Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/667

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
639
Forliget ved Haslou.

Godfred, og Jarlerne Orm og Half[1] befandt ſig i, og blokerede dem i 12 Dage. Da indtraf et forfærdeligt Uvejr med Lynild, Torden og Hagel; dette tilligemed den trykkende Sommerhede — det var mod Slutningen af Juli — og Stanken af Ligene gjorde ſaavel Belejrerne, ſom de Belejrede, tilbøjelige til at ſlutte Fred. De Belejrede ſkulle allerede næſten være bragte til det Yderſte, da den beſtukne Forræder Liutward tilligemed Grev Wikbert førte Godfred til Kejſeren, ſom tog venſkabeligt imod ham, og ſluttede Stilſtand, idet man fra begge Sider ſtillede Gisler. Nordmændene ophængte nu Fredsſkjold[2], og flere af Kejſerens Mænd gik troſkyldigt ind i deres Lejr, deels for at handle, deels for at betragte Befæſtningerne. Men aldrig ſaa ſnart vare de komne ind, førend Nordmændene nedtoge Fredsſkjoldet og lukkede Portene; de Tydſkere, der havde vovet ſig ind, bleve enten dræbte eller lagte i Lænker for at de ſkulde løskjøbe ſig. Dette afholdt ikke den usle Karl fra at ſlutte et endeligt Forlig, hvorved han viſte en ſaadan Eftergivenhed, ja man kunde ſige Forkjærlighed for Nordmændene, at hans egne Mænd i højeſte Maade forargedes derover. Godfred forbandt ſig til at antage Chriſtendommen, men forlenedes til Gjengjeld med det ſamme Landſkab i Frisland (det ſaa kaldte Kinnheim), ſom Rørek i ſin Tid havde haft; Sigfred, Orm og de øvrige forbandt ſig til, ſaa længe Karl levede, ikke at forurolige hans Land, hvorimod Kejſeren udbetalte dem over 2400 Pund Guld og Sølv, for ſtørſte Delen tilvejebragt ved at plyndre Kirkernes Skatte. Han forkyndte derhos, at ingen af hans Hær, under Tab af Liv eller Øjne, maatte dræbe nogen Nordmand, der indfandt ſig i Lejren. Kejſeren ſtod ſelv Fadder til Godfred, og Nordmændene indſkibede deres Fanger og Skatte paa 200 Skibe, ſom de ſendte forud, medens de ſelv ventede paa en belejlig Tid til at foretage nye Plyndringer i det øſtlige Frankrige, ſom ikke hørte til Karls Rige, og hvor han ej ſynes at have haft det mindſte imod at de herjede ſom de bedſt kunde[3]. Her regjerede nu Karlman, da hans Broder Ludvig, Sejrherren ved Saucourt, var død i St. Denys, kort efter at have ſluttet det Forlig med Haaſtein, ſom vi ovenfor have omtalt (5te Auguſt).

  1. Hos Hincmar ſtaar Hals.
  2. Denne Skik var ſædvanlig, og omtales meget ofte i vore Sagaer.
  3. Saaledes fornemmelig efter delt ſamtidige Hincmar, (Pertz I. 313—315), der ſlutter ſine ypperlige Annaler med dette Aar; han nævner udtrykkeligt, at Godfred fik Forleningen, Sigfred derimod de ved Plyndring af Kirkeforraadet tilvejebragte Skatte. Fulda-Annalerne, hvoraf der her er en dobbelt Bearbejdelſe, fremſtille Underhandlingerne noget forvirret (Pertz I. S. 595 flg.) I den ene Bearbejdelſe handler om Godfred, den anden om Sigfred, dog heder det i hiin urigtigt, at Godfred fik Pengene, i den anden lige ſaa urigtigt, at Sigfred lod ſig døbe.