Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/675

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
647
Nordmændene ved Løwen.

bragte dem til at tilſideſætte Fiendſkabet, og de ruſtede ſig i Fællesſkab for at fordrive Vikingeſkarerne. Den ene, der var ung og hidſig, indlod ſig i Slag uden at vente paa den anden, og vandt vel en Sejr, hvorved flere Tuſinder af Vikingerne fældtes, men forfulgte dem i ſin Hidſighed altfor langt, og blev overmandet og dræbt; den anden, ſom imidlertid havde ſamlet en ſtor Hær, aflagde højtidelig det Løfte, hvori ogſaa hans Mænd forenede ſig med ham, at hvis Gud forundte dem Sejren, vilde de ſkjenke Tiendedelen af alt deres Gods til St. Peter i Rom. Og nu vandt de en ſaa fuldſtændig Sejr, at af 15000 Vikinger neppe 400 kom tilbage til deres Skibe. De tiloversblevne afſkrækkedes herved fra videre Forſøg mod Bretagne, men vendte tilbage til Seinen, og opad denne til Oiſe, hvor de toge Vinterkvarteer i Noyon[1]. Paa ſamme Tid var det ogſaa, at Haaſtein, ſaaledes ſom det ovenfor er meldt, ſatte ſig faſt ved Somme, og ſluttede et ſvigagtigt Forlig med Abbeden af St. Vaaſt[2]. Det ſiges ikke udtrykkeligt, at Hallſtein hørte til den ſamme Hær, ſom vendte tilbage fra Bretagne; det ſynes i alle Fald, ſom om han baade i Frankrige og i England handlede paa egen Haand, og kun nu og da ſluttede ſig til den anden Hær. Denne foretog ſtore Plyndringstog gjennem Ardennerſkoven lige ned til Maas-Egnene og Brabant. Paa Tilbagetoget mødte Odo dem i Nærheden af Schelde, og nødte dem til at give Slip paa deres Bytte, men for Reſten tilføjede han dem ikke videre Skade[3]. Snart brøde de op paany, og toge atter Vejen til Maas, for at ſætte ſig faſt ved Løwen. De herjede her hele det ripuariſke Landſkab, og kom lige i Nærheden af Achen[4]. Kong Arnulf ſelv var i Sydtydſkland. En Hær ſamlede ſig paa hans Befaling i Maastricht, for at jage de ubudne Gjeſter bort, men Nordmændene opſnappede de Fragtvogne, der ſkulde bringe den Levnetsmidler, og herover opſtod en ſaadan Ængſtelſe blandt Tydſkerne, at disſe neppe vovede at røre ſig af Stedet. Da de endelig havde ſat ſig i Bevægelſe for at opſøge Fienden, traf de denne, førend de ventede det, ved den lille Flod Geule og vendte Ryggen i paniſk Skræk. Nordmændene forfulgte dem, nedlagde mange, og erobrede deres Lejr, hvor de gjorde et rigt Bytte. Blandt de Faldne var ogſaa Sundrold, Erkebiſkop af Mainz (26 Juni 891)[5]. Men, ſom det ſædvanligt plejer at gaa, den let vundne Sejer gjorde Nordmændene overmodige og dumdriſtige. De adſpredte ſig for meget. De meeſt prøvede

  1. Ann. Vedast. v. 860, p. 205. Regino, p. 602. Chron. Sax. p. 362.
  2. Ann. Vedast. p. 205.
  3. Ann. Vedast. p. 205.
  4. Regino, p. 602. Ann. Vedast. l. c.
  5. Fulda-Annalerne, S. 407. Regino, S. 602, 603.