Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/660

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
632
Vikingetog.

meeſt tales om Nordmænd, da maa det være fordi Sagaen ſelv er en norſk Kongeſaga, og det desuden altid maa formodes, at en Mængde Nordmænd have deeltaget i Toget[1], ſaa meget mere ſom Nationalforſkjellen mellem Nordmændene og de ſaakaldte Daner, der gjorde disſe Vikingetog til England, endnu ikke kan have været ſynderlig paafaldende. At denne — man kunde kalde det — Indpodning af friſke nordgermaniſke Kræfter, i det Hele taget, trods de Ødelæggelſer, der i Begyndelſen ledſagede den, var gavnlig for England, og tjente til at ſætte Liv i dets Folk, der allerede kun alt for meget ſtod Fare for at blive umyndiggjort af en herſkeſyg Gejſtlighed, kan ikke betvivles. Og den Lyſt og Dygtighed til Søvæſenet og alle dermed forbundne Bedrifter, der i de følgende Tider ſtedſe har udmerket den engelſke Nation, maa fornemmelig have ſin Oprindelſe fra den nordiſke Deel af Befolkningen, eller fra de djerve Vikingers Efterkommere. Thi der meldes intet om, at Anglerne, lige ſaa lidt ſom Syd- og Mellem-Germanerne overhoved, dreve nogen ſterk Skibsfart eller havde nogen ivrig Kjærlighed for Søvæſenet. Denne var, ſom vi allerede tidligere have yttret, ſæregen for den nordlige Hovedafdeling af den ſtore germaniſke Stamme.


32. Nordmændenes Tog til Frankrige. Gange-Rolf.


Medens Danerne ſatte ſig faſt i England, og oprettede et Rige der, forberededes ogſaa i Frankrige, ved Nordmændenes fornyede Angreb, Oprettelſen af det norſke Lensrige eller Herredømme, hvis tappre og ridderlige Herrer, uagtet de tilſyneladende antoge franſk Nationalitet, dog, fremdeles Nordmænd baade i Navn og Sind, vare beſtemte til at gribe ſaa mægtigt ind, ej alene i Frankriges og Englands, men i hele Europas Hiſtorie. Frankrige var, ſom vi ovenfor have ſeet, i en Række af Aar blevet forſkaanet for

    Da Formen býr er egen for de Egne i Norden, hvor den gautiſk-gotiſke Kultur var forherſkende, bœr derimod hvor den ublandede Norrønaſtamme havde ſit Tilhold, kan man deraf ſlutte ſig til den danſke Nationalitets Overvegt blandt Englands nordiſke Beboere; thi den norſke Form her vilde i engelſk være gaaet over til . Af andre nordiſke Navnformer kunne nævnes — force (ɔ: fors, Fos), — dale (dalr), — haugh (— haugr) — thwaite (þveit, Afdeling), o. fl. (ſe Worſaae, l. c. S. 102); af disſe findes de fleſte i Yorkſhire Lancaſhire, Lincolnſhire, Weſtmorelandſhire og Cumberlandſhire. Ved enkelte Endelſer, ſom — thorpe (þorp) er det uſikkert, om man kan regne dem for udelukkende nordiſke, da de ligeſaa gjerne kunne have været oprindelig angliſke; Endelſen dorf er f. Ex. endnu meget hyppig i Nordtydſkland.

  1. Simeon af Durham nævner ſaaledes Nordmænd (Norregani) ſom deeltagende deri og Chron. Sax. kalder ved 890 Gudrum se Norðerna cyning d. e. Nordmændenes Konge. Den ovenfor nævnte Endelſe — haugh, der kun forekommer i Durhamſhire, ſynes mere norſk end danſk, efterſom den danſke Form neppe vilde have vedligeholdt Diphthongen.