Karlman havde ikke Folkestyrke nok til at helde Nordmændene borte, det var dem derfor ikke vanskeligt at trænge frem lige til Laon. De havde i Sinde at plyndre baade Reims, Soissons og Noyon, og Erkebiskop Hinkmar af Reims skyndte sig at flygte med sine Kirkeskatte til Epernay. Det lykkedes dem dog ikke denne Gang at komme videre; thi medens de sværmede adspredte omkring, angreb og nedsablede Karlman henved tusinde af dem. De øvrige trak sig tilbage, og opsloge sit Vinterkvarteer i Condé[1], hvorfra de af og til gjorde ødelæggende Udflugter til alle Kanter; de herjede lige til Oise, opbrændte Klosteret i St. Quentin, angrebe Flæmingerne, droge paa deres Skibe op ad Somme, og toge nyt Vinterkvarteer i Amiens (883). Kongen samlede sine Raadgivere paa sit Slot i Compiegne, for at raadslaa om, hvad der var at gjøre. Man blev enig om at sende en dansk Mand, Kong Eriks Frænde[2], ved Navn Sigfred, der havde antaget Christendommen og var Kongen tro, for at underhandle med sin Navne, og faa ham til at forlade Riget imod en Pengesum. Efter lang Frem- og Tilbage-Vandren mellem begge Partier lykkedes det ham ogsaa at bringe et Forlig istand, men Nordmændene vilde ikke lade sig nøje med mindre end 12000 Pund Sølv. Dette maatte Karlman forpligte sig til at give, og der stilledes Gisler paa begge Sider til Sikkerhed for Forligets Opfyldelse. Det varede længe, førend denne store Pengesum kunde tilvejebringes, og imidlertid toge Nordmændene ikke i Betænkning at herje hiinsides Schelden. Først imod Enden af Oktober Maaned blev Summen fuldstændigt udbetalt; da stak Nordmændene Ild paa deres Lejr og begave sig til Boulogne, idet en fransk Iagttagelseshær fulgte langsomt efter[3] (884). Ved Boulogne deelte de sig i to Afdelinger, af hvilke den ene drog over til England og belejrede Rochester, hvorfra Alfred fordrev dem med Tabet af deres Heste og Fanger, saaat de atter maatte søge til Skibene og droge over til Fastlandet; den anden vendte sig mod Lothringen, og tog Vinterkvarteer i Løwen[4]. Egentlig stred dette mod det sluttede Forlig, men Karlman var imidlertid død ved et Ulykkestilfælde paa Jagten (889, Decbr.), og Nordmændene ansaa sig derfor løste fra deres Forpligtelse. De franske Befalingsmænd sendte Gesandter til dem, for at bebrejde dem deres Løftesbrud, men de svarede simpelt hen, at de havde sluttet Forliget med Karlman og ikke med nogen anden[5].
- ↑ Chron. Sax. Mon. hist. Brit. I. 358. Annales Vedastini Pertz. II. S. 199 flg.
- ↑ Det heder i Annales Vedastini p. 200: qui nepos fuerat Heorici Dani: herved kan alene Kong Erik være meent. Denne Sigfred forekommer ellers ikke.
- ↑ Annales Vedastini Pertz II. S. 200, 201. Regino S. 591.
- ↑ Annales Vedastini p. 201. Chron. Sax. Mon. hist. Brit. p. 539. Asser S. 483. Ædhelweard, S. 516.
- ↑ Regino, S. 594. Annales Vedastini, p. 201.
