet af det 5te og 6te Aarhundrede stiftedes i Britannien. Mellem Syden og Norden var der saaledes i hine Tider den meest levende Forbindelse; Nationerne tumlede sig om hinanden; Afstanden maa de – hvad ogsaa vore Forfædre senere gjorde, naar de saa hyppigt droge til Constantinopel – have anseet som ubetydelig, og man kan antage det for temmelig vist, at der i Goternes og andre Germaners Rækker i Italien, Spanien og Grækenland ofte kæmpede Mænd, der hørte hjemme i Norden, og efterat have samlet sig Ære og Rigdomme, vendte tilbage til Norden for der at ende sine Dage. Det bedste Vidnesbyrd derom er, at Sydens germaniske Helte, Ermanarik og Theodorik, ogsaa gribe ind i de nordiske Heltesagn, og at Franker, Goter og Burgunder ligesaa vel spille en Rolle i disse, som i de sydgermaniske Krøniker[2]. Om Authentien og Egtheden af hine, hos germaniske Forfattere efter Folkevandringen eller efter germaniske Kilder meddeelte nationale Oldsagn kan der saaledes ej herske nogen Tvivl. Jornandes paaberaaber sig endog ligefrem gamle mythologiske Kvad, der ved mundtlig Tradition havde vedligeholdt sig hos Goterne[3].
Men disse Sagn, opstaaede i Nationernes ældre Hjem, og følgelig stemmende med og passende til Nationernes daværende Omgivelser, kunde ej ret stemme med de mangelagtige Begreber om Nordens geographiske og ethnographiske Forhold, der laa til Grund for de ældre romersk-græske Forfatteres, især Ptolemæos’s Fremstillinger. Og da nu desuagtet endog de indfødte Germaner selv, trods deres større Kjendskab til deres ældre Fædrelands Forhold, havde saa stor Agtelse for de sydlandske Forfatteres Videnskabelighed og Dannelse, at de blindt hen antoge de af dem opstillede Satser som beviste og tilforladelige, kunde de heller ikke rive sig løs fra den Tanke, at alt, hvad de vidste om Nordens Geographi og Ethnographi, maatte passe til og lempes efter det af Ptolemæos opstillede System. Derved maatte nødven-
- ↑ Prokop, den got. Krig, II, 14. 15. Det heder her just ikke udtrykkeligt, at Erulerne søgte tilbage til deres gamle Hjem, men det ligger dog næsten i Sagens Natur; det bestyrkes desuden ved Jornandes’s Udsagn (Cap. 3), at Danerne, selv et skandisk Folk, havde fordrevet Erulerne fra deres egentlige Hjem.
- ↑ Det er bekjendt, hvilken vigtig Rolle Jarmunrek (Ermanarik) spiller i Vølsunge-Sagnkredsen, hvor tillige, endog i de gamle Eddadigte, Goter og Burgunder og Franker, især de første, hyppigt omtales. Thjodrek eller Theodorik nævnes i et af de yngre Eddadigte, men tilhører forresten mere den tydske end den oldnorske Sagnkreds.
- ↑ Disse Kvad (fabulæ) paaberaaber han sig, hvor han udleder Theodoriks Herkomst fra Anses ɔ: Æserne.
