Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/661

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
633
Vikinger i Frankrige. Haaſtein.

de hyppige og ødelæggende Angreb, ſom i den tidligere Deel af Aarhundredet havde hjemſøgt det. Der kom nemlig, ſom det ſynes, ikke ſaa mange nye Hære til Landet, men de Nordmænd, man havde at beſtille med, vare for det meſte kun de, der engang havde ſat ſig faſt ved Hovedfloderne. Herfra gjorde de vel af og til Udfald rundt om i Landet, men det er tydeligt at ſee, at deres Antal nu ej kan have været ſaa ſtort, ſom forhen, da de hyppigere bleve ſlagne af de franſke Høvdinger. Disſe Kampe, der af de franſke Annaliſter temmelig nøjagtigt omtales, frembyde dog for lidet interesſante Enkeltheder til at vi her ſkulde behøve at dvæle nærmere ved dem. Det er her af ſtørſt Interesſe at lægge Merke til de fornemſte Høvdingers Navne. Af disſe nævnes en Sigfred ſom Anfører for en Hob, der havde ſat ſig faſt ved Charenton i Nærheden af Paris[1], og Haſting eller Haaſtein[2] ſom en af Loire-Nordmannernes Anførere. Dette er den virkelige hiſtoriſke Haaſtein, der nu førſt fremtræder, og hvis Bedrifter af yngre, ukritiſke Forfattere ere overførte paa en ældre, opdigtet Haſting, om hvis Tilværelſe ſamtidige Forfattere aldeles ikke vide noget at fortælle[3]. Hiin virkelige Haſtings tidligſt omtalte Bedrift er et Herjetog, han i Aaret 867 foretog fra ſit Tilhold ved Loiremundingen gjennem Anjou, Poitou og Touraine. Markgrev Robert og Ramnulf, Hertug af Aquitanien, ſamlede en overlegen Hær, ved hvis Nærmelſe han trak ſig tilbage, men da de forfulgte ham ſaa hidſigt, at han ikke ſaa nogen Udvej til at kunne ſlippe fra dem, kaſtede han ſig med den ſtørſte Deel af ſine Mænd ind i en Kirke, og forſvarede ſig her med en ſaadan Tapperhed, at den fiendtlige Hær efter at have ſeet begge ſine Anførere falde, Robert ved et pludſeligt Udfald af Nordmændene, og Ramnulf ved en fra et Vindue udſkudt Piil, modløs og raadvild trak ſig tilbage, og Nordmændene i Triumf fortſatte Tilbagetoget til deres Flaade[4]. Det lykkedes dem nogle Aar ſenere at ſætte ſig faſt i Angers, til hvilken ſterkt befæſtede Stad de ogſaa bragte deres Kvinder og Børn, for her at have et faſt og uindtageligt Tilhold ſaa godt ſom i Hjertet af Frankrige. Den Fare, ſom derved truede baade Frankrige og Bretagne, bragte Kong Karl den ſkaldede og Kong Salomon af Bretagne til at forene deres Vaaben. De omringede og belejrede Byen, og brugte flere nye og ſindrige Krigsmaſkiner, uden dog i lang Tid at kunne udrette noget. Da begyndte Briterne at aflede Floden Mayenne, hvori Nordmæn-

  1. Hincmar af Reims hos Pertz, I. S. 467—470. Det er ellers et Spørgsmaal, om ikke „Carento“ her ſkal betegne Charente, ſiden det heder at Aquitanerne ſtrede mod Sigfred.
  2. Navnet ſkrives, ſom ovenfor (S. 427) nævnt, paa mange forſkjellige Maader, men da Chron. Sax. har Hæstén, ſynes „Haaſtein“ at være den rigtigſte.
  3. Se ovenfor S. 429, 430.
  4. Hincmar, hos Pertz I. S. 475, jvf. Regino, ſammeſteds S. 578.