Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/669

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
641
Godfred.


Godfred, den nye Lensherre i Frisland, havde imidlertid egtet Giſla, en Datter af den afdøde Kong Hlothar[1], og var derved kommen i nærmere Forbindelſe med hendes urolige Broder Hugo, Hertug af Elſas, der pønſede paa at vinde ſit Fædrenerige Lothringen tilbage. Hugo lovede ham Halvdelen af Lothringen, hvis han vilde ſende Bud til ſit Fædreland efter en ſtor Hær, og komme bane til Hjelp med denne. Godfred lod ſig let overtale, og ſøgte nu kun at ſinde et Paaſkud til aabenbart at bryde med Kejſeren. Nogle Nordmænd, der enten paa hans Opfordring eller tilfældigviis vare komne til Kinnheim, tillod han at ſejle opad Rhinen, hvor de herjede flere af de nys gjenoprettede Steder, indtil Liutbert, Erkebiſkoppen af Mainz, ſtandſede deres Fremgang; men de toge dog deres Vinterkvarteer i Duisburg, og droge ikke bort førend Vaaren efter, da den tappre Markgrev Henrik havde opſlaaet ſin Lejr i deres Nærhed, og eftertrykkeligt hindrede ethvert Plyndringsforſøg. Det var rimeligviis de ſamme Nordmænd, der tidligere havde herjet Deventer[2]. Godfred lod nu Kejſeren melde, at hvis han ſkulde kunne opfylde ſine Forpligtelſer til ham og forſvare Landet mod ſine Landsmænd, maatte han have Koblenz, Andernath og andre kejſerlige Godſer ved Rhinen, hvor der var Viinavl, thi det Land, han nu havde, frembragte ingen Viin. Hans Henſigt var dog kun hermed, enten, hvis hans Fordring opfyldtes, at ſkaffe ſig et Tilhold i Hjertet af Riget, eller, hvis det negtedes, at have et Paaſkud til at gjøre Opſtand. Kejſeren gjennemſkuede hans Plan, men vovede dog ikke at bryde aabenbart med ham, da hans Land formedelſt de mange Flodarme og Moradſer var utilgængeligt for en Hær. Han beſluttede derfor at ſtille ſig af med ham ved Liſt. Geſandterne maatte drage hjem med den Beſked, at Kejſeren ſelv ſkulde ſkikke ſine Sendegrever til ham for at ordne Sagen til begge Parters Tilfredshed; han ſkulde kun vedblive at være Kejſeren tro. Denne ſendte derpaa Markgrev Henrik, der befalede ſit Følge at rejſe adſpredt, for ej at vække Opſigt, men beſtemte en Dag, da de ſkulde indtræffe i Betuwe, hvorhen han ſelv begav ſig tilligemed Erkebiſkop Willibert af Køln. Da God-

  1. Fulda-Ann. ſige udtrykkeligt (Pertz I. p. 398), at Giftermaalet mellem Godfred og Giſler fandt Sted i 883, Aaret efter Forliget ved Haslou. Heller ikke veed Hincmar, l. c. noget om at Giſlas Haand var en af Fredsbetingelſerne. Dette ſige derimod Regino (Pertz I. p. 594), og andre.
  2. Det ſynes at være det ſamme Slag, der omtales i Fulda-Annalerne (Pertz I. p. 399), hvori Markgrev Henrik og Biſkop Arno af Würzburg ſloge Nordmændene, der havde angrebet Saxland, og i hvilket flere af de faldne Nordmænd ſkulle have været ſaa ſkjønne og ſtore af Væxt, at Frankerne hidtil ej havde ſeet deres Lige. Ogſaa Chron. Sax. (l. c.) og Asſer (l. c.) omtale dette Slag. Ligeledes omtales et andet Slag ved Nordwide i Frisland, hvor en Mængde Nordmænd ſkulle være dræbte. (Fulda-Ann. og M. Adam, I. 41).