Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/659

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
631
Nordboerne i England.

ford), der ſom etſlags Grændſefæſtninger dannede en Forening for ſig ſelv og ſiden endog havde en egen Rettergang og fælles borgerlige Indretninger. Den fornemſte By i hele den danſke Deel var dog det ældgamle Eoforwic, Jórvik eller York, der allerede længe havde været de northumbriſke Kongers Hovedſæde, og nu ogſaa blev de danſkes. Det forſtod ſig af ſig ſelv, og ſiges derhos udtrykkeligt[1], at Gudrum, ſom Skik og Brug var i ſlige Tilfælde[2], erkjendte Alfred ſom ſin Lensherre. Viſtnok havde Lensforholdet i ſig ſelv lidet eller intet at betyde, men det kunde dog i Kong Alfreds og Anglernes Øjne gjøre en Afſtaaelſe mere rimelig, der ellers maatte have forekommet dem umulig; ja det gjorde Alfred endog, i det mindſte af Navn, til hele Englands Overherre, medens han hidtil kun var Herre over Wesſex. Men Afſtaaelſen havde den gode Følge, at den i det mindſte for en Tid ſkaffede England Ro. Thi Danerne anſaa ſig nu ſom hjemme i Landet; det laa i deres egen Interesſe at forſvare det mod fremmede Angreb, og efterhaanden fik de Smag paa Fredens Sysler og den ſtørre Aandsdannelſe, ſom herſkede blandt Anglerne. Det varede heller ikke længe, førend de i denne Henſeende kunde maale ſig med dem, og vi finde ſnart endog fornemme engelſke Prælater af danſk eller nordiſk Herkomſt[3]. Danerne forbandt ſig ved Giftermaal med Anglerne, og de allerede forhen ſaa nær beſlægtede Folk maatte derved efterhaanden end mere ſmelte ſammen. Men imidlertid havde den nordiſke Nationalitet ſlaaet Rødder, og dens Spor ere endnu den Dag idag ikke forſvundne. Om det danſke Sprogs Udbredelſe vidne endnu en Mængde Stedsnavne, fornemmelig i Øſtangeln, Northumberland og de tilgrændſende Landſkaber. Allerede de ældre engelſke Skribenter vide at fortælle, hvorledes flere engelſke Stæder fik andre Navne af Nordboerne, f. Ex. Norðweorðig, der blev kaldet Deórabý (det ovennævnte Derby[4], Streónesheal, der kaldtes Hvitabý; og i vore Kongeſagaer ſiges det udtrykkeligt, at, efter at Lodbroks-Sønnerne havde indtaget Northumberland, var det meeſt bebygget med Nordmænd; at, efter at hine havde tabt Herredømmet, herjede Daner og Nordmænd ofte der, og at mange Stedsnavne vare norſke, f. Ex. Grimsby, Haugsfljot[5], o. ſ. v.[6]. Naar der her

  1. William af Malmesbury hos Savile, S. 43.
  2. Paa ſamme Maade fik Gange-Rolf Normandie. Den franſke Konge havde naturligviis i Virkeligheden intet Herredømme over ham.
  3. Se herom iſær Worſaae: Minder om de Danſke og Nordmændene i England, Skotland og Irland, § 12, S. 168 flg.
  4. Ædhelweard S. 513.
  5. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 3.
  6. De fleſte nordiſke Stedsnavne i England kan man kjende paa deres Endelſer. Blandt de meeſt charakteriſtiſke af disſe er , det danſke býr, oldnorſk bœr.