Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/670

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
642
Vikingetog.

fred hørte om deres Ankomſt, drog han dem imøde til en Ø kaldet Heriſpich[1], der omſlynges af Rhin og Waal. Her indfandt Markgreven og Erkebiſkoppen ſig. Der taltes frem og tilbage den hele Dag; om Aftenen forlode de Øen, og begave ſig til ſit Herberge. Den følgende Dag havde Henrik anmodet Erkebiſkoppen om at kalde Giſla, Godfreds Huſtru, bort fra Øen, og ſtemme hende for Freden. Imidlertid begav han ſig atter til Godfred, og anholdt om Erſtatning for en Grev Eberhard, hvis Ejendomme Godfred havde plyndret. Efter forud truffen Aftale fordrede nu ogſaa Eberhard ſelv med høj Røſt ſin Ret Da Godfred ſvarede ham haardt og haanligt, tog Eberhard ſit Sverd, og hug ham et vældigt Hug i Hovedet; Henriks Mænd gjorde Reſten, og ſaaledes lod Godfred ſit Liv. Alle Nordmænd paa Betuwe bleve nedſablede (885). Hertug Hugo blev blindet og ſat i Kloſter. Imidlertid vare en heel Deel Nordmænd efter Godfreds Anmodning virkelig ankomne til den ſaxiſke Kyſt, uvidende om hvad der var ſkeet. De droge op for at herje, joge med Lethed nogle faa Saxere paa Flugten, og fulgte dem et Stykke op i Landet; men imidlertid kom en Deel Friſer fra Dieſterbant og angrebe dem i Ryggen, medens Saxerne toge Mod til ſig, holdt Stand, og tilføjede Fienden et ſtort Nederlag[2]. Om denne ſvigagtigt ombragte Godfred var den ſamme ſom den, der allerede i 853 fik et Stykke Land til Forlening af Karl den ſkaldede (ſe ovenfor S. 432), er uviſt. Det ſiges ikke udtrykkeligt; rimeligviis har han dog været en anden[3]. Godfreds Drab kunde neppe andet end vække de øvrige Nordmænds Forbittrelſe, og vi ſee ogſaa dem, der havde taget deres Vinterophold i Løwen, endnu i Juli ſamme Aar bryde ind i Frankrig, der nu adlød Kejſer Karls Herredømme. Angrebet vilde dog viſtnok under enhver Omſtændighed have fundet Sted. Under Anførſel af Sigfred droge de til Seine-Egnen, hvor de, da deres egne Skibe ej vare komne, toge de Skibe, de fore-

  1. Øen ſkal nu hede Spik.
  2. Saaledes fremſtilles Sagen af Regino (Pertz I. p. 595). De andre Annaliſter afvige noget; ſaaledes heder det i Fulda-Annalerne (p. 399), at Giſla allerede i 884 blev bragt til Kejſeren, der opholdt ſig paa et Møde i Worms, og ej fik Tilladelſe til at vende tilbage til ſin Mand; De vedaſtinſke Annaler ſige kortelig (p. 201) at han ved en af ſine Mænds, Gerulfs, Svig, dræbtes af Markgrev Henrik. Denne Gerulf var ifølge Regino en af de Mænd, han havde ſendt til Kejſeren for at forebringe hans Begjering om Koblenz m. m.
  3. En forvirret Beretning om disſe Begivenheder og om Forliget ved Haslou, findes ogſaa, tildeels efter tydſke Forfattere, i Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 60. Her heder det, at Sigfred og Godfred havde Ragnar Lodbroks Sønner i Følge med ſig. De her nævnte Sigfred og Godfred anſees af Nogle for de Konger af ſamme Navn, der faldt i Slaget ved Løwen, hvorom nedenfor. Godfred ſkal have efterladt ſig en Datter, ved Navn Ragnhild, der blev gift med Grev Dietrich af Ringelheim eller Oldenburg.