Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/658

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
630
Vikingetog.

ledes til noget mere end en løs Formodning, at dette Tog, ſom vi her have beſkrevet, og ſom endte med, at Danerne ſatte ſig faſt i Øſtangeln og Northumberland, har været en ſtor, af de fleſte Medlemmer af den ragnarſke Æt i Danmark foranſtaltet Expedition, for hvilken Gorm, ſom paa den Tid endnu maa have været meget ung, — maaſkee endog hans Fader Hardeknut endnu levede — efter Navnet har ſtaaet i Spidſen, men hvis virkelige Ledere vare Sønnerne af Lodbrok, en efter Stamfaderen Ragnar opkaldt, anſeet og med Kongen nær beſlægtet Mand, om hvilken forreſten de danſke og norſke Kildeſkrifter intet indeholde, Uden forſaavidt ſom enkelte af hans Bedrifter ere tillagte Ragnar. Dette forklarer da ogſaa, hvorledes det gik til, at Harald Haarfagre i Norge ſaa uhindret kunde udføre ſine Erobringsplaner, eller i det mindſte ikke hindredes af de danſke, men kun af de ſvenſke Ætlinger af Ragnar. Det er desuden allerede ovenfor (S. 376) viiſt, at de ſvenſke Konger paa denne Tid optraadte med Fordring paa at anſees ſom etſlags Overkonger i Norden, og det er ikke umuligt, men endog højſt ſandſynligt, at deres Overgreb have nødſaget deres Frænder i Danmark til at forſøge ſin Lykke hiinſides Havet.

Fredsſlutningen med Gudrum eller Gorm gjorde Danerne til Herrer over den Deel af Landet, ſom de havde beſat, og dette var næſten to Trediedele af Landet Thi af Navnet paa de Shirer, hvor den ſaakaldte Dene-Lag eller den danſke Lov ſenere gjaldt, ſeer man at den gamle, i den romerſk-britiſke Tid anlagte Vej, hvilken Anglerne kaldte Wätlingastræt, fra London til Merſey, paa det nærmeſte dannede Grændſen; hvad der laa nordøſtenfor denne, eller Northumberland, Øſtangeln, Størſtedelen af Esſex og Middelangeln, tilhørte Danerne[1]. Dog vare ſtore Stykker heraf endnu opfyldte med Skove og Moradſer, og den veſtlige Deel, Cumberland, beboet af de keltiſke Kymrer. Det var ſaaledes iſær paa Øſtſiden, at Danerne havde ſit Tilhold. Deres Herredømme ſikkredes ved deres faſte Stæder, iſær de ſaa kaldte Femborge, nemlig Lindcoln (Lincoln), Snotingaham (Nottingham), Deorahy (Derby), Legraceaſter (Leiceſter) og Stanford (Stam-


    og Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 64 ſige at de vare arveberettigede til England, hiin ifølge deres mødrene, denne ifølge deres fædrene, Herkomſt.

  1. Forliget mellem Alfred og Gudrum er endnu til. Thorpes gl. engl. Love p. 66. Grændſerne beſtemmes her ſaaledes: opad Temſen, ſaa opad Aaen Lea, til dens Kilder, derpaa til Bedford, og ſaa opad Ouſe til Wätlingaſtræt. Hos Bromton heder det S. 956, … under Alfreds „Weſtſeaxenaläg“ hørte Kent, Susſex, Surrey, Berks, Wilts, Southampton, Sommerſet, Dorſet og Devon; og da Danerne herſkede i Landet udkom Denelag, hvorunder de 15 øſtlige og nordlige Shirer laa, nemlig Esſex, Middelſex, Suffolk, Norfolk, Herts, Cambridge, Huntingdon, Lincoln, Nottingham, Derby, Northampton, Leiceſter, Bucks, Beds, Yorkſhire.