Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/656

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
628
Vikingetog.


og Alfred ſtod ſelv Fadder til ham, beholdt ham hos ſig i 12 Dage, og gav ham og hans Mænd mange Gaver[1]. De droge derpaa førſt til Cirenceſter, og ſiden til Øſt-Angeln, ſom de deelte mellem ſig[2]. Halfdan havde allerede tidligere deelt Northumberland mellem ſine Mænd, ſaaledes, heder det, at Northumbrerne ſiden bleve deres Pløjere og Agerdyrkere, med andre Ord, deres Lejlændinger, maaſkee endog Livegne. Hans afſindige Grumhed bragte ſiden (882) hans egne Krigere til at forjage ham[3].

Af Beretningerne om disſe Begivenheder ſynes det at fremgaa, at Danernes Hovedanførere vare Gudrum og Halfdan, maaſkee ogſaa den ved Æſcesdun faldne Berſe, men at de øvrige, endog Ingvar eller Ivar, og Ubbe kun vare Jarler, og, ſom man maa formode, hines Undergivne, om end Afhængighedsforholdet ikke var ſynderlig ſterkt[4]. Det Sagn, der nævnte Gudrum (Codrinus) ſom de Daners Konge, der tog ſig af Ingvar og Ubbe, har ſaaledes paa en vis Maade Ret; kun indfandt Gudrum ſig i egen Perſon, og lod det ikke blive ved, alene at give dem Hjelpetropper. Det er dog ikke uſandſynligt, at han førſt har ſendt dem afſted, og ſiden efter har indfundet ſig ſelv. Gudrum kaldes af enkelte ſildigere Forfattere Gurmund[5], og forvexles ſtundom eller gjøres til eet med den forhen omtalte, uhiſtoriſke Haſting i Frankrige, neppe af nogen anden Grund, end fordi Gudrums i Daaben antagne Navn Ædhelſtan undertiden ſkrives Alstenus. Navnet Gudrum er forreſten neppe andet end den angelſaxiſke Form for Gudhurm eller Gorm. Det er derfor i ſig ſelv ikke uſandſynligt, at han enten er den ſamme Gorm, der i flere danſke Kongerækker kaldes Gorm den angelſke, eller maaſkee, naar Alt kommer til Alt, ingen anden end den forhen omtalte Gorm den gamle, Hardeknuts Søn, ſom i ſin Ungdom, førend han endnu havde erhvervet Magten i Danmark, kan have forſøgt ſin Lykke i England. Vel heder det

  1. Chron. Sax. S 357, 362. Asſer S. 482. Ædhelweard, S. 515, 517.
  2. Chron. Sax. S. 356.
  3. Simeon af Durham, om den durhamſke Kirke, hos Twysden, S. 21. St. Cuthberhts Hiſtorie hos Twysden, S. 70. Hoveden (Savile S. 239) og Simeon ſelv i ſin eng. Hiſtorie (S. 681) lader Halfdan urigtigviis falde ved Cynwit. Chron. Sax. omtaler ej hans Død. Det nævner en Halfdan, der døde 911, men dette maa være en yngre Halfdan.
  4. Ubbe udgives, ſom ovenfor (S. 368) anført, hos Saxo for en uegte Søn af Ragnar. Merkeligt nok, gives der enkelte engelſke Forfattere, ſom kalde Ubbe Friſernes Høvding, f. Ex. Forfatteren af St. Cuthberhts Hiſtorie, Twysden S. 70. Ubbe er virkelig et friſiſk Navn, idetmindſte forekommer allerede blandt Braavallaſlagets Kæmper en Ubbe den Friſer. Dette er vel Grunden, hvorfor Simeon af Durham i ſin Kirkehiſtorie (S. 14) ſiger at Vikingeſkaren, der ankom 866, foruden af Daner ogſaa beſtod af Friſer.
  5. F. Ex. Ingulf, (Savile S. 869). Willjam af Malmesbury S. 23. Se ovenfor S. 429, 430.