En Sejr, som han vandt ved Floden Aisne over en liden Afdeling af deres Hær, skaffede ham, som det heder, overordentlig megen Ære, men den kunde ikke standse dem i deres ødelæggende Vandringer. Han maatte nøje sig med at lejre sig tilligemed sin Hær udenfor Paris, for at være rede til at drive de Fiender tilbage, som paany maatte ville hjemsøge denne Stad. Imidlertid sværmede de, som det synes, uhindret rundt omkring i Hjertet af Landet. De indtoge og opbrændte Meaux, satte sig fast ved Loing, herjede i Burgund, ja hjemsøgte endog Aquitanien. Da Odo havde foretaget en Rejse til dette Landskab, for at lade sig hylde, benyttede de sig strax af hans Fraværelse, og droge atter mod Paris, saa at han i største Hast maatte skynde sig tilbage, for at befri Staden fra en ny Belejring. Dette lykkedes ham vel, men dog kun derved, at nu ogsaa han bekvemmede sig til at kjøbe deres Bortgang for en Pengesum[1]. Imidlertid var det en stor Fordeel, at man nu fik dem ud af deres farlige Tilhold i Øvre-Seinen; de droge atter deres Skibe over Land forbi Paris (889), og sejlede ned ad Seinen og videre langs Kysten til Grændserne mod Bretagne, hvor de belejrede Borgen St. Lo i Nærheden af Coutances, indtoge den efter et haardnakket Forsvar, og jevnede den, som der siges, med Jorden, efter at have dræbt dens Beboere (890)[2]. I Bretagne var der paa denne Tid to Konger, som laa i indbyrdes Strid med hinanden. Men den fælles Fare
- ↑ Ann. Vedast. p. 204, 205. Regino, S. 599, 691. Fulda-Annalerne S. 405. Chron. Sax. p. 362. Vi have her i Tidsfølgen af de omhandlede Begivenheder især fulgt de, som det synes, i dette Punkt meest paalidelige Annales Vedastini. Regino indeholder flere interessante Enkeltheder, men er usikker i Tidsregningen; navnligen lader han Hovedbegivenhederne foregaa et Aar senere, end de virkelig fandt Sted. Chron. Saxonicum, der her, som det synes, indeholder samtidige Notitser, omtaler disse Begivenheder i al Korthed og i god Orden saaledes: „886: i dette Aar foer Hæren (nemlig i Nordfrankrige) tilbage til Vesten, men den som før havde været østover, gik op ad Seinen, og tog Vintersæde ved Paris … 887: Her foer Hæren op gjennem Broen ved Paris, og opad Seinen til Marne, samt fremdeles opad Marne til Chezy, og sad der samt i Yonnen to Vintre, paa begge disse to Steder. Samme Aar døde Karl, Frankernes Konge, efterat hans Brodersøn Arnulf 6 Uger før hans Død havde berøvet ham Regjeringen“. Det neppe synderlig paalidelige Trithemii Chronicon Hirsaugiense (I. p. 40) fortæller et Sagn om en Nordmand, ved Navn Aaskell (Anskatillus), der blev fangen af Odo, og af ham bragt til Limoges, hvor han gav ham Valget mellem Daaben og Døden; Aaskell valgte, siges der, det første; Odd selv stod Fadder til ham, og Daaben foregik med megen Stads i St. Martins Kirke, men netop da han tredie Gang havde neddukket sig i Fonten, gjennemborede Bannerherren Inge ham, og undskyldte sig med at han havde gjort det til Fædrelandets Bedste, for at befri det for en troløs Fiende. Odo lod sig af de omstaaende overtale til at give ham Ret, og belønnede ham med Slottet Blois.
- ↑ Regino, S. 601, 602. Ann. Vedast. p. 205. Chron. Sax. p. 362.
