Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/661

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
633
Vikinger i Frankrige. Haastein.

de hyppige og ødelæggende Angreb, som i den tidligere Deel af Aarhundredet havde hjemsøgt det. Der kom nemlig, som det synes, ikke saa mange nye Hære til Landet, men de Nordmænd, man havde at bestille med, vare for det meste kun de, der engang havde sat sig fast ved Hovedfloderne. Herfra gjorde de vel af og til Udfald rundt om i Landet, men det er tydeligt at see, at deres Antal nu ej kan have været saa stort, som forhen, da de hyppigere bleve slagne af de franske Høvdinger. Disse Kampe, der af de franske Annalister temmelig nøjagtigt omtales, frembyde dog for lidet interessante Enkeltheder til at vi her skulde behøve at dvæle nærmere ved dem. Det er her af størst Interesse at lægge Merke til de fornemste Høvdingers Navne. Af disse nævnes en Sigfred som Anfører for en Hob, der havde sat sig fast ved Charenton i Nærheden af Paris[1], og Hasting eller Haastein[2] som en af Loire-Nordmannernes Anførere. Dette er den virkelige historiske Haastein, der nu først fremtræder, og hvis Bedrifter af yngre, ukritiske Forfattere ere overførte paa en ældre, opdigtet Hasting, om hvis Tilværelse samtidige Forfattere aldeles ikke vide noget at fortælle[3]. Hiin virkelige Hastings tidligst omtalte Bedrift er et Herjetog, han i Aaret 867 foretog fra sit Tilhold ved Loiremundingen gjennem Anjou, Poitou og Touraine. Markgrev Robert og Ramnulf, Hertug af Aquitanien, samlede en overlegen Hær, ved hvis Nærmelse han trak sig tilbage, men da de forfulgte ham saa hidsigt, at han ikke saa nogen Udvej til at kunne slippe fra dem, kastede han sig med den største Deel af sine Mænd ind i en Kirke, og forsvarede sig her med en saadan Tapperhed, at den fiendtlige Hær efter at have seet begge sine Anførere falde, Robert ved et pludseligt Udfald af Nordmændene, og Ramnulf ved en fra et Vindue udskudt Piil, modløs og raadvild trak sig tilbage, og Nordmændene i Triumf fortsatte Tilbagetoget til deres Flaade[4]. Det lykkedes dem nogle Aar senere at sætte sig fast i Angers, til hvilken sterkt befæstede Stad de ogsaa bragte deres Kvinder og Børn, for her at have et fast og uindtageligt Tilhold saa godt som i Hjertet af Frankrige. Den Fare, som derved truede baade Frankrige og Bretagne, bragte Kong Karl den skaldede og Kong Salomon af Bretagne til at forene deres Vaaben. De omringede og belejrede Byen, og brugte flere nye og sindrige Krigsmaskiner, uden dog i lang Tid at kunne udrette noget. Da begyndte Briterne at aflede Floden Mayenne, hvori Nordmæn-

  1. Hincmar af Reims hos Pertz, I. S. 467–470. Det er ellers et Spørgsmaal, om ikke „Carento“ her skal betegne Charente, siden det heder at Aquitanerne strede mod Sigfred.
  2. Navnet skrives, som ovenfor (S. 427) nævnt, paa mange forskjellige Maader, men da Chron. Sax. har Hæstén, synes „Haastein“ at være den rigtigste.
  3. Se ovenfor S. 429, 430.
  4. Hincmar, hos Pertz I. S. 475, jvf. Regino, sammesteds S. 578.