bragte dem til at tilsidesætte Fiendskabet, og de rustede sig i Fællesskab for at fordrive Vikingeskarerne. Den ene, der var ung og hidsig, indlod sig i Slag uden at vente paa den anden, og vandt vel en Sejr, hvorved flere Tusinder af Vikingerne fældtes, men forfulgte dem i sin Hidsighed altfor langt, og blev overmandet og dræbt; den anden, som imidlertid havde samlet en stor Hær, aflagde højtidelig det Løfte, hvori ogsaa hans Mænd forenede sig med ham, at hvis Gud forundte dem Sejren, vilde de skjenke Tiendedelen af alt deres Gods til St. Peter i Rom. Og nu vandt de en saa fuldstændig Sejr, at af 15000 Vikinger neppe 400 kom tilbage til deres Skibe. De tiloversblevne afskrækkedes herved fra videre Forsøg mod Bretagne, men vendte tilbage til Seinen, og opad denne til Oise, hvor de toge Vinterkvarteer i Noyon[1]. Paa samme Tid var det ogsaa, at Haastein, saaledes som det ovenfor er meldt, satte sig fast ved Somme, og sluttede et svigagtigt Forlig med Abbeden af St. Vaast[2]. Det siges ikke udtrykkeligt, at Hallstein hørte til den samme Hær, som vendte tilbage fra Bretagne; det synes i alle Fald, som om han baade i Frankrige og i England handlede paa egen Haand, og kun nu og da sluttede sig til den anden Hær. Denne foretog store Plyndringstog gjennem Ardennerskoven lige ned til Maas-Egnene og Brabant. Paa Tilbagetoget mødte Odo dem i Nærheden af Schelde, og nødte dem til at give Slip paa deres Bytte, men for Resten tilføjede han dem ikke videre Skade[3]. Snart brøde de op paany, og toge atter Vejen til Maas, for at sætte sig fast ved Løwen. De herjede her hele det ripuariske Landskab, og kom lige i Nærheden af Achen[4]. Kong Arnulf selv var i Sydtydskland. En Hær samlede sig paa hans Befaling i Maastricht, for at jage de ubudne Gjester bort, men Nordmændene opsnappede de Fragtvogne, der skulde bringe den Levnetsmidler, og herover opstod en saadan Ængstelse blandt Tydskerne, at disse neppe vovede at røre sig af Stedet. Da de endelig havde sat sig i Bevægelse for at opsøge Fienden, traf de denne, førend de ventede det, ved den lille Flod Geule og vendte Ryggen i panisk Skræk. Nordmændene forfulgte dem, nedlagde mange, og erobrede deres Lejr, hvor de gjorde et rigt Bytte. Blandt de Faldne var ogsaa Sundrold, Erkebiskop af Mainz (26 Juni 891)[5]. Men, som det sædvanligt plejer at gaa, den let vundne Sejer gjorde Nordmændene overmodige og dumdristige. De adspredte sig for meget. De meest prøvede
