Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/674

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
646
Vikingetog.

En Sejr, ſom han vandt ved Floden Aisne over en liden Afdeling af deres Hær, ſkaffede ham, ſom det heder, overordentlig megen Ære, men den kunde ikke ſtandſe dem i deres ødelæggende Vandringer. Han maatte nøje ſig med at lejre ſig tilligemed ſin Hær udenfor Paris, for at være rede til at drive de Fiender tilbage, ſom paany maatte ville hjemſøge denne Stad. Imidlertid ſværmede de, ſom det ſynes, uhindret rundt omkring i Hjertet af Landet. De indtoge og opbrændte Meaux, ſatte ſig faſt ved Loing, herjede i Burgund, ja hjemſøgte endog Aquitanien. Da Odo havde foretaget en Rejſe til dette Landſkab, for at lade ſig hylde, benyttede de ſig ſtrax af hans Fraværelſe, og droge atter mod Paris, ſaa at han i ſtørſte Haſt maatte ſkynde ſig tilbage, for at befri Staden fra en ny Belejring. Dette lykkedes ham vel, men dog kun derved, at nu ogſaa han bekvemmede ſig til at kjøbe deres Bortgang for en Pengeſum[1]. Imidlertid var det en ſtor Fordeel, at man nu fik dem ud af deres farlige Tilhold i Øvre-Seinen; de droge atter deres Skibe over Land forbi Paris (889), og ſejlede ned ad Seinen og videre langs Kyſten til Grændſerne mod Bretagne, hvor de belejrede Borgen St. Lo i Nærheden af Coutances, indtoge den efter et haardnakket Forſvar, og jevnede den, ſom der ſiges, med Jorden, efter at have dræbt dens Beboere (890)[2]. I Bretagne var der paa denne Tid to Konger, ſom laa i indbyrdes Strid med hinanden. Men den fælles Fare

  1. Ann. Vedast. p. 204, 205. Regino, S. 599, 691. Fulda-Annalerne S. 405. Chron. Sax. p. 362. Vi have her i Tidsfølgen af de omhandlede Begivenheder iſær fulgt de, ſom det ſynes, i dette Punkt meeſt paalidelige Annales Vedastini. Regino indeholder flere interesſante Enkeltheder, men er uſikker i Tidsregningen; navnligen lader han Hovedbegivenhederne foregaa et Aar ſenere, end de virkelig fandt Sted. Chron. Saxonicum, der her, ſom det ſynes, indeholder ſamtidige Notitſer, omtaler disſe Begivenheder i al Korthed og i god Orden ſaaledes: „886: i dette Aar foer Hæren (nemlig i Nordfrankrige) tilbage til Veſten, men den ſom før havde været øſtover, gik op ad Seinen, og tog Vinterſæde ved Paris … 887: Her foer Hæren op gjennem Broen ved Paris, og opad Seinen til Marne, ſamt fremdeles opad Marne til Chezy, og ſad der ſamt i Yonnen to Vintre, paa begge disſe to Steder. Samme Aar døde Karl, Frankernes Konge, efterat hans Broderſøn Arnulf 6 Uger før hans Død havde berøvet ham Regjeringen“. Det neppe ſynderlig paalidelige Trithemii Chronicon Hirsaugiense (I. p. 40) fortæller et Sagn om en Nordmand, ved Navn Aaskell (Anskatillus), der blev fangen af Odo, og af ham bragt til Limoges, hvor han gav ham Valget mellem Daaben og Døden; Aaskell valgte, ſiges der, det førſte; Odd ſelv ſtod Fadder til ham, og Daaben foregik med megen Stads i St. Martins Kirke, men netop da han tredie Gang havde neddukket ſig i Fonten, gjennemborede Bannerherren Inge ham, og undſkyldte ſig med at han havde gjort det til Fædrelandets Bedſte, for at befri det for en troløs Fiende. Odo lod ſig af de omſtaaende overtale til at give ham Ret, og belønnede ham med Slottet Blois.
  2. Regino, S. 601, 602. Ann. Vedast. p. 205. Chron. Sax. p. 362.