Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/660

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
632
Vikingetog.

meest tales om Nordmænd, da maa det være fordi Sagaen selv er en norsk Kongesaga, og det desuden altid maa formodes, at en Mængde Nordmænd have deeltaget i Toget[1], saa meget mere som Nationalforskjellen mellem Nordmændene og de saakaldte Daner, der gjorde disse Vikingetog til England, endnu ikke kan have været synderlig paafaldende. At denne – man kunde kalde det – Indpodning af friske nordgermaniske Kræfter, i det Hele taget, trods de Ødelæggelser, der i Begyndelsen ledsagede den, var gavnlig for England, og tjente til at sætte Liv i dets Folk, der allerede kun alt for meget stod Fare for at blive umyndiggjort af en herskesyg Gejstlighed, kan ikke betvivles. Og den Lyst og Dygtighed til Søvæsenet og alle dermed forbundne Bedrifter, der i de følgende Tider stedse har udmerket den engelske Nation, maa fornemmelig have sin Oprindelse fra den nordiske Deel af Befolkningen, eller fra de djerve Vikingers Efterkommere. Thi der meldes intet om, at Anglerne, lige saa lidt som Syd- og Mellem-Germanerne overhoved, dreve nogen sterk Skibsfart eller havde nogen ivrig Kjærlighed for Søvæsenet. Denne var, som vi allerede tidligere have yttret, særegen for den nordlige Hovedafdeling af den store germaniske Stamme.


32. Nordmændenes Tog til Frankrige. Gange-Rolf.


Medens Danerne satte sig fast i England, og oprettede et Rige der, forberededes ogsaa i Frankrige, ved Nordmændenes fornyede Angreb, Oprettelsen af det norske Lensrige eller Herredømme, hvis tappre og ridderlige Herrer, uagtet de tilsyneladende antoge fransk Nationalitet, dog, fremdeles Nordmænd baade i Navn og Sind, vare bestemte til at gribe saa mægtigt ind, ej alene i Frankriges og Englands, men i hele Europas Historie. Frankrige var, som vi ovenfor have seet, i en Række af Aar blevet forskaanet for

    Da Formen býr er egen for de Egne i Norden, hvor den gautisk-gotiske Kultur var forherskende, bœr derimod hvor den ublandede Norrønastamme havde sit Tilhold, kan man deraf slutte sig til den danske Nationalitets Overvegt blandt Englands nordiske Beboere; thi den norske Form her vilde i engelsk være gaaet over til . Af andre nordiske Navnformer kunne nævnes – force (ɔ: fors, Fos), – dale (dalr), – haugh (– haugr) – thwaite (þveit, Afdeling), o. fl. (se Worsaae, l. c. S. 102); af disse findes de fleste i Yorkshire Lancashire, Lincolnshire, Westmorelandshire og Cumberlandshire. Ved enkelte Endelser, som – thorpe (þorp) er det usikkert, om man kan regne dem for udelukkende nordiske, da de ligesaa gjerne kunne have været oprindelig angliske; Endelsen dorf er f. Ex. endnu meget hyppig i Nordtydskland.

  1. Simeon af Durham nævner saaledes Nordmænd (Norregani) som deeltagende deri og Chron. Sax. kalder ved 890 Gudrum se Norðerna cyning d. e. Nordmændenes Konge. Den ovenfor nævnte Endelse – haugh, der kun forekommer i Durhamshire, synes mere norsk end dansk, eftersom den danske Form neppe vilde have vedligeholdt Diphthongen.