Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/656

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
628
Vikingetog.


og Alfred stod selv Fadder til ham, beholdt ham hos sig i 12 Dage, og gav ham og hans Mænd mange Gaver[1]. De droge derpaa først til Cirencester, og siden til Øst-Angeln, som de deelte mellem sig[2]. Halfdan havde allerede tidligere deelt Northumberland mellem sine Mænd, saaledes, heder det, at Northumbrerne siden bleve deres Pløjere og Agerdyrkere, med andre Ord, deres Lejlændinger, maaskee endog Livegne. Hans afsindige Grumhed bragte siden (882) hans egne Krigere til at forjage ham[3].

Af Beretningerne om disse Begivenheder synes det at fremgaa, at Danernes Hovedanførere vare Gudrum og Halfdan, maaskee ogsaa den ved Æscesdun faldne Berse, men at de øvrige, endog Ingvar eller Ivar, og Ubbe kun vare Jarler, og, som man maa formode, hines Undergivne, om end Afhængighedsforholdet ikke var synderlig sterkt[4]. Det Sagn, der nævnte Gudrum (Codrinus) som de Daners Konge, der tog sig af Ingvar og Ubbe, har saaledes paa en vis Maade Ret; kun indfandt Gudrum sig i egen Person, og lod det ikke blive ved, alene at give dem Hjelpetropper. Det er dog ikke usandsynligt, at han først har sendt dem afsted, og siden efter har indfundet sig selv. Gudrum kaldes af enkelte sildigere Forfattere Gurmund[5], og forvexles stundom eller gjøres til eet med den forhen omtalte, uhistoriske Hasting i Frankrige, neppe af nogen anden Grund, end fordi Gudrums i Daaben antagne Navn Ædhelstan undertiden skrives Alstenus. Navnet Gudrum er forresten neppe andet end den angelsaxiske Form for Gudhurm eller Gorm. Det er derfor i sig selv ikke usandsynligt, at han enten er den samme Gorm, der i flere danske Kongerækker kaldes Gorm den angelske, eller maaskee, naar Alt kommer til Alt, ingen anden end den forhen omtalte Gorm den gamle, Hardeknuts Søn, som i sin Ungdom, førend han endnu havde erhvervet Magten i Danmark, kan have forsøgt sin Lykke i England. Vel heder det

  1. Chron. Sax. S 357, 362. Asser S. 482. Ædhelweard, S. 515, 517.
  2. Chron. Sax. S. 356.
  3. Simeon af Durham, om den durhamske Kirke, hos Twysden, S. 21. St. Cuthberhts Historie hos Twysden, S. 70. Hoveden (Savile S. 239) og Simeon selv i sin eng. Historie (S. 681) lader Halfdan urigtigviis falde ved Cynwit. Chron. Sax. omtaler ej hans Død. Det nævner en Halfdan, der døde 911, men dette maa være en yngre Halfdan.
  4. Ubbe udgives, som ovenfor (S. 368) anført, hos Saxo for en uegte Søn af Ragnar. Merkeligt nok, gives der enkelte engelske Forfattere, som kalde Ubbe Frisernes Høvding, f. Ex. Forfatteren af St. Cuthberhts Historie, Twysden S. 70. Ubbe er virkelig et frisisk Navn, idetmindste forekommer allerede blandt Braavallaslagets Kæmper en Ubbe den Friser. Dette er vel Grunden, hvorfor Simeon af Durham i sin Kirkehistorie (S. 14) siger at Vikingeskaren, der ankom 866, foruden af Daner ogsaa bestod af Friser.
  5. F. Ex. Ingulf, (Savile S. 869). Willjam af Malmesbury S. 23. Se ovenfor S. 429, 430.