Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/60

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
32
Forbindelſer mellem det germaniſke Norden og Syden.

den nordiſke Halvø, og om dets Beboere[1]. Det frankiſke Rige ſtrakte ſig fra det indre af Nord- og Mellem-Tydſkland lige til Italiens Grændſer, og ſtod igjen i temmelig nøje Forbindelſe med Angelſaxernes Riger, der i Løbet af det 5te og 6te Aarhundrede ſtiftedes i Britannien. Mellem Syden og Norden var der ſaaledes i hine Tider den meeſt levende Forbindelſe; Nationerne tumlede ſig om hinanden; Afſtanden maa de – hvad ogſaa vore Forfædre ſenere gjorde, naar de ſaa hyppigt droge til Conſtantinopel – have anſeet ſom ubetydelig, og man kan antage det for temmelig viſt, at der i Goternes og andre Germaners Rækker i Italien, Spanien og Grækenland ofte kæmpede Mænd, der hørte hjemme i Norden, og efterat have ſamlet ſig Ære og Rigdomme, vendte tilbage til Norden for der at ende ſine Dage. Det bedſte Vidnesbyrd derom er, at Sydens germaniſke Helte, Ermanarik og Theodorik, ogſaa gribe ind i de nordiſke Helteſagn, og at Franker, Goter og Burgunder ligeſaa vel ſpille en Rolle i disſe, ſom i de ſydgermaniſke Krøniker[2]. Om Authentien og Egtheden af hine, hos germaniſke Forfattere efter Folkevandringen eller efter germaniſke Kilder meddeelte nationale Oldſagn kan der ſaaledes ej herſke nogen Tvivl. Jornandes paaberaaber ſig endog ligefrem gamle mythologiſke Kvad, der ved mundtlig Tradition havde vedligeholdt ſig hos Goterne[3].

Men disſe Sagn, opſtaaede i Nationernes ældre Hjem, og følgelig ſtemmende med og pasſende til Nationernes daværende Omgivelſer, kunde ej ret ſtemme med de mangelagtige Begreber om Nordens geographiſke og ethnographiſke Forhold, der laa til Grund for de ældre romerſk-græſke Forfatteres, iſær Ptolemæos’s Fremſtillinger. Og da nu desuagtet endog de indfødte Germaner ſelv, trods deres ſtørre Kjendſkab til deres ældre Fædrelands Forhold, havde ſaa ſtor Agtelſe for de ſydlandſke Forfatteres Videnſkabelighed og Dannelſe, at de blindt hen antoge de af dem opſtillede Satſer ſom beviſte og tilforladelige, kunde de heller ikke rive ſig løs fra den Tanke, at alt, hvad de vidſte om Nordens Geographi og Ethnographi, maatte pasſe til og lempes efter det af Ptolemæos opſtillede Syſtem. Derved maatte nødven-

  1. Prokop, den got. Krig, II, 14. 15. Det heder her juſt ikke udtrykkeligt, at Erulerne ſøgte tilbage til deres gamle Hjem, men det ligger dog næſten i Sagens Natur; det beſtyrkes desuden ved Jornandes’s Udſagn (Cap. 3), at Danerne, ſelv et ſkandiſk Folk, havde fordrevet Erulerne fra deres egentlige Hjem.
  2. Det er bekjendt, hvilken vigtig Rolle Jarmunrek (Ermanarik) ſpiller i Vølſunge-Sagnkredſen, hvor tillige, endog i de gamle Eddadigte, Goter og Burgunder og Franker, iſær de førſte, hyppigt omtales. Thjodrek eller Theodorik nævnes i et af de yngre Eddadigte, men tilhører forreſten mere den tydſke end den oldnorſke Sagnkreds.
  3. Disſe Kvad (fabulæ) paaberaaber han ſig, hvor han udleder Theodoriks Herkomſt fra Anses ɔ: Æſerne.