op ad Rhinen. Imod denne drog Kong Ludvig den Saxer, Ludvig den tydskes Søn, med en Hær, og gav sig til at belejre Slottet i Nimwegen. Men dette var altfor sterkt til at han kunde indtage det, og efter nogle Dages uheldige Kamp, hvorved Nordmændene fangede en Søn af den saxiske Grev Meinhard, begyndte man Underhandlinger. Nordmændene, der vel heller ikke syntes om at blive blokerede i det fiendtlige Land, lovede at forlade Ludvigs Rige, hvis han vilde drage Hæren bort. Dette skede, og Nordmændene droge virkelig tilbage til Rhinmundingen, dog efter først at have opbrændt Paladset[1]. Men endnu samme Aars November Maaned kom en Nordmannahær under Anførsel af Kongerne Sigfred og Godfred tilbage op ad Maas, og tog sit Vintersæde ved Haslou i Nærheden af Maas. Hovedstyrken af denne Hær synes at have været Levningerne af den, der var bleven slagen ved Saucourt; men det lader ogsaa til, at den anden Afdeling, der nys havde forladt Nimwegen, slog sig sammen med den, for atter at prøve sin Lykke i Rhinegnene[2]. Ludvig den Saxer sendte en Hær imod dem, men døde strax efter (20de Jan 882); ved Efterretningen herom trak Hæren sig strax tilbage, og Nordmændene fulgte den i Hælene, herjende overalt, hvor de kom frem, lige til Coblenz. Derpaa angrebe de Trier, og deels dræbte, deels forjoge Indbyggerne, men satte Ild paa Staden (5 April); Biskop Walah i Metz, der uforsigtigt kom imod dem med faa Folk, blev dræbt, Lüttich, Mastricht, Tongern, Köln og Bonn herjedes, tillige med Omegnen; i Achen brugte de Karl den stores Palads til Stald for deres Heste; de kejserlige Slotte i Zülpich, Jülich og Nuys brændtes, ligesom de rige Klostre Pruym, Stablo, Malmedy o. fl. Derpaa vendte Nordmændene tilbage til deres befæstede Lejr ved Haslou. Imidlertid havde Karl den tykke, som opholdt sig i Italien for at krones til Kejser, erfaret sin Broders Død, og drog sig tilbage til Tydskland, hvor han ved Andernach samlede en stor Hær for at jage Nordmændene bort. To Afdelinger, bestaaende af Bairere under Hertug Arnulf, og Franker Under Markgrev Henrik, sendtes i Forvejen, for om muligt at overrumple de Nordmandsskarer, der vovede sig for langt udenfor Lejren; men bestukne Forrædere blandt Frankerne røbede denne Plan, og de maatte vende om med uforrettet Sag. Nu omringede Kejseren deres hele Lejr, hvor ogsaa deres Konger, Sigfred,
- ↑ Fulda-Annalerne, hos Pertz I. S. 394. Regino, sammesteds S. 593.
- ↑ Regino, S. 592. Iperii Chron. hos Bouquet. IX. S. 70, 71. Ædhelweard Mon. hist. Brit. I. p. 516. Det siges ikke udtrykkeligt, at Sigfred og Godfred hørte til den Hær, som enten havde siddet i Nimwegen,. eller Var slagen ved Saucourt, dog kan man slutte det af Chron. Sax., der i Korthed beretter disse Begivenheder, og kun omtaler een og den samme Hær. Haslau eller Haslou skal være det nuværende Elsloo, lidt nedenfor Maastricht. Ædhelweard kalder Stedet „Æscelum“.
