Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/657

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
629
Gorm eller Gudrum.

i de angliſke Beretningen at Gudrum døde i Aaret 890[1]; men denne Mening kan maaſkee være opkommen derved, at Gorm i dette Aar har forladt England, og er forſvunden af den engelſke Hiſtorie[2]; thi Gorm fremtraadte, ſom det nedenfor ſkal viſes, ikke i Danmark førend efter Aaret 890[3]. At i det mindſte en af den danſke Konge Hardeknuts Sønner har været med paa dette Tog, viſer den af flere Forfattere meddeelte Beretning, at Danerne i Northumberland efter Halfdans Død eller Forjagelſe valgte Gudrød (Guðréd), en Søn af Hardeknut, til deres Konge, hvilken Gudrød tidligere af dem ſelv var bleven ſolgt ſom Træl til en Enke i Whittingham[4]. En Forfatter ſiger endog ligefrem, at Hardeknuts Sønner havde ſolgt ham[5]. Uagtet denne ſidſte Beretning juſt ikke er at lide paa, er det dog i og for ſig ikke uſandſynligt, at Gorm, Hardeknuts Søn, paa en ſaadan Maade har ſøgt at ſkaffe ſig af med en Broder og Medbejler. Da Navnet Gorm ſlet ikke hører til de almindelige eller meget hyppigt forekommende, ſkal der meget til at antage, at der paa een og ſamme Tid ſkulde have været to danſke Konger af dette Navn, af hvilke den ene virkelig førte Krig i England, den anden, i det mindſte hos nogle Forfattere, bærer et Tilnavn, ſom tyder hen paa det ſamme, og havde Sønner, der ſelv gjorde et Tog til England, for, ſom det hed, at gjøre deres Arveret gjeldende[6]. Her bliver det ſaa-

  1. Chron, Sax. S. 362. Ædhelweard S. 547.
  2. Om Halfdan heder det hos Simeon af Durham at han døde (Twysden S.21), men i St. Cuthberhts Hiſtorie,at han kun blev forjagen, og ikke ſenere viſte ſig.
  3. Gorm den gamle kaldes ligefrem Gorm den angliſke i Esrom-Annalerne; Langebeks Scr. rer. D. p. 231. Hos Saxo (S. 46S) heder det at Gorm Anglicus førſt blev Konge i England, og ſiden drog til Danmark, hvor han blev Konge, medens han miſtede England. Saxo giver ham Sønnen Harald, hvilket endnu mere gjør det ſandſynligt, at han er den ſamme ſom Gorm den gamle. Viſtnok lader Saxo denne ſom en fra Gorm Angler forſkjellig Perſon følge efter Harald, men det er hans Viis at gjøre flere Perſoner af een. At der hos enkelte danſke Annaliſter virkelig maa have været en Foreſtilling om den ſaakaldte Gorm engelſkes og Gudrums Identitet, ſynes at kunne ſluttes deraf, at Rykloſters Annaler, der forreſten følge Saxo i at lade Gorm angelſke have Sønnen Harald og denne igjen Efterfølgeren Gorm den gamle, udtrykkeligen ſige, at han blev døbt i England. Langebek Ser. rer. Dan. I. p. 158.
  4. Simeon af Durham, hos Twysden S. 21, 22. Mon. hist. Brit. p. 683. Cuthberts Hiſtorie ſammeſteds S. 70. Matthæus af Weſtminſter S. 171. Hoveden, hos Savile S. 240.
  5. Wallingford, hos Gale, S. 529, jſr. 533. Denne Fortælling er rigtignok meget upaalidelig. Men Beretningen om Gudrøds Ophøjelſe er ſikkert gammel, da den er knyttet til Legenderne om St. Cuthberht. Det ſkal nemlig være denne Helgen, der paa en overnaturlig Maade gav Danerne et Vink om at de ſkulde tage ham til Konge.
  6. Nemlig Knut Dana-Aaſt og Harald Blaatand, om hvilke baade Saxo (p. 171)