ledes til noget mere end en løs Formodning, at dette Tog, som vi her have beskrevet, og som endte med, at Danerne satte sig fast i Østangeln og Northumberland, har været en stor, af de fleste Medlemmer af den ragnarske Æt i Danmark foranstaltet Expedition, for hvilken Gorm, som paa den Tid endnu maa have været meget ung, – maaskee endog hans Fader Hardeknut endnu levede – efter Navnet har staaet i Spidsen, men hvis virkelige Ledere vare Sønnerne af Lodbrok, en efter Stamfaderen Ragnar opkaldt, anseet og med Kongen nær beslægtet Mand, om hvilken forresten de danske og norske Kildeskrifter intet indeholde, Uden forsaavidt som enkelte af hans Bedrifter ere tillagte Ragnar. Dette forklarer da ogsaa, hvorledes det gik til, at Harald Haarfagre i Norge saa uhindret kunde udføre sine Erobringsplaner, eller i det mindste ikke hindredes af de danske, men kun af de svenske Ætlinger af Ragnar. Det er desuden allerede ovenfor (S. 376) viist, at de svenske Konger paa denne Tid optraadte med Fordring paa at ansees som etslags Overkonger i Norden, og det er ikke umuligt, men endog højst sandsynligt, at deres Overgreb have nødsaget deres Frænder i Danmark til at forsøge sin Lykke hiinsides Havet.
Fredsslutningen med Gudrum eller Gorm gjorde Danerne til Herrer over den Deel af Landet, som de havde besat, og dette var næsten to Trediedele af Landet Thi af Navnet paa de Shirer, hvor den saakaldte Dene-Lag eller den danske Lov senere gjaldt, seer man at den gamle, i den romersk-britiske Tid anlagte Vej, hvilken Anglerne kaldte Wätlingastræt, fra London til Mersey, paa det nærmeste dannede Grændsen; hvad der laa nordøstenfor denne, eller Northumberland, Østangeln, Størstedelen af Essex og Middelangeln, tilhørte Danerne[1]. Dog vare store Stykker heraf endnu opfyldte med Skove og Moradser, og den vestlige Deel, Cumberland, beboet af de keltiske Kymrer. Det var saaledes især paa Østsiden, at Danerne havde sit Tilhold. Deres Herredømme sikkredes ved deres faste Stæder, især de saa kaldte Femborge, nemlig Lindcoln (Lincoln), Snotingaham (Nottingham), Deorahy (Derby), Legraceaster (Leicester) og Stanford (Stam-
- ↑ Forliget mellem Alfred og Gudrum er endnu til. Thorpes gl. engl. Love p. 66. Grændserne bestemmes her saaledes: opad Temsen, saa opad Aaen Lea, til dens Kilder, derpaa til Bedford, og saa opad Ouse til Wätlingastræt. Hos Bromton heder det S. 956, … under Alfreds „Westseaxenaläg“ hørte Kent, Sussex, Surrey, Berks, Wilts, Southampton, Sommerset, Dorset og Devon; og da Danerne herskede i Landet udkom Denelag, hvorunder de 15 østlige og nordlige Shirer laa, nemlig Essex, Middelsex, Suffolk, Norfolk, Herts, Cambridge, Huntingdon, Lincoln, Nottingham, Derby, Northampton, Leicester, Bucks, Beds, Yorkshire.
og Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 64 sige at de vare arveberettigede til England, hiin ifølge deres mødrene, denne ifølge deres fædrene, Herkomst.
