Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/671

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
643
Belejring af Paris.

fandt, og ſatte ſig faſt i Rouen (25 Juli 885)[1]. En franſk Hær ſamlede ſig for at fordrive dem, men da Grev Ragnald af Mans var falden i en Trefning, blev Hæren modløs og adſpredte ſig, og Nordmændene herjede i nogen Tid ubehindret i Omegnen. De Franſke, der ej vovede at binde an med dem i aaben Kamp, befæſtede Pontoiſe, for at hindre dem fra at trænge længer opad Floden, medens Biſkop Gauzlin forſterkede Befæſtningerne om Paris. Men Nordmændene belejrede Pontoiſe, afſkare Vandtilførſelen, og tvang derved Beſætningen til at kapitulere; den fik fri Afmarſch med Vaaben og Heſte, men maatte for øvrigt lade alt ſit Gods blive tilbage. Vejen til Paris ſtod nu Nordmændene aaben. I November droge de derhen, 40000 Mand ſterke og med en Flaade af 700 Skibe[2]. Deres Hovedhenſigt ſynes ej ſaa meget at have været den, at angribe Staden, ſom at drage forbi den op i de øvre Egne af Landet. Men da Paris, ſkjønt den i ſin Tid endnu ikke ſtrakte ſig videre end Seine-Øen (la cité), dog beherſkede Elven aldeles ved de befæſtede Broer, der forbandt Øen med begge Breder, kunde ingen Flaade komme forbi uden Borgernes Tilladelſe. Vikingehøvdingen Sigfred anmodede derfor førſt Biſkop Gauzlin, der tilligemed Grev Odo af Paris, der ſiden blev Konge, førte Overbefalingen i Staden, om Tilladelſe til uhindret Gjennemfart: han ſkulde i ſaa Fald ikke tilføje Staden nogen Ulempe. Men denne Anmodning, der vel heller ikke var oprigtig meent, blev afſlaaet, og nu begyndte den langvarige og ſtedſe mindeværdige Belejring af Paris, om hvilken vi endnu beſidde en vidtløftig verſificeret Beretning af Munken Abbo af St. Germain, der ſelv var et Øjevidne dertil[3]. De Belejrede forſvarede ſig med den ſtørſte Tapperhed, og det lykkedes dem i over to Maaneder at trodſe ethvert Angreb, uagtet Fienden ej alene gjentagne Gange forſøgte at ſtorme, men ogſaa brugte alleſlags Krigsmaſkiner, der anrettede ſtore Ødelæggelſer. De foretoge ogſaa nu og da Herjetog i Omegnen, deels for at ſamle Bytte, deels for at ſkaffe ſig nogen Afvexling fra det eensformige Belejringsliv. Men i Februar Maaned indtraf i Seinen, ſom i flere andre Floder[4], en Overſvømmelſe,

  1. Annal. Vedast. hos Pertz II. p. 201. Det ſees af disſe, i denne Sag meeſt paalidelige, Annalers Udtryk „quia necdum eorum naves advenerant“, at de Nordmænd, der førſt ankom til Paris, droge over Land fra deres Lejr ved Løwen, hvor de i flere Aar ſynes at have havt deres egentlige Hovedtilhold. Det var de ſenere ankomne Skibe, der toge Vejen opad Seinen.
  2. Annal. Vedast. l. c. — Denne Opgivelſe af Nordmændenes Styrke grunder ſig paa Abbo, 1. B. v. 28 og 114. Regino (Pertz I. p. 596) nævner „over 30000 Krigere“.
  3. Aftrykt hos Duchêne, Scr. rer. Norm. p. 35—48, i Langebeks Scr. rer. Dan. II. p. 75—106 og i Pertz’s Mon. hist. Germ. II. p. 776—805.
  4. Fulda-Annalerne, hos Pertz I. p. 402, ſætter denne Overſvømmelſe i Mai, Juni os Juli Maaned. Men Ann. Vedast. (p. 202) nævne, hvad Paris angaar, udtrykkeligt Februar.