fandt, og satte sig fast i Rouen (25 Juli 885)[1]. En fransk Hær samlede sig for at fordrive dem, men da Grev Ragnald af Mans var falden i en Trefning, blev Hæren modløs og adspredte sig, og Nordmændene herjede i nogen Tid ubehindret i Omegnen. De Franske, der ej vovede at binde an med dem i aaben Kamp, befæstede Pontoise, for at hindre dem fra at trænge længer opad Floden, medens Biskop Gauzlin forsterkede Befæstningerne om Paris. Men Nordmændene belejrede Pontoise, afskare Vandtilførselen, og tvang derved Besætningen til at kapitulere; den fik fri Afmarsch med Vaaben og Heste, men maatte for øvrigt lade alt sit Gods blive tilbage. Vejen til Paris stod nu Nordmændene aaben. I November droge de derhen, 40000 Mand sterke og med en Flaade af 700 Skibe[2]. Deres Hovedhensigt synes ej saa meget at have været den, at angribe Staden, som at drage forbi den op i de øvre Egne af Landet. Men da Paris, skjønt den i sin Tid endnu ikke strakte sig videre end Seine-Øen (la cité), dog beherskede Elven aldeles ved de befæstede Broer, der forbandt Øen med begge Breder, kunde ingen Flaade komme forbi uden Borgernes Tilladelse. Vikingehøvdingen Sigfred anmodede derfor først Biskop Gauzlin, der tilligemed Grev Odo af Paris, der siden blev Konge, førte Overbefalingen i Staden, om Tilladelse til uhindret Gjennemfart: han skulde i saa Fald ikke tilføje Staden nogen Ulempe. Men denne Anmodning, der vel heller ikke var oprigtig meent, blev afslaaet, og nu begyndte den langvarige og stedse mindeværdige Belejring af Paris, om hvilken vi endnu besidde en vidtløftig versificeret Beretning af Munken Abbo af St. Germain, der selv var et Øjevidne dertil[3]. De Belejrede forsvarede sig med den største Tapperhed, og det lykkedes dem i over to Maaneder at trodse ethvert Angreb, uagtet Fienden ej alene gjentagne Gange forsøgte at storme, men ogsaa brugte alleslags Krigsmaskiner, der anrettede store Ødelæggelser. De foretoge ogsaa nu og da Herjetog i Omegnen, deels for at samle Bytte, deels for at skaffe sig nogen Afvexling fra det eensformige Belejringsliv. Men i Februar Maaned indtraf i Seinen, som i flere andre Floder[4], en Oversvømmelse,
- ↑ Annal. Vedast. hos Pertz II. p. 201. Det sees af disse, i denne Sag meest paalidelige, Annalers Udtryk „quia necdum eorum naves advenerant“, at de Nordmænd, der først ankom til Paris, droge over Land fra deres Lejr ved Løwen, hvor de i flere Aar synes at have havt deres egentlige Hovedtilhold. Det var de senere ankomne Skibe, der toge Vejen opad Seinen.
- ↑ Annal. Vedast. l. c. – Denne Opgivelse af Nordmændenes Styrke grunder sig paa Abbo, 1. B. v. 28 og 114. Regino (Pertz I. p. 596) nævner „over 30000 Krigere“.
- ↑ Aftrykt hos Duchêne, Scr. rer. Norm. p. 35–48, i Langebeks Scr. rer. Dan. II. p. 75–106 og i Pertz’s Mon. hist. Germ. II. p. 776–805.
- ↑ Fulda-Annalerne, hos Pertz I. p. 402, sætter denne Oversvømmelse i Mai, Juni os Juli Maaned. Men Ann. Vedast. (p. 202) nævne, hvad Paris angaar, udtrykkeligt Februar.
